Anmeldelse: The Crown, sæson 6, første del

Netflix er i gang med at afslutte en af sine mest overdådige og succesrige serier: The Crown. 

Episk

Gennem fem sæsoner har serieskaber (og manuskriptforfatter) Peter Morgan dykket ned i det utrolige liv omkring Englands længst siddende monark, Elizabeth II (Imelda Staunton) og hendes lettere dysfunktionelle familie. Han har åbenlyst blandet historiske fakta med spekulationer og fiktiv dialog – hvilket han har også har fået masser af kritik for.  

Det har været en episk serie, som på mange områder har sat nye standarder inden for streaming-verdenen, og som også har været en af de dyreste serier nogensinde, da den blev lanceret. Den tekniske kvalitet, de fashionable boliger, kulisserne, de overdådige kostumer og de ekstravagante rejser er blevet genskabt ned til mindste detalje.  

Den første sæson af Morgans epos havde premiere på Netflix tilbage i 2016 og tog seere og kritikere med storm. Nu nærmer den utroligt gennemarbejdede serie sig ubønhørligt sin afslutning, og i forbindelse med dronningens død sidste efterår blev optagelserne midlertidigt indstillet. Underligt nok har Morgan valgt at afslutte serien i det Herrens år 2005. 

 

To dele – to historier

Netflix har valgt at opdele den sidste sæson i to dele, hvor første del udelukkende fokuserer på prinsesse Dianas (Elizabeth Debicki) sommerflirt med playboy-milliardæren Dodi al Fayed (Khalid Abdalla) og optakten til hendes brutale død i en tunnel i Paris.  

Vi ser en strålende Debicki (Tenet genoptage sin rolle som Diana, hvor hun rammer den virkelige karakters koketteri, gestik, stemme, dådyrøjne og kropsholdning lige på kornet. Det er næsten som at se en kopi af sladderpressens øjesten.  

Halvandet år efter sin skilsmisse kæmper hun med forholdet til sin eksmand, sin eksfamilie (“The Firm”), prioritering af tiden med sine børn versus rejser, pressen og ikke mindst, hvad hun skal stille op med sit liv.  

Morgan portrætterer hende som meget søgende, usikker og nærmest et let mål for den kyniske egyptiske milliardær Mohamed Al-Fayed (Salim Daw). Diana går endda til en spåkone for at få råd om sin fremtid. 

Al-Fayed, ejeren af det fashionable stormagasin Harrods, er træt af at blive betragtet som en andenrangs borger og ønsker sig mest af alt britisk statsborgerskab, samt at hans søn dropper sine bikinikærester og gifter sig “opad” i det britiske samfund; intet kunne være større end at vinde den mest fotograferede kvinde nogensinde.  

Efter at have stiftet bekendtskab med Lady Di sætter han nu al sin magt, penge og prestige ind på at arrangere et ægteskab mellem hende og sin filmproducent-søn. 

Karakterdrab

Flere film og serier i de senere år, som har handlet om virkelige mennesker og virkelige begivenheder, er blevet kritiseret for at ændre fakta, karaktertræk og sågar enkeltstående historiske begivenheder, hvor personer er blevet sat i et dårligere lys alene for dramaets skyld. 

Morgan er blevet stærkt kritiseret for at gisne om private samtaler og ændre på virkelige begivenheder, samtidig med at han nærmest har præsenteret serien som en dokumentar om Windsor-familiens liv, arbejde og ulykke(r).  

Men hvis nogen har grund til at græmmes denne gang, er det familien til den nyligt afdøde Al-Fayed Han portrætteres som et helt igennem kynisk røvhul, der kun er ude på at mele sin egen kage, fremme sin søns “karriere” og gå til ekstremer for at nå sine mål. Det antydes endda, at han selv aktivt har lækket oplysninger til paparazzierne og dermed indirekte sendte sin søn og hans kæreste i døden. En tand for spekulativt og ikke særlig subtilt.  

Dodi portrætteres derimod som en lidt naiv, letpåvirkelig nikkedukke, der lader sig diktere af sin dominerende far. Morgan formår desværre aldrig at få kemien frem mellem ham og Diana, og hvorfor (bortset fra hendes rigdom og overdådige livsstil) hun endte i hans seng. Det er serien for overfladisk til, og den er for optaget af at lade Diana stråle. 

