: The Crown, 1. sæson

Netflix har mejslet en vækststrategi ud med fokus på øget produktion af lokale tv-serier. I den henseende var Marseille den første, der var tilpasset specielt til det europæiske marked – uden at vi blev imponeret af denne omgang House of Cards i europæisk indpakning. I disse dage lancerer streaming-giganten en væsentlig dyrere produktion, som burde kunne nå et langt bredere publikum, også uden for Europas grænser.

I 2006 skildrede Helen Mirren dronning Elizabeth II i den fremragende film The Queen, som Peter Morgan skrev manuskript til. Morgan står nu som hovedmand bag og medforfatter til The Crown. Men hvor The Queen fokuserede på dronningens reaktion på og liv efter Lady Dianas død, tager The Crown os med til begyndelsen af hendes tid som statsoverhoved for Storbritannien og Commonwealth-landene. Et liv, hun egentlig ikke var født til.

KÆRLIGHEDEN OVERTRUMFER ALT

Den 20. januar 1936 indtog kronprins Edward tronen og efterfulgte sin far, George V, som kong Edward VIII af Storbritannien. I 42 år havde han forberedt sig på rollen som statsoverhoved, men kærlighedens uransagelige veje gav ham en meget kort regeringstid – faktisk så kort, at han aldrig officielt blev kronet.

Edward var faldet for en amerikansk kvinde ved navn Wallis Simpson, men der var lige det problem, at hun ikke var af royal byrd og – Gud forbyde det! – skilt hele to gange. Hvilket i øjnene på både den konservative og traditionstro Windsor-familie i Buckingham Palace, den lige så konservative anglikanske kirke og Baldwin-regeringen gjorde hende fuldstændig uegnet som dronningeemne.

Edward fik et simpelt valg: Kærligheden eller tronen! Den 11. december 1936, efter knap 11 måneder på tronen, abdicerede han og blev efterfulgt af sin lillebror Albert. Edward blev derefter persona non grata i kongefamilien.

DEN STAMMENDE KONGE

Albert (Harris), “den stammende konge”, tog kongenavnet George VI. Han var tydeligvis ikke så veltilpas i mediernes grelle søgelys, men blev ikke desto mindre vellidt af folket. I en alder af kun 56 år døde han af kræft i 1952. Og hans ældste datter hed Elizabeth …

Elizabeth Alexandra Mary blev født den 21. april 1926 og levede de første år af sit liv i lykkelig uvidenhed om, at hun som tiårig ville rykke op som nummer ét i arvefølgen til den britiske trone. Som niece til den kommende konge kunne hun forvente at leve et idyllisk, nærmest afskærmet liv uden medierne og folkets konstante overvågning. Men det var før Wallis Simpson kom ind i billedet.

Da Elizabeth tiltrådte som Storbritanniens sjette regerende dronning gennem tiderne, hun var kun 25 år gammel. En enormt arbejde lå foran hende, og med sådan en baggrund plus familie, intriger og drama er der rigeligt stof at tage af for tv-seriens manuskriptforfattere.

NYE TIDER

Dronning Elizabeth II (Foy) bliver hovedkulds kastet ud i rollen som regent, da hendes far pludselig dør, mens hun er på en lang rejse til Commonwealth-landene med sin nye brudgom, prins Philip (Smith).

Som en ung og uerfaren regent bliver hun i begyndelsen herset med af både erfarne (mandlige) rådgivere, de to dronningemødre og selveste Sir Winston Churchill. De blander sig i alt fra familienavn og bopæl til prinsgemalens fritidsaktiviteter. Men Elizabeth finder snart sin egen stemme og former regentrollen i sit eget, mere moderne billede.

Claire Foy er et fund som den vævre og lidt usikre kvinde, der ufrivilligt bliver kastet ud på dybt vand og hurtigt lærer at svømme. Med simpel mimik og gestik rammer hun den virkelige Elizabeth lige på kornet, og med sin blanding af britisk korrekthed og en lidt trodsig stædighed er hun seriens mest fascinerende person – og den, der undergår den største forandring.

Serien er også forbilledlig i sin fremstilling af de udfordringer, som den ærekære og traditionelle prinsgemal kæmper med i sit forsøg på at finde og forme sin rolle som underlagt sin hustru, dronningen. Som han frustreret siger: “Jeg vil være gift med Elizabeth, ikke dronningen.” Ikke desto mindre forlanger hun, at han skal knæle for hende under kroningsceremonien.

Matt Smith (Doctor Who) spiller rollen som den småfrustrerede prins med troværdighed og stærk indlevelse; desuden er han som snydt ud af næsen på den virkelige Philip. En mand, der ofte taler, før han tænker, og som prøver at forny rollen som regentgemal og kæmper med at tilpasse sig sit nye liv som “taskebærer” for sin mægtige hustru.

Det er dog gnidningerne mellem Elizabeth og en anden, langt mere magtfuld mand, der er blandt seriens højdepunkter.

SIR WINSTON

Storbritanniens mest sagnomspundne og legendariske premierminister gennem tiderne, Sir Winston Churchill, indtager igen Downing Street 10, lige før Elizabeth bliver dronning. Og traditionalisten Churchill ser helst, at intet (heller ikke hans omfattende alkoholforbrug) forandres.

Men i en alder af 77 år er han så småt begyndt at miste grebet, og oppositionen (plus hans partifæller) ser deres snit til at ofre den gamle ræv under fog-krisen i 1952. Her omkom tusindvis af Londons indbyggere i den stærkt forurenede luft, mens Churchill var optaget af bagateller. Den nybagte dronning går så vidt som til at overveje at bede ham træde tilbage og dermed skabe en konstitutionel krise.

John Lithgow er en fryd for øjne og ører som den farverige og politisk ukorrekte Churchill. Manden, der til et kvindeligt parlamentsmedlem, som kritiserede hans drikkeri, svarede: “Bessie my dear, you are ugly, but tomorrow I shall be sober and you will still be ugly,” giver stof til både underholdning og drama.

I serien bliver han og den unge dronning også modpoler i brydningstiden mellem det gammeldags og det moderne. Alligevel har de en gensidig respekt for hinanden og ikke mindst den post, de hver især beklæder.

KVALITETSSERIE

The Crown er afgjort en serie, vi vil følge fremover, da den byder på glimrende underholdning med sin blanding af menneskeligt drama, intriger og fascinerende historietime fra en ikke så fjern fortid. Her får både kostumedrama-fans, royalister og politisk og historisk interesserede deres behov dækket.

Det er også imponerende, hvordan det er lykkedes at genskabe 1950’ernes London og Buckingham Palace ned til mindste detalje. På det plan oser serien af kostbar kvalitet og sans for detaljer. Det samme gælder de spektakulære kostumer, der bidrager til at føre os tilbage til den svundne tid. Der er tydeligvis brugt meget energi på research i arkiver og officielle breve, samtidig med at man har digtet på de private samtaler indbyrdes i kongefamilien.

Dog går der lidt for meget tid med at udpensle livet internt på slottet, og enkelte episoder er lidt langtrukne og handlingstomme. Det havde måske fungeret bedre med otte episoder i stedet for ti? Man burde være gået lidt hårdere til værks i klipperummet og samtidig have øget progression i tid.

Men der er helt sikkert drama nok til at fylde flere sæsoner, og glimrende skuespil over hele linjen bidrager til at sikre serien fem stjerner. Hele første sæson kan streames på Netflix fra den 4. november. (Anmeldelsen er baseret på de første fem af ti episoder).

TA