annonce

Anmeldelse:
The Crown, 3. sæson

Formidabel Colman

Nye skuespillere kaster nyt lys over den sagnomspundne Windsor-familie i en storslået 3. sæson af The Crown.

Drama
The Crown, 3. sæson

Netflix’ dyreste TV-serie, der handler om den britiske kongefamilies liv og levned, er nået til 3. sæson. At serien er en dyr produktionen, kan i den grad ses: Her er der ikke sparet på noget, og også skuespillerne er plukket fra øverste hylde.

Nye ansigter

Apropos skuespillere: Det har fra starten stået klart, at serien ville skifte hovedrollerne ud i 3. og 5. sæson, og selv om man er blevet vant til Claire Foys strålende fortolkning af dronning Elizabeth II, så står Olivia Colman bestemt ikke tilbage for hende. Desuden ligner hun den virkelige Elizabeth endnu mere. Colman gør rollen til sin egen og giver os en formidabel, mere jordnær og personlig fortolkning af en yderst levende person.

Serieskaberne benytter et elegant greb, da Colman præsenteres i første episode som en mere voksen og moden version af dronningen i det Herrens år 1966, og Colman er i øvrigt ingen novice udi royale roller. Vi så hende sidst som den hysteriske dronning Anne i den fabelagtige The Favourite – en rolle, som hun fortjent vandt en Oscar for – og i 2012 spillede hun selveste dronningemoderen i Hyde Park on Hudson.

De casting-ansvarlige har generelt gjort et fremragende stykke arbejde med at finde skuespillere, der har klare lighedstræk med de virkelige personer. Måske med undtagelse af Helena Bonham Carter som den voksne prinsesse Margaret; her aner man, at stjernefaktoren har vejet tungest. Hendes version af Margaret er langt fra Vanessa Kirbys og virker lidt simpel og karikeret.

Ind fra sidelinjen kommer selveste Charles “Tywin Lannister” Dance som prins Charles’ onkel Lord Mountbatten. En mand, der er vant til at få det, som han vil have det, og ikke lader sig dirigere rundt i manegen; den perfekte person til at bedrive rænkespil, bedrag og komplotter. Et diabolsk lyspunkt!

annonce

Episoderne i 3. sæson står mere på egne ben, som fristående fortællinger fra de britiske kongeliges særegne liv. En familie, der insisterer på, at de er helt “almindelige” briter, hvilket vel er så langt fra sandheden, som man kan komme. Hvilket de ironisk nok ikke selv kan se fra deres krystalboble. Det kommer så vidt, at Philip trommer et TV-hold sammen for at lave en dokumentar, der skal overbevise briterne om, hvor normale Windsor-familien er …

annonce
The Crown, 3. sæson (Foto: Netflix)

Andenviolin og bitterhed

Der bruges meget tid på det svære forhold mellem Elizabeth og hendes fire år yngre søster, Margaret. Hvor lillesøster er sprudlende, euforisk og udadvendt, er storesøster pedantisk, kontrollerende og indadvendt – og følelsesmæssigt afstumpet. Mens Margaret stortrives i rampelyset og fotografernes blitzlys, foretrækker dronningen at holde sig i kulissen og passe sine heste.

Her fremstilles det, som om hende, der egentlig ikke havde lyst til at være dronning, blev det, mens hende, der ville have elsket rollen, blev “dømt” til et liv i anden række. Et liv præget af bitterhed og smerte, hvilket igen førte til druk, fester og personlige tragedier.

En anden, der spiller andenviolin, er hertugen af Edinburgh, prinsgemalen Philip. Den tidligere så vilde playboy har løbet hornene af sig og indtager nu en mere moden rolle – men plages stadig at være “af-maskuliniseret” som dronningens vedhæng. I denne sæson bliver han helt menneskelig; en kompleks person, flot og overbevisende skildret af Tobias Menzies, mens dronningens datter, Anne (Doherty), er sæsonens friske pust.

annonce

En tredje, der lader til at være placeret i et evigt limbo – i rollen som kronprins og kommende konge – er den forknytte prins Charles. Han var ikke så meget til stede i de første sæsoner, men her træder den unge Charles (O’Connor) frem i en skikkelse, der nok vil give folk et andet, mere nuanceret indtryk af ham.

I sine unge år var han kuet af sin patriarkalske far og sin kolde mor, men som voksen prøver han at stå på egne ben – og se sit livs store kærlighed, Camilla, der er en torn i øjet på den forstokkede, ærkekonservative kongefamilie.

The Crown, 3. sæson (Foto: Netflix)

Indenrigs og inden for murene

Generelt er 3. sæson mere fokuseret på hjemmebanen end de foregående. Med undtagelse af militærkuppet i Grækenland og Margarets rejse til USA – der omfatter et herligt outreret afterparty med LBJ i Det Hvide Hus – handler det mest om kongefamiliens hjemlige hverdagsliv.

Ny premierminister er socialisten (!) Harold Wilson, der efterhånden vinder den skeptiske dronnings gunst. En ny regering skal styre landet i en brydningstid med vaklende økonomi, et anstrengt forhold til EF, en langvarig minestrejke og et oversøisk imperium, der langsomt, men sikkert forvitrer. En udvikling, der vækker mindelser om den aktuelle Brexit-situation, hvor nogle briter klynger sig til en svunden æra som en stormagt.