Birolle i sin egen serie

The Crowns røde tråd og fokus har altid været verdens længst siddende monarks liv, men i den afsluttende sæson af hendes egen serie spiller dronning Elizabeth II pludselig en birolle.  

Også i sidste sæson måtte overhovedet for huset Windsor finde sig i at spille andenviolin, mens Morgan oprullede hendes børns ægteskabelige eskapader.  

Men i denne omgang ser vi nærmest kun Imelda Staunton som dronningen, når hun er nødt til at kommentere et negativt emne omkring Diana.  

En strålende Claire Foy portrætterede subtilt den unge Elizabeth i sæson 1 og 2, og hun blev efterfulgt af den formidable Olivia Colman i sæson 3 og 4. Efter to sæsoner med Staunton er vi stadig ikke helt tilpas med hendes portrættering af den unikke dronning. 

Hun fremstår let teatralsk med svag indlevelse og tilstedeværelse. Det er, som om hun har valgt at fremhæve dronningens karaktertræk i stedet for at sætte sig ind i hendes personlighed.   

Her er Dominic West langt bedre i sin fortolkning af Prins Charles. På trods af en begrænset fysisk lighed har han taget den nuværende konge af Englands personlighed og gjort den til sin egen. Og efter flere sæsoner, hvor Charles har fremstået som kølig i forhold til børnene og som den egoistiske årsag til skilsmissen, får han lidt af en oprejsning her.  

Han blomstrer i forholdet til Parker Bowles (Olivia Williams), mens han kæmper sit livs kamp for at få sin familie (og folket) til at anerkende hende. Samtidig kæmper han for at komme ud af Dianas enorme skygge. 

Ordinært kærlighedsdrama

Ved at fokusere så ensidigt på Diana og Dodi, set fra deres synsvinkel, og over fire afsnit bygge op til det store crescendo (bilulykken), har Morgan fjernet meget af det storslåede, hemmelighedsfulde og fascinerende, som fascinerede os ved dronning Elizabeths livshistorie.  

Han har givet os indblik i eksotiske rejser, storslåede paladser, hemmelige samtaler, politiske statshemmeligheder og fascinerende intriger bag kulisserne. Noget af den falmede magi må nok tilskrives det faktum, at vi tidsmæssigt er kommet så tæt på vores egen, veldokumenterede historie, at vi selv husker den – og der er kun få hemmeligheder tilbage at afsløre.  

Men det er oplysende og skræmmende interessant at få et indblik i, hvad rampelysets ubarmhjertige fokus i døgndrift og paparazziernes afskyelige opførsel kan gøre ved et menneske.  

Men selve kærlighedsaffæren mellem Lady Di og hendes rige playboy er ikke i sig selv særlig engagerende eller unik (bortset fra at det britiske kongehus var i “fare” for at få en muslim i sin midte). Det er også ret ordinært fortalt og får alt for meget skærmtid. 

Så absolut ingen dårlig sæson

Når det er sagt, er sjette sæson af The Crown ikke en decideret dårlig serie, den er bare langt fra den meget høje kvalitet, vi er kommet til at forvente fra Morgans side.  

Noget af det mest interessante er, hvordan den forstokkede, konservativt traditionsbundne kongefamilie tackler det at have en rebel i relativt fri dressur, der står uden for familien, men samtidig i høj grad er relateret til den. 

Og hvordan den (udadtil!) følelsesmæssigt afstumpede dronning Elizabeth håndterede prinsessens chokerende død, er alment kendt, men ikke desto mindre tiltalende. Morgan har da også selv dedikeret en hel spillefilm til denne bemærkelsesværdige begivenhed, med den formidable Helen Mirren i hovedrollen; The Queen (2006).  

Vi kunne have ønsket os betydeligt mere af spillet bag kulisserne, og hvordan nøglepersonerne i de indre gemakker håndterede denne uhyre turbulente periode. 4 svage stjerner.  

The Crown, sæson 6, første del (fire episoder) kan allerede streames på Netflix, mens anden del (6 episoder) får global Netflix-premiere den 14. december. Det afsluttende kapitel vil fokusere på prins Williams liv som ung voksen, hvor han skal finde sit ståsted i skyggen af sin mors død og ånd. 

Anmeldelsen er baseret på samtlige episoder af anden del.