Anmeldelse: The Crown, 4. sæson

Med sin 4. sæson af The Crown – den dyreste TV-serie nogensinde – lykkes Netflix endnu en gang med en medrivende historie om virkelige (omend virkelighedsfjerne) personer fra vores nære fortid.

 

Jernkvinder

Vi er kommet til 1980’erne, hvor “Jernladyen” Margaret Thatcher (Gillian “X-Files” Anderson) træder ind på Storbritanniens politiske scene med et brag – og sætter sit varige præg på samfundet.

Med sin benhårde fremtoning og ukuelige viljestyrke er hun fast besluttet på at omkalfatre det britiske samfund. En kvinde, der i en mandsdomineret verden prøver at være mere mand end de høje herrer, hun omgås med i det forstokkede konservative parti. Som premierminister har hun ikke en eneste kvinde i regeringen, simpelthen fordi hun ikke anser kvinder for egnet til højere embeder.

Efter en lidt broget start finder Thatcher en forbundsfælle i sin “kollega” dronning Elizabeth (Colman), der også har måttet kæmpe for sin plads i en mandsdomineret verden. Ikke ens af sind, men stadig med et nogenlunde fælles ståsted og en lignende historie. Der er en fin dynamik mellem de to stærke kvinder.

Maggie farer frem, går i krig mod fagforeningerne og pampervældet i partiet og skærer drastisk ned på de sociale ydelser. Faktisk går hun så hårdt til værks, at den ellers neutrale dronning udtrykker sin bekymring for folkets ve og vel. Det kommer så vidt, at en af hendes undersåtter bryder ind på Buckingham Palace for at sige hende nogle alvorsord om tingenes tilstand for manden på gulvet.

Gillian Andersson er sminket til en skræmmende lighed med Jernladyen og rammer hendes gestik og gangart godt, men den stemme, hun har givet figuren, grænser indimellem til det parodiske.

Følelsesmæssigt afstumpet

Olivia Colman er endnu en gang aldeles glimrende som den pligtopfyldende arbejdsnarkoman af en dronning, der altid sætter landet, folket og de royale pligter først – familien fremstår nærmest som et nødvendigt onde og en del af pligterne som monark. Vi kommer til at savne Colman i de to sidste sæsoner.

Børnene har Elizabeth knap nok rørt – eller set – under opvæksten, hvilket serien gerne vil gøre til noget, som ikke mindst den ældste søn, prins Charles (O’Connor), har lidt under. Han er ekstremt indadvendt, mangler empati og er et underlig sammensat menneske, der på én gang er meget følsom og samtidig følelsesmæssigt afstumpet.

Da han endelig indser, at han ikke kan få den kvinde, han elsker, Camilla Parker Bowles (Fennell), accepterer han, at familien mere eller mindre finder en passende brud til ham. Den tilsyneladende perfekte kandidat bliver den 18-årige Lady Diana Spencer (Corrin). Hun kommer fra en fin familie, har en pletfri baggrund uden hverken besværlige ekser eller skilsmisser og er så ung, at hun kan “formes” til den absurde rolle.

Problemerne begynder, da Charles fra dag ét overhovedet ikke viser interesse for sin unge forlovede, og hun er overladt til sig selv og i vildrede på slottet. Imens befinder hendes fremtidige mand sig på rejse eller i sengehalmen med sin elskerinde.

Seriens skaber og hovedforfatter, Peter Morgan, begår decideret karaktermord på Charles i 4. sæson. Endnu en gang må vi sætte spørgsmålstegn ved etikken i en serie, der nærmest har karakter af en dokumentar om og med nulevende personer.

De har garanteret gode kilder fra livet ved hoffet, men samtidig har de selvfølgelig taget sig nogle dramaturgiske friheder og konstrueret private samtaler og begivenheder. Charles fremstår rent ud sagt som et røvhul i sin behandling af den sårbare, delikate og uskyldige Diana – der ikke ved, hvad hun skal gøre for at få sin nye mand til at elske hende og vise hende opmærksom.