Dronningen driver slottet, institutionen og familien som en stor virksomhed, uanfægtet af samtiden og historiens gang. Og som vi ved, er der ikke plads til følelser og empati i forretningsverdenen; mantraet er effektivitet, definerede mål og en klar rollefordeling. Ting, hun mestrer til fingerspidsene, samtidig med at hun er nådesløst klar over sine egne styrker og svagheder.

Historisk rejse

The Crown er bedst, når den formår at kombinere historier fra kongefamiliens liv med vigtige historiske begivenheder. For de politisk og historisk interesserede er serien lidt af et fund, idet vi får et unikt (omend dramatiseret) indblik i det fascinerende samspil mellem Downing Street og Buckingham Palace.

Premierministre kommer og går, mens dronningen giver den ene audiens efter den anden, lytter, giver gode råd og ellers er neutral i partipolitiske spørgsmål. Fredagsmødet med regenten bliver en slags terapi for den sidende premierminister.

Serien er en rejse i vores umiddelbare historie og adresserer vigtige begivenheder, bl.a. den tragedie, der ramte den lille walisiske mineby Aberfan. I denne meget stærke episode holder dronningen traditionen tro afstand til folket og viser ikke empati og følelser – trods 116 skolebørns død.

Samtidig er det påfaldende, hvad den ellers stærkt politisk og historisk fokuserede serie vælger ikke at tage med. Vi bevæger os ind i 1970’erne, men den eskalerende konflikt i Nordirland nævnes overhovedet ikke.

The Crown, 3. sæson (Foto: Netflix)

Fakta vs. fiktion

Det store indvending, der kan rettes mod serieskaberne Peter Morgan & Co. er mængden af kunstnerisk frihed, de har taget sig under udarbejdelsen af plot og manuskript. For hvis man som seer tolker The Crown som ren dokumentar, går man helt galt i byen. Der er dramatiseret, spekuleret og spundet videre på relativt begrænsede fakta – hvilket giver flot TV-drama, men altså ikke nogen dokumentarisk faktaserie per se, selv om den er baseret på fakta.

The Crown er en storslået serie, som handler om mennesker, der lejlighedsvis stråler som (kron-) juveler. Men indimellem kan den blive lidt for langtrukket, træde vande og næsten virke konventionel (ligesom sin hovedperson) i sin tilgang til stoffet og i sin dramaturgiske udvikling.

Det hovedindtryk, vi sidder tilbage med, er medynk med en familie, der er blevet tvunget ind i disse bizarre roller, konstant i offentlighedens søgelys og genstand for kritik. Dermed bliver serien i sig selv en ambassadør for at nedlægge monarkiet – sæt dem fri!

The Crown evner den svære balance mellem at give os indsigt i vores umiddelbare fortid og samtidig give os et unikt indblik i en lukket familie (som vi alle har et forhold til) og dens problemer, udfordringer og sejre; både på et meget personligt plan og som “vogtere” af nationen Storbritannien.

På mange måder er 3. sæson en mellem-etape, men sikke en etape! Fem stjerner til en usædvanlig serie spækket med glimrende skuespil, fascinerende drama og teknisk kvalitet i top – ikke mindst lækker fotografering og klipning.

Netflix leverer et imponerende detaljeret og fyldigt surround-spor såvel som flot billedkvalitet, men desværre mangler der lidt punch i farverne, ligesom enkelte scener har et svagt sortniveau.

Hele 3. sæson kan streames fra den 17. november.

<
>
The Crown, 3. sæson (Foto: Netflix)
  • Netflix
  • Release: 17. november 2019
  • Instruktion: Benjamin Caron
  • Med: Olivia Colman, Tobias Menzies, Helena Bonham Carter, Josh O’Connor, Erin Doherty, Charles Dance
  • Genre: Drama
  • Land: UK
  • År: 2019
  • Tid: 10:00 timer

Film
Ekstra
Lyd
Billede
The Crown (2016–)
58 min|Drama, History|04 Nov 2016
8.7Rating: 8.7 / 10 from 94,336 users
Follows the political rivalries and romance of Queen Elizabeth II's reign and the events that shaped the second half of the twentieth century.
annonce

Læs også

Dyredokumentar med dubbing

Disneys genindspilning af Løvernes konge er en blandet oplevelse. Vi har aldrig set bedre, mere naturtro animation, men teknologien står i vejen for det følelsesmæssige.

Sidste nat med (mafia-)kliken

Med The Irishman giver mesterinstruktøren Martin Scorsese os en af sine bedste film i flere årtier – en episk øjeblikkelig klassiker.

Heeere’s Johnny!

20 år efter sin død er Stanley Kubrick stadig en af alle tiders mest spændende instruktører. Nu kommer hans gyserklassiker i en ny renoveret og udvidet version.

Superagenter i tomgang

Den fjerde MiB-film er småsjov, men kommer aldrig rigtig fra land.

Gyserkick a la Stephen King

Stephen Kings mangefacetterede gyserunivers bliver revitaliseret i 2. sæson af den fabelagtige Castle Rock.

Finansakrobatisk cirkus

Steven Soderbergh tager sig kærligt af Panama Papers-skandalen på ironisk og overfladisk vis.

Sex, drugs, money and drugs!

Et fascinerende indblik i macho- og røvhulskulturen i den norske finansverdens indercirkler.

Det er nok nu!

Et langt gab af et plot med fuldstændig uinteressante personer.

Stor ståhej

Monsterøglen er tilbage, desværre med et større budget og flere monstre end nogensinde.

Dit bedre jeg?

Paul Rudd er på randen af sammenbrud og 40-årskrise og misfornøjet med livet i al almindelighed. “Løsningen” er en total renselse på en obskur spa …