Anmeldelse: The Diplomat, sæson 1

Som mange andre startede Keri Russell sit liv i rampelyset i den legendariske The Mickey Mouse Club. Men i modsætning til broderparten af hendes ‘med-musketerer’ har hun møjsommeligt opbygget sin seriøse skuespillerkarriere – indtil nu kronet af den meget troværdige spionserie The Americans (2013-2018).  

Hendes medspiller i The Americans, Matthew Rhys, kan i øjeblikket ses i den noir-agtige retrokrimiserie Perry Mason på HBO Max.    

Nu er 2023 ikke ligefrem tiden til at lancere en spionserie med russiske spioner, og det har Netflix da heller ikke gjort. Med Russells hovedrolle i den nye succes-serie The Diplomat har hun ‘skiftet side’ og imponerer mere end nogensinde før som karakterskuespiller. 

 

Dagsaktuelt politisk drama

Deborah Kahn, som er skaber og medforfatter af serien, er tydeligvis inspireret af den aktuelle politiske situation i Det Hvide Hus, et polariseret USA og det kaotiske spil på den verdenspolitiske arena.  

Vi møder den aldrende demokratiske præsident Rayburn (Michael McKean), hvis helbredstilstand der konstant sættes spørgsmålstegn ved. Han har en ung kvindelig vicepræsident, hvis mand er ved at bringe hende til fald på grund af økonomiske uregelmæssigheder. Bag lukkede døre er der derfor folk, som konspirerer om at promovere den erfarne karrierediplomat Kate Wyler (Keri Russell) som vicepræsidentemne.  

Kate er gift med den tidligere ambassadør Hal Wyler (Rufus Sewell), og parret er egentlig på vej til at overtage ambassadørposten i Kabul, da stabschefen i Det Hvide Hus Billie Appiah (Nana Mensah) og præsidenten kalder hende ind i det ovale Kontor og tildeler hende den prestigefyldte post som ambassadør i Storbritannien.  

Lidt modvilligt tager hun sammen med sin karismatiske ægtefælle af sted til London og et af hattelandets mest prangende ejendomme, hvor plagsom pomp og pragt – og politisk kaos – venter.  

Som et brændende bagtæppe er der atter en krise i Mellemøsten, hvor et britisk hangarskib er blevet terrorbombet med det tragiske resultat, at over 40 marinesoldater er døde. Beviserne peger relativt entydigt i retning af præstestyret i Teheran.  

Manuskriptet er så aktuelt, at Ruslands afskyelige angrebskrig mod Ukraine bliver et centralt element. Storbritanniens populistiske premierminister (Rory Kinnear), inspireret af ‘elefanten’ Boris Johnson, har indset den begrænsede virkning af sanktioner – og ønsker nu “nogle mål, jeg kan bombe“.  

PS! Her kan du donere penge til det livsvigtige hjælpearbejde i Ukraine! 

I dette turbulente farvand fremstår Wylers som det stærkeste ‘power couple‘ siden hr. og fru Underwoods storhedstid i House of Cards. 

Intelligent, med elegant dramaturgi

Ikke siden legendariske The West Wing (1999-2006) har vi set et mere fintunet, aktuelt, spændende og intelligent politisk drama. Serien er ikke så subtil som The West Wing eller så sofistikeret som The Americans og Le Bureau, men læner sig lidt mere op ad ‘tabloid’ spænding, krydret med legende humor; men det narrative fundament er et bundsolidt, troværdigt drama, der foregår i vores egen turbulente tid.  

Som et elegant krydderi i dramaturgien er vi vidne til det konstante skænderi og den iboende mistillid ambassadørparret imellem. Hal er den udadvendte verdensmand, der elsker publicity og at tage risikable og hurtige beslutninger – ofte baseret på mavefornemmelse. Hans kone er omhyggelig, indsamler data og dobbelttjekker kilder, før hun konkluderer, mens hun hader opmærksomhed, taler og snoreklipning. Hendes dialoger med den noget tilknappede britiske udenrigsminister (David Gyasi) er direkte morsomme.  

Det noget umage par har deres dybe modsætninger og løbende konflikter, men samtidig en gensidig respekt og en grundlæggende kærlighed til hinanden. Gnidningerne er til at tage og føle på og bliver endnu mere pikante, da vicepræsidentplanerne afsløres; man kan vel ikke have en fraskilt vicepræsident? 

