The Crown har gennem fire sæsoner gået sin sejrsgang hos streaming-giganten – og i morgen slippes den femte (og næstsidste) sæson løs. Sæson 5 bliver den første sæson, der lanceres på Netflix, efter at hovedkarakteren, dronning Elizabeth II, for nylig gik bort. 

I forbindelse med den 96-årige monarks bortgang den 8. september valgte serieskaber Peter Morgan midlertidigt at stoppe indspilningen af den 6. (og afsluttende) sæson. Indspilningen er nu genoptaget. 

Ægteskabeligt kollaps

På plakaten for 5. sæson ser vi passende nok Diana og Charles i forgrunden, mens dronning Elisabeth er forvist til en mere tilbagetrukken rolle. Valget af billedkomposition er bestemt ikke tilfældigt fra Peter Morgans side, for i denne omgang må chefen i Huset Windsor finde sig i at spille andenviolin. 

Den nye sæson tager fat på Windsor-familiens turbulente liv i 1990’erne; med stort fokus på de meget veldokumenterede og særdeles offentligt eksponerede ægteskabelige problemer mellem prins Charles og Lady Diana Spencer. 

Parret, som giftede sig i 1981, havde allerede fra starten et vanskeligt udgangspunkt, med en aldersforskel på 13 år, en ‘aktiv’ ekskæreste (Camilla Parker Bowles) lurende bag kulisserne og med diametralt forskellige interesser og syn på livet. 

1990’erne vedblev at være et udfordrende tiår for Elizabeth II, med eskalerende familieproblemer, brand på Buckingham Palace og et stadigt mere kritisk søgelys fra britiske tabloidaviser. Der blev stillet hidtil uhørte spørgsmål om dronningen havde ‘overlevet sig selv’. 

Nye heste i manegen

Traditionen tro har Morgan skiftet skuespillerne ud, som han gør efter hver to sæsoner. En glimrende Claire Foy portrætterede subtilt den unge Elizabeth i sæson 1 og 2, og hun blev efterfulgt af formidable Olivia Colman i sæson 3 og 4. Det er store sko at fylde for efterfølgeren til de to stærke kvinder – og det kæmper en lidt famlende efterfølger med. 

Allerede som 26-årige overtog Elisabeth II tronen i Storbritannien i det Herrens år 1952. Æren af at portrættere den ikoniske monark fra 1990’erne og frem har Peter Morgan tildelt Imelda Staunton. Staunton er nok mest kendt fra Harry Potter-filmene og Downton Abbey, og hun er en mere end habil karakterskuespiller; men her kommer hun desværre til kort. 

Om det er ærefrygt eller svigtende instruktion vides ikke, men Staunton serverer en relativt kunstig fremstilling af Elizabeth II, let teatralsk med en gennemgående manglende indlevelse og tilstedeværelse. Der er, som om hun har valgt at fremhæve dronningens særpræg i stedet for at sætte sig ind i hendes personlighed. Hun bliver stiv og nærmest mekanisk, som om hun kontinuerligt læser fra manuskriptet. 

I andre ledende roller ser vi Dominic West som prins Charles og Elizabeth Debicki (Tenet) som hans gemalinde, prinsesse Diana. West gjorde sig bemærket i TV-serien The Wire og portrætterer en stærkere, mere selvstændig og selvsikker prins af Wales. Desværre er det så som så med den fysiske lighed mellem West og den virkelige Charles; værre er det, at han ikke får prinsens karakteristiske fagter frem, den lidt ludende holdning og den let famlende usikkerhed, som i offentligheden altid har været et kendetegn ved prinsen af Wales – træk, som Josh O’Connor ramte lige på kornet i de to foregående sæsoner. 

Modelagtige Elizabeth Debicki er ganske vist en del højere end Lady Di, men makeup-artisterne og kostumeafdelingen har forvandlet hende til at ligne modeprinsessen på en prik. Når Debicki samtidig rammer plet med prinsessens naivitet, usikkerhed, nedslagne blik, let nervøse latter og yndige koketteri, så er det som at genopleve den virkelige ‘Englands Rose’. 

Også Jonathan Pryce og Lesley Manville i rollerne som henholdsvis prins Phillip og prinsesse Margaret leverer særdeles vellykkede portrætter af deres kendte karakterer. Derimod er vi langt mer skeptiske, når det gælder Jonny L. Miller i rollen som John Major, de konservatives statsminister fra 1990-1997. Og James Murrays forsøg på at genskabe den let enfoldige (?) prins Edward, er langt nærmere en håbløs parodi end historisk korrekt. En ‘smutter’, som også ligger manusforfatteren til last. 

Luftning af det beskidte vasketøj!

Skuespillerne, de historiske detaljer og det politiske spil i kulisserne har gennemgående været The Crowns styrke; desværre har Morgan i femte sæson valgt at bruge alt for meget tid på Wales-parrets imploderende ægteskab. Forståeligt nok, i og med at der er stor interesse for de mange skandaler, men Morgan bringer intet nyt til torvs. 

