: The Best of Me

Nicholas Sparks’ tårevædede romantiske dramaer har nærmest fået klippekort til at blive filmatiseret. Det er tydeligt, at film som Brevet i flasken, The Notebook, Nights in Rodanthe, og The Lucky One har fundet et publikum. De er da også indimellem velfungerende, omend altid overdrevent romantiserede film til en hyggeaften arm i arm. Men The Best of Me får os til at vende os væk i væmmelse efter en overdosis sødladent klister og en fuldstændig ukritisk og søgt handling.

Som altid med Sparks foregår handlingen i og omkring det smukke Louisiana, og hvis man vælger at se filmen som en slags dokumentarfilm fra det eksotiske sydstatslandskab, kan man måske få en god oplevelse. Nydelige locations, flot vildmark, bugtende floder, sprudlende blomster og vild natur spiller en central rolle i filmen.

Det er også i en af ​​Louisianas småbyer, at high school-kæresterne Amanda (Monaghan/Liberato) og Dawson (Marsden/Bracey) mødes igen efter 21 år, bragt sammen som følge af en nær vens død. Kan gamle skuffelser og svigt heles, og kærligheden blomstre igen? Gæt to gange!

Filmen er totalt forudsigelig, og personerne er irriterende endimensionelle papfigurer. Især Dawson har vi svært ved at forholde os til – han er simpelthen en helgen. En fuldstændig fejlfri person, der aldrig ville skade en regnorm, og en selvopofrende helt af dimensioner.

 

Dawson er vokset op under barske kår med en karikeret voldsforherligende far, der nyder at kue og banke den eneste håbefulde søn. De to andre er så white trash-stereotype, at man græmmes. Amanda kommer derimod fra en velstående familie med et rigt svin som far.

Selvfølgelig finder de hinanden og redder hinanden, men skæbnen vil det anderledes … Vi skal ikke afsløre hele handlingen (den gætter man alligevel undervejs), men gammel kærlighed har en tendens til at vågne op igen, og selvfølgelig har den helgenagtige Dawson sparet sig til den store kærlighed. Han vil heller ikke kæmpe for sit eget bedste, men for hvad der “moralsk” er mest rigtigt. Ups! Dér kastede vi lige op.

I velkendt Sparks-stil males der med bred pensel; ordet subtil eksisterer ikke i hans ordforråd. Der danses langs floden til smuk musik med solstråler skinnende ned gennem det smukke løvværk. Det unge par (der springes frem og tilbage i tid) ser en smuk solnedgang fra toppen af ​​vandtårnet, går hånd i hånd i det smukke sommergræs (solen skinner altid på dem), læser smukke digte for hinanden i trætoppene og overvinder alle hårde prøvelser. Det hele ligner en Budweiser-reklame.

Misforstå os ikke, The Best of Me er ikke en fuldstændig håbløs film. Den fungerer sådan set på sine egne præmisser, og Michelle Monaghan leverer godt skuespil ud fra det begrænsede manuskript, mens Marsden ikke er andet end en hul “poster boy”.

Vent lidt … Sagde vi, at det ikke var en helt håbløs film? Stryg det! Når vi kommer til den sidste halve time, er alle tøjler sluppet, og den ene søgte kliché efter den anden kommer som kvalmende perler på en klistret snor. Du fredsens, for en latterligt pinlig og fuldstændig urealistisk slutning! Ups! Dér kastede vi op igen. To glanspapirtynde stjerner – en til Monaghan og en til de lækkert fotograferede landskaber.

Billedkvaliteten er gnistrende klar, og alle de smukke, lyse farver i Louisiana-landskabet lyser imod os med herlig skarphed og dybde. Lydsporet (dts-MA 5.1) er også rigtig godt, men dialogsporet har en tendens til at overskygge musikken. Intet bonusmateriale.