Anmeldelse: The Dig

Anden Verdenskrig er kun få uger væk fra at trække Storbritannien ind i den store krig på kontinentet med efterfølgende bombardement af De Britiske Øer.

I en pittoresk engelsk landsby har godsejeren Edith Pretty (Mulligan) flere markante jordhøje, som hun har mistanke om er gamle gravhøje. Hun tilkalder den selvnævnte arkæolog (“excavator”) Basil Brown (Fiennes) for at afsløre, hvad der skjuler sig i jordens indre.

For 2 pund i timen stiller den erfarne Brown sin ekspertise til rådighed. Brown er en lavmælt, introvert og korrekt engelskmand; meget stolt af sit arbejde og med en høj arbejdsmoral, men ingen kan beskylde ham for at være festens midtpunkt.

Den lidt utrolige historie er baseret på de historiske begivenheder omkring en af Storbritanniens mest betydningsfulde arkæologiske udgravninger – et fund, der blev kendt som The Sutton Hoo.

Drevet frem af den driftige eventyrer Edith Pretty tager instruktør Simon Stone os med på et sobert, arketypisk drama med alle de rette (britiske) elementer. Desværre er flere af personerne for endimensionelle og historien lidt for stillestående til at løfte filmen til de helt store højder, men The Dig er blevet en lun fornøjelse af en film fra en svunden tid.

Ralph Fiennes er utvivlsomt en af Storbritanniens førende karakterskuespillere og har for evigt sat sin stjerne på filmhimlen med Den engelske patient. I The Dig rammer han den sindige, meget pertentlige ekskavator på kornet.

Carey Mulligan gør også en fin figur, men desværre får hendes karakter ikke plads nok til at udvikle sig. Det samme kan siges om Lily James, der kommer ind fra sidelinjen og skaber et lidt for påtaget kærlighedsdrama.

 

Vi kan godt se udfordringerne for filmskaberne i at lave et fængslende og medrivende drama baseret på noget så tørt og langsommeligt som en arkæologisk udgravning. Desværre lykkes de ikke helt med at “peppe historien op” ved at konstruere menneskeligt drama, og heller ikke historieudviklingen sidder helt, som den burde. Der mere end antydes en romantisk flirt mellem Edith og Basil i begyndelsen af filmen, men denne tråd forsvinder bare uden at blive fulgt op på tilfredsstillende vis.

Det, der alligevel gør filmen mere end seværdig, er det utrolig flotte skuespil, den fornemme fotografering, de herlige, meget menneskelige personer og en feelgood-følelse, idet den lille mand står op mod arkæologens giganter.

Hvis du kan se bort fra filmens let tilgivelige svagheder, vil du hygge dig i de små to timer, den varer. Fire stjerner.