TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: The Dark Knight Rises

Blu-ray-anmeldelse

Forventningerne var tårnhøje blandt publikum og kritikere til Christopher Nolans afsluttende kapitel i filmtrilogien om Batman, som han startede i 2005 med Batman Begins og fulgte op med kæmpesuccesen The Dark Knight i 2008. Til stor glæde og lettelse for alle kan man bekræfte, at forventningerne fuldt ud er blevet indfriet – The Dark Knight Rises er et imponerende og værdigt punktum for filmserien om den kappeklædte helt.

Af / 27/12/2012 - 00:00
The Dark Knight Rises
Lorentz Celo

Otte år er der gået siden hændelserne i forrige film, og Bruce Wayne/Batman (Christian Bale) holder særdeles lav profil og bevæger sig næsten ikke uden for sit gigantiske herskabshus efter al tumulten. Gotham City lever i troen på, at Batman dræbte distriktsadvokat Harvey Dent, og eftersom kriminaliteten er lav, virker behovet for en superhelt ikke stort. Men terroristlederen Bane (Tom Hardy) har store destruktive planer for Gotham og vil underlægge sig hele samfundet med eftertryk.

Batman må genopstå, og han får uventet hjælp fra den forføreriske Selina Kyle/Catwoman (Anne Hathaway) og Miranda Tate (Marion Cotillard). Kampen bliver meget vanskeligere end forventet, da Bane er kompromisløs i sine handlinger og ripper Batman for alt, hvad han ejer, ved at orkestrere et gedigent krak. Derudover sørger han for at ødelægge forholdet mellem Wayne og Alfred, så Batman bliver endnu mere sårbar og hjælpeløs. Gary Oldman er heldigvis tilbage som James Gordon, og Batman får også tiltrængt hjælp fra den ivrige og idealistiske politiefterforsker John Blake, som er flot portrætteret af Joseph Gordon-Levitt.

Tim Burton var filmskaberen, som virkelig fik vores bevingede helt tilbage i rampelyset med de solide Batman (1989) og Batman vender tilbage (1992), før Joel Schumacher fuldstændig raserede figuren med de elendige Batman Forever (1995) og Batman & Robin (1997). Schumacher er for øvrigt kommet med en offentlig undskyldning for sine katastrofale bidrag!

Overraskelsen var stor for mange, da det viste sig, at den instruktør, der skulle blæse nyt liv i karakteren, var Christopher Nolan, som tidligere kun havde arbejdet med smallere film langt fra action-eventyr og superhelte. Men Nolan fejede al tvivl til side og leverede en bundsolid film, som er mere trofast over for tegneserien end tidligere. The Dark Knight Rises føjer sig pænt ind i rækken og holder et lige så højt niveau som forgængeren med en monumental, dyster og underholdende film, der imponerer på mange planer.

Nolan har haft stor kreativ frihed i sit arbejde, men har vist respekt over for de originale beretninger og skabt en nuanceret filmfortælling med et fundamentalt grundigt arbejde med både konflikter, mytologi og karakterstudier. Vigtigst af alt: The Dark Knight Rises er en bragende god actionfilm, hvor tre timer flyver af sted i høj fart. Filmen bygger op på udsøgt vis og har hele tiden en underliggende nerve, som holder publikum engageret og nysgerrigt.

Annonce

Rollelisten er også imponerende, og Christopher Nolan bringer det bedste frem i skuespillerne og får dem til at præstere på højt niveau. Teknisk set er det absolut intet at sætte en finger på, og alt fra musik til scenografi er med til at skabe et færdigt produkt, som står særdeles stærkt inden for sin genre. Fem stjerner!

The Dark Knight Rises på Blu-ray er så absolut godkendt! Over tre timer med bonusmateriale, som byder på næsten tyve bag-om-filmen og diverse information i høj kvalitet. Lyden er ikke overraskende imponerende med en dts-HD 5.1, som virkelig klæder filmen, og det er også utroligt, hvor flot billedet er blevet trods udfordringerne med en så mørk film.

Filmografi (udvalgte) Christopher Nolan

The Dark Knight Rises (2012)

Inception (2010)

The Dark Knight (2008)

The Prestige (2006)

Batman Begins (2005)

Insomnia (2002)

Memento (2000)

Karakter
The Dark Knight Rises

Fakta:

  • Release: 27. november 2012
  • Instruktion: Christopher Nolan
  • Medvirkende: Christian Bale, Morgan Freeman, Gary Oldman, Michael Caine, Tom Hardy, Anne Hathaway, Joseph Gordon-Levitt, Marion Cotillard, Liam Neeson
  • Genre: Action/superhelte
  • Land: USA
  • År: 2012
  • Tid: 2:44 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *