anmeldelse: Monarkiets mørke hemmeligheder

I første sæson blev vi introduceret for familien Windsor og de forfatningsmæssige kriser, der førte den unge prinsesse Elizabeth (Foy) til magten. Nu er vi nået til slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne. De familiære intriger fortsætter, de politiske kriser står i kø, og mange af Windsor-familiens mindre flatterende hemmeligheder bredes ud i fuld åbenhed. Især prins Philip (Smith) får læst og påskrevet i denne sæson.

Umoden prins

Efter at Philip bliver sendt på en langvarig repræsentationsrejse for at få “luft under vingene”, får pressen nys om, at det har været fem måneders sammenhængende drukgilde, og Elizabeth sætter ham på plads. Til gengæld anerkender hun hans forfængelighed og kroner ham officielt til prins. Dermed opnåede han i hvert fald noget det, danske prins Henrik har drømt om hele livet.

Ægteskab skranter, og Elizabeth må tage den hårde konfrontation og stille klare regler op for fremtiden. Men alfahanner lader sig ikke uden videre kommandere rundt med. Glad for piger, vin og sang, som han er, er Philip ikke en nem ægtemand. Derudover kommer hans værste patriarkalske sider frem, da han ubøjeligt beslutter, at sønnen Charles trænger til at lære noget hårdhed.

Det er bestemt ikke den letteste livet skole, de kongelige børn vokser op i, og Matt Smith gør Philip til en ægte karakter af kød og blod med masser af nuancer. Let at misbillige, men også menneskelig og let at forstå.

Nazistisk fortid

Mountbatten-familiens mere eller mindre kendte nazifortid afdækkes også i al sin gru. Meget af det er kendt i forvejen; mere ukendt er det, at Edvard VIII helst havde set, at nazisterne fortsatte bombardementet af London for at tvinge briterne til at indgå en fredsaftale med Hitler.

Man kan spekulere på, hvor gode kilder serieskaber Peter Morgan har haft, for der er mange, som ikke just fremstår i et flatterende lys, både på det personlige og det professionelle plan.

Når man fremstiller hændelser omkring virkelige personer – især personer, der stadig er i live – skal man være meget sikker på, at man har fakta i orden. Især når man doku-dramatiserer en kongelig families liv og levned – en familie, der ikke kan tage til genmæle. Her dumper The Crown direkte ned i debatten om brugen af virkelige personer i fiktion, såvel på film som i bogform.

https://www.youtube.com/watch?v=ME2umFQ_xBA

Uduelige politikere og personligt drama

Som bagtæppe får vi – ligesom i første sæson – storpolitiske begivenheder, bl.a. Suez-krisen, mordet på John F. Kennedy og en række svage politikere med store egoer og svigtende helbred. En kronisk syg Anthon Eden (Northam) fremstår bestemt ikke i et flatterende lys.

Friktionen og dramaet opstår, idet den unge kvindelige monark ikke viger tilbage for at konfrontere disse mænd. Desuden får hun, som Commonwealths overhoved, praktiseret sine diplomatiske evner, mens huset Windsor på hjemmebanen tvinges til fornyelse og “ folkelighed”. Endnu en gang fremstiller Claire Foy den virkelige Elizabeth aldeles fremragende. Hun fanger både fagter, stemmeleje og væremåde lige på kornet.

Prinsesse Margaret (Kirby) fortsætter sit miserable kærlighedsliv og ender sammen med den biseksuelle kvindebedårer og kunstnersjæl Antony Armstrong-Jones (Goode) – en mand, hun angiveligt brugte 16 år på at blive skilt fra. Margaret er en figur, der bruges lidt for meget tid på.

I en klasse for sig

The Crown er en speciel serie i den forstand, at hver episode nærmest står helt på egne ben, som et afsluttet kapitel; dermed kan man næsten hoppe ind og ud af serien uden at tabe tråden. Dette kan dog også ses som en svaghed.

Produktionsmæssigt holder serien lige så høj kvalitet som i første sæson, og det siger ikke så lidt. Alting – ned til mindste detalje – ser simpelthen fantastisk ud! Her er der hverken sparet på scenografi, rekvisitter eller teknisk produktion. Dramaturgisk er anden sæson derimod ikke helt så frisk og spændende som den forrige.

Serien er bedst, når kongehusets indre anliggender knyttes til store historiske begivenheder. Når der er for meget fokus på private anliggender bag slottets fire vægge, mister den momentum og bliver mere et historisk kostumedrama. Alle kender til prinsesse Margarets udsvævende liv.

Vi savner også en lige så stærk og farverig karakter som Churchill (John Lithgow) fra første sæson. I anden sæson bliver det meget tidsfordriv med intetsigende og uinteressante politiske plots, og flere af episoderne føles som for lange.

Anden sæson af The Crown når ikke de samme højder som den første, men vi tøver ikke med at tildele fire solide stjerner til anden omgang af dette enestående historiske drama.

I velkendt stil leverer Netflix mere end godkendt lyd- og billedkvalitet. Lidt artefakter i billedet, men generelt meget tilfredsstillende kvalitet. Hele anden sæson kan streames fra den 8. december. The Crown er planlagt til seks sæsoner, hvor skuespillerne bliver skiftet ud efter to.