For at fremstille hændelser omkring virkelige personer, især personer, som fortsat er i live, skal man være svært sikker på, at man har styr på alle fakta. Ikke mindst, når man doku-dramatiserer en kongelig families liv og levned – en familie, som ikke kan tage til genmæle. Her rammer The Crown lige ind i debatten omkring brugen af virkelige personer i fiktion, såvel på film som i bogform.

Diana fremstilles mere og mere som en forkælet, umoden, virkelighedsfjern og lettere neurotisk primadonna. En person, der lader sig udnytte af sine omgivelser, og som ikke evner at sætte sin rolle ind i en større sammenhæng, eller at se konsekvenserne af sine dramatiske handlinger. I den forstand retter serien op på noget af det ensidige glansbillede af den ikoniske, ufejlbarlige drømmeprinsesse. 

Hun og hendes arrogante ægtemand gør sammen deres bedste for, i fuld offentlighed, at gøre en ende på monarkiet og dets omdømme. 

‘Slangen i Paradis’, den kontroversielle Camilla Parker Bowles (Olivia Williams) er i årevis blevet portrætteret i medierne som en ‘grå mus’ – et indtryk, Morgan ikke gør noget for at rette op på. 

Historisk sammenhæng

Peter Morgans episke, royale fortælling fungerer absolut bedst, når han sætter episoderne ind i en historisk sammenhæng – og magter at trække de lange linjer op. 

Det lykkes han til fulde med i episoden, hvor vi går helt tilbage til 1. Verdenskrig og bliver vidner til den tragedie, der så brutalt ramte den russiske zarfamilie. 

Familien var nært beslægtet med det britiske kongehus, og i forbindelse med et forestående statsbesøg fra Ruslands første demokratisk valgte præsident (drukkenbolten Jeltsin) giver Morgan i skikkelse af prins Philips et særdeles fascinerende historisk tilbageblik. En historie, der direkte påvirker nutidens situation.  

Ekstra interessant er det set i lyset af den aktuelle situation, hvor forholdet mellem Rusland og Storbritannien/Vesten er på frysepunktet, og Rusland igen (absolut med rette) er en international pariastat. 

PS! Glem ikke Ukraines kamp mod krigsforbryderiske Rusland. Her kan du donere penge til det livsvigtige hjælpearbejde for Ukraine! 

Af andre historiske begivenheder, som både formår at oplyse og underholde, vil vi gerne fremhæve den utrolige rejse for den egyptiske milliardærfamilie Al-Fayed. Forholdet til playboy-sønnen, Dodi, førte til Dianas død, men det er historien om, hvordan hans far ganske enkelt købte sig ind i det britiske samfunds top, der rammer os. At Morgan som en ekstra sidehistorie også trækker den abdicerede kong George og hans livtjener ind, er et delikat krydderi til historien. 

Og heller ikke denne gang undlader Morgan at udstille dronningens absurde, påtagede facade mellem rolle og privatperson i den familiære sfære. Hvor hun med ‘stiff upper lip’ forsøger at distancere sig fra den ubarmhjertige beslutning om at nægte sin søster ægteskab med Peter Townsend. En ældre Townsend portrætteres i øvrigt aldeles fremragende af en distingveret aldrende Timothy Dalton. Både vellykket drama og oprigtigt rørende. 

Dokumentar?

Jo tættere, vi kommer på nutiden og følger glæderne, sorgerne og tragedierne for virkelige personer, der stadig er iblandt os, desto mere problematisk fremstår den nærmest dokumentariske stil, Peter Morgan har valgt. 

Hele seriens ramme og narrativ giver udadtil det indtryk, at vi fortælles den sande historie om, hvad der virkelig skete. 

Kronologisk følger vi virkelige historiske begivenheder, der har præget Storbritannien og Vesten i det seneste århundrede, med rigtige mennesker portrætteret i hovedrollerne. Virkelige taler og møder, hvorfra der findes referater, bliver så rørt sammen med fiktion om, hvad der (muligvis!) blev talt om i de private gemakker. 

I tiden op til sæsonpremieren har der da også været så meget polemik, at Netflix har set sig nødsaget til at indlede hvert afsnit med en disclaimer, der minder seerne om, at The Crown er en fiktiv serie, baseret på historiske begivenheder. 

Når det er sagt – så længe seeren har i baghovedet, at The Crown i højeste grad er en dramatiseret fiktionshistore om virkelige begivenheder, er serien stadig blandt de bedre dramaserier i streamingverdenen. Vi håber dog, at den afsluttende sæson endnu en gang retter hovedfokus mod ‘The Boss Lady’ (som Al-Fayed kaldte hende). 4 stjerner. 

Sæson 5 af The Crown har verdenspremiere på Netflix 9. november; så er alle afsnit tilgængelige. Anmeldelsen er baseret på alle episoder.