Anmeldelse: The Covenant

Vi husker alle de rædselsvækkende scener, der udspillede sig, efter at en samlet ISAF-styrke måtte flygte med halen mellem benene, da Taliban efter 20 års krig mod Vesten igen overtog Afghanistan.  

Scener, vi ikke har været vidne til, siden amerikanerne i huj og hast måtte evakuere Saigon (1975) – da Vietnamkrigen ubønhørligt nærmede sig sin afslutning.  

I de dramatiske scener, der udspillede sig ved Bagram-lufthavnen i Afghanistan i sensommeren for to år siden, så vi desperate indfødte, der forsøgte at klamre sig til det sidste vestlige fly ud af landet – før det krigshærgede land igen vendte tilbage til middelalderlige forhold.  

PS! Glem ikke Ukraines kamp mod krigsforbryderiske Rusland. Her kan du donere penge til det livsvigtige hjælpearbejde i Ukraine!

Heri ligger temaet for The Covenant, Guy Ritchies (Snatch, The Man from U.N.C.L.E.) seneste film; den er et forsøg på en sønderlemmende kritik af behandlingen af de titusinder af indfødte afghanere, der arbejdede for ISAF-styrkerne (primært som tolke), og som var blevet lovet visum til Vesten. Derefter blev de overladt til den lokale pøbel. Først og fremmest amerikanerne, men også bl.a. Norge og Danmark, har blod på hænderne. 

Vi kastes direkte ind i krigshelvedet i foråret 2018, hvor USA har øget antallet af soldater i Afghanistan til næsten 100.000. Den lokale modstand er stærk, og mange soldater sættes ind for at afvæbne Taliban og deres sympatisører og for at afdække (og ødelægge) bombefabrikker.  

I forreste linje i kampen mod Taleban står sergent John Kinley (Jake Gyllenhaal, Nightcrawler, The Guilty). En erfaren officer, der har gennemlevet det meste, bl.a. at se soldater blive sprængt i småstykker af bilbomber. Desillusioneret, kynisk og træt af hele krigen får han, noget modvilligt, tildelt en ny tolk, Ahmed (den irakisk-fødte dansker Dar Salim, Game of Thrones). 

Den første time er en intens krigsthriller, som til fulde viser, hvilket helvede krig kan være. Kinley og hans mænd bliver beskudt, bombet, løjet for og lokket i baghold. Alt sammen i et land, hvor den, der har flest bestikkelsespenge, eller de mest religiøst fanatiske tilhængere, vinder terræn. 

Da hele missionen går fuldkommen skævt, og enheden bliver fanget ved en fjerntliggende bombefabrik, slipper John Kinley og Ahmed med nød og næppe med livet i behold – men med hundredvis af Taleban-soldater i hælene. Det er her, Ahmed viser sig som en uselvisk, frelsende engel…  

Tilbage i USA, såret både fysisk og mentalt, er Kinley plaget af anger og skyldfølelse over, at Ahmed og hans familie blev efterladt i Afghanistan – som jaget vildt for Taliban. Han har en pagt at leve op til og en gæld at betale.  

Ritchie har med The Covenant begået en smuk film, der fungerer godt på flere niveauer, men som falder igennem, hvor den burde rette sit tunge artilleri: Mod Vestens skammelige behandling af de titusindvis af lokalt rekrutterede tolke.  

Som en meget beskrivende fortælling om krig som et helvede fungerer den første time godt, og Gyllenhaal er god som en benhård sergent med målet konstant i sigte. Han bliver advaret om, at Ahmed kan være både stædig og egenrådig, hvilket han snart erfarer på første hånd, men han behandler ham stadig som en lidt irriterende, besværlig tjener, en andenrangs borger.  

Vel hjemme i Californien, efter at tolken har slæbt ham (hårdt såret) gennem goldt bjergterræn i ugevis, bliver Kinley ædt op indefra af skyldfølelse og går helt amok i et håbløst møde med det amerikanske militærbureaukrati. Det er en kendt sag, at Ritchie ikke ligefrem er en subtil instruktør og manuskriptforfatter, men her tager han den for langt ud i det absurd utroværdige. 

Da Kinley vender tilbage til fronten, støttet af en privatfinansieret hær, er den sidste halve time en actionfyldt krigsbonanza, der er selveste Rambo værdig. Helt sikkert popcorn-underholdende action, men helt ude af trit med filmens dybe underliggende budskab.  

Du skal se The Covenant som en rendyrket actionfilm med nogle ret intense krigsscener – filmens egentlige hovedbudskab har Ritchie spildt på højtravende dialog, slowmotion, stor patos og gentagne pompøse krydsklipninger. 4 svage stjerner.