Anmeldelse: The Crown, Sæson 6, Del II

Netflix har valgt at dele den sjette og sidste sæson af The Crown op i to dele, hvor del I udelukkende fokuserer på prinsesse Dianas (Elizabeth Debicki) berygtede sommerflirt med playboy-milliardæren Dodi al Fayed og optakten til hendes brutale død i en tunnel i Paris.

The Firm

I seks og en halv sæson har seriens skaber (og manuskriptforfatter) Peter Morgan fortalt om det utrolige liv, som Englands længst siddende monark, Elizabeth II (Imelda Staunton), og hendes lettere dysfunktionelle familie har levet, mens de har kæmpet for at styre ”The Firm” gennem urolige farvande. Hvor han åbenlyst har blandet historiske fakta med spekulationer og fiktiv dialog – hvilket han også har fået masser af kritik for.

Det har været en episk serie, som på mange områder har sat nye standarder i streamingverdenen, og som også var en af de dyreste serier nogensinde, da den blev lanceret. Den tekniske kvalitet, de fashionable boliger, kulisserne, de overdådige kostumer og de ekstravagante rejser er genskabt ned til mindste detalje.

Den første sæson af Morgans epos havde premiere på Netflix tilbage i 2016 og tog seere og kritikere med storm. Nu nærmer den utroligt detaljerede serie sig ubønhørligt sin afslutning, og da dronningen døde sidste efterår, blev optagelserne indstillet i en periode. Pudsigt nok har Morgan valgt at afslutte serien i det Herrens år 2005.

Tæppefald i en turbulent tid

Den sidste del af den sidste sæson tager sin begyndelse i kaos og fortvivlelse efter prinsesse Dianas pludselige død. Den unge prins William (Ed McVey) bebrejder sin far, at han “skubbede” hende i armene på Al Fayed-familien, mens en forsmået Mohamed Al-Fayed stadig lurer i kulissen og nægter at acceptere, at dødsfaldet i Paris var en ulykke.

I mellemtiden har Storbritannien fået en ny politisk stjerne i Labour-reformatoren Tony Blair, som gradvist stjæler mere og mere af rampelyset på bekostning af dronningen. Windsor-familiens dalende popularitet fik et eftertrykkeligt slag af den måde, kongefamilien håndterede Dianas død på, og derefter strømmede kritikken ind om, at de var en anakronisme, ude af trit med tiden, elitære og ekstremt dyre at drive.

Dronningen har med andre ord mange bolde i luften, presserende problemer, der skal løses, og familiekonflikter, der skal håndteres, før hun kan fejre sit lovede guldjubilæum på tronen.

Uvedkommende

Der er afsat meget tid i denne sæson til den unge tronarving William, som blev endnu mere tilbagetrukket, genert og hadefuld over for pressen efter sin mors død. Han kæmper for at finde sin rolle og meningen med kongedømmet, men mange af brikkerne falder på plads, da han møder sin medstuderende Kate Middleton (Meg Bellamy) på eliteuniversitetet St Andrews i Skotland.

De to turtelduer (dygtigt assisteret/orkestreret af Kates mor) finder hurtigt sammen, og prinsen slår sig ned og søger fred og forsoning med sin far. Men som vi har set i flere sæsoner, er det svært at være “nummer to”, og den unge prins Harry (Luther Ford) skaber en kontroversiel overskrift i de britiske tabloidaviser, efter den ene fest er mere skandaløs end den anden – hvilket endda giver ham det berygtede kælenavn “Harry Pothead”.

Vi er helt sikre på, at det ikke ligefrem var en nem tid for de unge prinser, men Morgan formår aldrig at få konflikterne og drengenes trængsler til at føles vedkommende for folk uden for deres inderkreds.

Nyankomne Luther Ford bliver også lidt af en karikeret parodi på den afslappede og frustrerede Harry, og vi ser en langt større præstation fra Ed McVey, der ligesom den uforlignelige Debicki tager den virkelige persons karaktertræk, manerer, gestik, blikke og kropsholdning helt for pålydende. Det hjælper selvfølgelig, at den fysiske lighed er der i høj grad, men McVey er Prins William.

