TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: The Devil All the Time

Den djævelske arvesynd

Det kristne, konservative Midtvesten i USA danner rammen om Netflix’ outrerede familiekrønike om vold, begær og den allestedsnærværende arvesynd.

Af / 05/10/2020 - 00:01
The Devil All the Time
Tor Aavatsmark

“Djævlen lurer i mørket” var en overskrift, som vi for nylig brugte om den intense thriller The Lighthouse, men som i den grad også kan bruges til at beskrive det oprørende drama The Devil All the Time.

I midten af 1950’erne forsøger krigsveteranen Willard Russell (Skarsgård) at skabe sig et liv og stifte familie. Hans gudfrygtige mor vil have ham til at gifte sig med den fromme Helen, men han falder i stedet for den søde, charmerende servitrice Charlotte.

Deres søn Arvin (Repeta/Holland) oplever tidligt tragedie i livet med sygdom og en far, der lider af psykiske krigsskader og en fanatisk gudstro – en tro og et forhold til Djævlen, der forfølger Arvin livet igennem.

 

Det historiske drama udspiller sig i gudfrygtige småbyer i Ohio og West Virginia, hvor tragiske familiehistorier flettes sammen. Kirken er byens samlingspunkt, og Djævlen skal holdes på afstand. En dag kommer den åleglatte prædikant Preston (Pattinson) til byen, og han håner de fattige og lokker byens unge piger til seksuelle obskøniteter – alt sammen i Guds navn, selvfølgelig.

Annonce

Der er bestemt ikke meget lys i mørket i The Devil All the Time. I over to timer bombarderes vi med vold, seksuelle overgreb, korruption, moralsk forfald, religiøse ofringer, seriemordere og kinky sexlege – plus en korsfæstet, flået soldat. Tung kost en mørk efterårsaften, men i tilgift får vi fascinerende personer og en medrivende historie samt et herligt soundtrack.

Filmen er baseret på en roman af Donald Ray Pollock (som i øvrigt er filmens fortæller), hvor skam, religion og arvesynd står centralt i de ulykkelige personers liv, og instrueret af Antonio Campos, som også har skrevet manuskriptet.

DaTT Unit 05509rt2 scaled
Ville du lade din datter være alene med denne mand? Robert Pattinson i The Devil All the Time. (Foto: Netflix)

Vi bliver suget ind i den spændende historie med dens markante persongalleri, men desværre halter dramaturgien, og der er for mange tråde, der skal samles, så vi indimellem haster af sted, lidt hulter til bulter, selv om filmen varer over to timer.

Samtlige personer bærer på store karakterbrister, er plaget af varierende grader af religiøs fanatisme og angst, og lever deres elendige liv på bunden af samfundet. Så afgjort sydstatsstereotyper og indimellem for karikerede, men fremragende skuespilpræstationer gør dem ubehageligt levende.

The Devil All the Time_2 The Devil All the Time_3 The Devil All the Time_6 The Devil All the Time_5 The Devil All the Time_4
<
>
(Foto: Netflix)

Tom Holland (bedst kendt som den nye, splejsede Spider-Man) imponerer i den grad som sammenbidt, vred ung mand, der har oplevet mere tragedie i sin barndom, end de fleste ville formå at bearbejde. En god dreng, der har lært af sin far, at man indimellem må ty til vold, hvis livet går én imod. I rollen som hans fortabte far beviser Bill Skarsgård (Castle Rock) endnu en gang, hvilken fremragende karakterskuespiller han er.

Men det er Robert Pattinson (Twilight), der giver os kuldegysninger ned ad ryggen. Som et kynisk, selvretfærdigt røvhul af en præst er Pattinson en fryd/gru at overvære, og hans irriterende, nasale stemmer og nedladende blik burde være pensum på enhver teaterskole! Med The Lighthouse og for nylig Tenet har Pattinson løftet sig til et nyt niveau som skuespiller.

The Devil All the Time er en fængslende familiekrønike, der desværre vil lidt for meget, gaber for højt og ikke helt formår at finde historiens fokus. Fire stærke stjerner til en usædvanlig filmoplevelse, som bestemt er værd at se, når nætterne bliver lange.

The Devil All the Time 7
(Foto: Netflix)

 

Karakter
The Devil All the Time

Fakta:

  • Netflix
  • Release: 16. september 2020
  • Instruktion: Antonio Campos
  • Med: Tom Holland, Robert Pattinson, Bill Skarsgård, Haley Bennett, Jason Clarke, Riley Keough, Sebastian Stan, Mia Wasikowska, Michael Banks Repeta
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2020
  • Tid: 2:18 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *