Anmeldelse: The Commuter

Der er relativt stor fare for, at en skuespiller bliver sat i bås. Efter at irske Liam Neeson spillede med i den ene store dramaproduktion efter den anden, fik han efter succesen med Taken pludselig en ny karriere som aldrende actionhelt. En genre, han nærmest har siddet fast i siden.

Bevares, vi er ofte blevet godt underholdt af Neeson som solid actionhelt; den stabile, men hårdtslående manden-på-gaden, der bliver skubbet ud over kanten, hvis nogen truer hans familie. Efter tre omgange af Taken tog han søreme en tur op i 38.000 fods højde for også at rydde op dér (Non-Stop). Skal han følge i John Candys fodspor (Planes, Trains & Automobiles), får vi ham vel at se i en bil i den næste film …

Ekspolitimanden Michael (Neeson) har i ti år arbejdet som forsikringsmægler i et stort firma på Manhattan. Efter en nedskæringsrunde bliver han uventet fyret, og samme dag møder han en mystisk kvinde (Farmiga) i pendlertoget hjem til forstaden. Hun tilbyder ham 100.000 dollars, hvis han finder en ukendt person på toget og mærker vedkommendes bagage. Underligt nok påtager han sig opgaven, men forventningerne øges hurtigt, og presset eskalerer.

For Michael må i ren Agatha Christie-stil eliminere sig frem til, hvem der kan være den person, de jagter. Næsten hele filmen foregår i de overdrevet slidte togvogne, hvor han stilles over for moralske dilemmaer og efterhånden bliver lige så mørbanket som John McClane i Die Hard 2.

Desværre er både historien og udførelsen for kunstig og konstrueret. Vi tror simpelthen ikke på handlingen og heller ikke på de søgte personer og de “finurlige” vildledende spor. Især slutningen er kritisk dårlig og hænger overhovedet ikke sammen. Stærkt i tvivl strækker vi os til tre svage stjerner. Se hellere Runaway Train eller Speed.

Billedkvaliteten er overraskende mat, grovkornet og præget af støj. Lydsporet (Dolby Atmos) imponerer derimod.