Det er dog ikke al dialogen mellem teenagerne, der fungerer lige godt, og Morgan tyer alt for ofte til banaliteter og kunstige udtryk. Men på den anden side er dialogen ikke blevet fremhævet som The Crowns største styrke.

Tid til reformer

På baggrund af Kosovo-krigen og den kommende (Bush-)krig mod terror sejler Tony Blair (Bertie Carvel) til tops i hierarkiet på den verdenspolitiske arena.

Han trives med de store udenrigspolitiske spørgsmål og elsker at fremstå som en innovativ mand, der konstant reformerer og omorganiserer samfundet og den internationale politik. Carvel gestikulerer som Blair, men formår ikke at genskabe hans unikke karisma og entusiasme. Det hele bliver lidt for indstuderet.

Om det var Blair, der bragte ideen om at reformere kongehuset på banen, eller om det var dronningen, der kom med input, ved vi ikke, men selv en institution, der er så forankret (tynget?) af tradition og konservatisme, erkender behovet for at tænke ud af boksen fra tid til anden.

Der bliver lavet meningsmålinger, og folket giver klar feedback om, at Windsor-familien er ude af trit med folkestemningen.

Lidt modvilligt piller dronningen ved institutionen – men ikke nær så meget, som Blair (eller for den sags skyld hendes egen reformvenlige søn, Charles) ville ønske.

Det er i denne konfliktzone mellem at bevare status quo og ikke “smide barnet ud med badevandet”, at vi oplever Elizabeth II’s storhed, og i denne del af sæsonen er Imelda Staunton endelig kommet på højde med situationen.

Hun virker langt mere selvsikker, troværdig og solid som den britiske monark, og denne gang formår hun at gøre karakteren til sin egen. Med den trodsige Phillipe (Jonathan Pryce) ved sin side bringer hun The Firm sikkert i havn.

Tilbageblikkene til Elizabeths og Margarets mere ”rebelske” ungdom er charmerende og nostalgiske – og tydeligvis tilføjet som en slags tråd mellem fortidens og nutidens ”nummer to” og de uundgåelige dilemmaer, de konstant befinder sig i. Hans overdrevne fokus på Margarets endelige undergang er dog mere akavet end oplysende.

Dette er symptomatisk for sjette sæson, hvor der er meget, der kunne have været efterladt på gulvet i klipperummet, og nogle af episoderne føles direkte kedelige, med lidt på spil og en haltende dramaturgi.

Dronningens lange farvel

Som vi alle ved, gik dronning Elizabeth II stille bort på sit elskede Balmoral den 8. september sidste år. Efter mere end 70 år på Storbritanniens og Commonwealths trone gik den ikoniske regent over i historiebøgerne.

Ikke desto mindre har Morgan valgt at trække en streg under hendes gyldne jubilæum i 2005 – hele 17 år før hendes regeringstid sluttede. Tilsyneladende fordi han mener, at begivenhederne i de sidste par årtier var for tæt på vores egen tid. Derfor bliver vi vidner til en noget amputeret afsked, hvor dronningen forsøger at trække en streg i sandet, mens hun rydder op i sit eget bo.

Måske har han ret i det valg, for der er bestemt ikke den samme magi, som kendetegner de sidste to sæsoner sammenlignet med de første. Når alt kommer til alt, har vi allerede stort set, alle som én, set det ”live” på TV allerede.

Gennem dronningens øjne har Morgan taget os med på eksotiske rejser, storslåede paladser, hemmelige samtaler, statshemmeligheder fra historiens største politikere og fascinerende intriger bag kulisserne. Vores egen nutid er sjældent lige så “magisk” og fascinerende. Selvfølgelig har der ikke været mangel på skandaler inden for den kongelige families fire vægge på det seneste, hvilket kunne have skabt et par højdramatiske sæsoner mere. Men Morgan har overladt det beskidte arbejde til de britiske tabloider.

Alt i alt føler vi, at The Crown slutter til tiden og på en værdig, om end lidt kedelig, måde. Stjernekraften er, ligesom monarkiet selv, falmet en smule. 4 stjerner for en sæson, som fans af serien absolut bør se.

The Crown, sæson 6, del II har global premiere på Netflix i dag, den 14. december. Denne anmeldelse er baseret på alle afsnit (med undtagelse af det allersidste).