De psykiske problemer som følge af forsømmelsen og den kolde modtagelse i den lukkede Windsor-familie, oven i den ekstreme interesse fra pressen, fremkalder både depression og spiseforstyrrelse hos Diana.

Lady Di

Meget af sæsonen er viet til den unge kronprins og kronprinsesse, Dianas helt nye liv og det fuldstændig mislykkede ægteskab – hvor der altid er et tredje hjul på vognen.

Emma Corrin er et fund som den muntre, kokette og lidt naive nyforelskede prinsesse, der kastes hovedkulds ind i den forstokkede kongefamilie. En familie, der lever i sin egen lukkede boble, afskærmet fra det virkelige liv. Hun møder hverken forståelse eller venner på slottet, kun hårde krav om, at hun som Englands kommende dronning er nødt til at få ægteskabet til at fungere på en eller anden måde.

Morgan fremhæver igen og igen, hvor uselvisk Diana er, og at hun i den grad bliver “folkets prinsesse” – så meget, at vi finder hendes karakter noget unuanceret, omend hun også efterhånden tager for sig af de udenomsægteskabelige retter.

Hun stråler faktisk så meget, at hendes mand bliver jaloux, når hun stjæler rampelyset fra ham, f.eks. under en rejse til Australien – det er jo ham, der er kronprinsen, mens hun “bare” er gift ind i familien.

Inden for murene

Nogle vil nok blive temmelig skuffede over, at det spektakulære “eventyrbryllup” mellem Charles og Diana ikke bliver genskabt. Generelt virker det, som om produktionen har haft strammere budgetrammer end i 3. sæson. Det hele er mindre prangende, og handlingen er mere koncentreret omkring kongefamiliens indre gemakker, mens vi bliver vidne til historiske begivenheder som Falklandskrigen på afstand.

Bortset fra kronprinsparrets rejse til Australien og New Zealand foregår det meste af 4. sæson inden for slottets mure. Der er nogle afstikkere til Balmoral (kongefamiliens slot i Skotland) og lidt fra Thatcher-regeringens indre liv, men ellers er det familiedramaet i kongehuset, der er centrum for opmærksomheden.

Prinsesse Margaret er stadig ukomfortabel med at spille andenviolin, og hun har heller ikke succes på kærlighedsfronten. Helena Bonham Carter spiller hende mere nedtonet og autentisk end i sidste sæson og får karakterens sårbarhed frem på en helt anden måde, men det er Charles’ tristesse, der primært fascinerer.

Et terrorangreb fra IRA betyder, at prinsen mister en af dem, han sætter allerhøjest i livet, og Diana kan slet ikke udfylde dette tomrum – hun er snarere et konstant irritationsmoment.

Josh O’Connor rammer den virkelige prins Charles på kornet, som han går med let bøjet ryg, øjnene rettet mod gulvet og hænderne godt gemt i jakkelommerne. Han er usikker på sit ordvalg og ukomfortabel i mødet med fremmede. Charles bliver fremstillet som et urealistisk fjog uden empati, forståelse eller interesse for andre mennesker.

Midtvejs i sæsonen introduceres vi for Elizabeths to yngste sønner, men som biroller tilfører de meget lidt til historien og fremstår mere som nødvendigt fyld.

Det er ikke alle episoder, der er lige fængende og driver historien fremad, men for historisk og politisk interesserede er The Crown et fund. En virkelig smart skrevet fortælling med fascinerende personer, spundet omkring virkelige begivenheder fra vores nære fortid og toppet med fremragende skuespillere.

Teknisk set er serien stadig af enestående kvalitet med lækker og sober fotografering og klipning samt kulisser og rekvisitter, der til fulde genskaber tiden og menneskene. Fem stjerner til et, lettere omskrevet, virkeligt drama af de sjældne.