Handlingens kvinde – i en mands verden 

Kate Wyler er en handlekraftig kvinde, der aktivt søger diplomatiske stillinger, hvor hun kan bruge sine evner, sit netværk og virkelig gøre en forskel. Hendes møde med pompøs britisk etikette, protokol og et åbenlyst magtpolitisk spil derhjemme er ved at tage pippet fra hende.  

Hendes kontroversielle ægtemand, hvis brovtende opførsel har givet ham flere fjender end venner, er nu henvist til at spille den sekundære rolle som ambassadørens ‘kone’ – endda uden privatchauffør og bil.  

Den rolle trives Hal absolut ikke med, og han finder sig ikke i at være en vingeskudt andenviolin. Han har stadig sit netværk og ved, hvilke strenge han kan spille på. Som en brutal konsekvens heraf må hans kone nu sætte ham på plads i fuld offentlighed!  

Bag kulisserne trækker Kates tilbagetrukne, distingverede stabschef Stuart Heyford (Ato Essandoh), i trådene; en mand, der lever for jobbet, synes at have alt under kontrol og tydeligvis ved mere, end han vil ud med. 

Spændingen er i kulisserne 

Spændingen ligger ikke i det indlysende, f.eks. om det virkelig er Iran, der står bag bombningen af skibet, men i det komplekse arbejde bag kulisserne. Den møjsommelige indsamling af oplysninger, opbygningen og plejen af omfattende netværk, opbygningen af alliancer, tjenesteydelser og evnen til at analysere og gennemskue bullshit.  

Hvis bagmændene tager fejl, kan det i dette tilfælde føre til en spændt optrapning af konflikten i Mellemøsten og i værste fald til en blodig krig med det tyranniske regime i Teheran. Samtidig skal diplomaterne finde den hårfine balance mellem at informere ‘deres’ politikere og samtidig forblive tro mod vedkommendes politiske projekt.  

Kun få, om nogen, diplomater mestrer dette komplekse spil bedre end Kate Wyler, og Russell spiller hende med engagement, troværdighed og finesse.  

Måden, hvorpå hun jonglerer med en ‘udfordrende’ ægtemand, populistiske politikere, overivrige rådgivere og storpolitisk drama, er en fornøjelse at overvære, og Russell lykkes på alle planer. Hun er hård, opfindsom og handlekraftig, uden at det virker karikeret eller kunstigt. Hendes sårbare side er aldrig langt under overfladen.  

Rufus Sewells lettere arrogante fremstilling af den verdensvante, selvbevidste ægtemand er spot on. 

Gode intentioner

Topfolkene i Det Hvide Hus har gode politiske intentioner i jagten på en kommende vicepræsident. Man ønsker at indsætte en person, der kan lede og organisere, og som behersker det komplekse politiske spil – og helst uden ‘forstyrrende’ politiske ambitioner eller kompromitterende alliancer. Hvis bare det var så enkelt i det virkelige liv …  

Præsidenten er nærmest en kopi af Joe Biden (om end lidt mere adræt). En mand med en klar politisk dagsorden, der konstant løber panden mod muren i mødet med en polariseret kongres. En af seriens største styrker er den fremragende måde, hvorpå den skildrer virkelige politiske og dagsaktuelle problemstillinger. At man har valgt at ‘pynte kagen’ ved at gøre den lidt sjovere og mere outreret end virkeligheden, kan vi fint leve med.  

For politisk interesserede seere er det en drøm at komme ind bag kulisserne i det storpolitiske spil, her naturligvis i en lidt dramatiseret udgave, men ikke desto mindre autentisk og med nervepirrende spænding.  

Slutningen virker noget forhastet og lidt forenklet, men den lægger i høj grad op til en spændende opfølger. Kulisserne, klipningen, filmfotograferingen og det skønne soundtrack er alle med til at underbygge The Diplomat som en absolut kvalitetsserie.  

5 stærke stjerner for en yderst fascinerende og velspillet serie, som vi hellere end gerne ser flere sæsoner af – guderne skal vide, at der er rigeligt med materiale til at tage fat på.  

The Diplomat havde premiere på Netflix den 20. april. Denne anmeldelse er baseret på alle episoder.