: The Handmaid’s Tale, 1. sæson

The Handmaid’s Tale, der er baseret på en roman fra 1985 af Margaret Atwood, skildrer et USA i undtagelsestilstand. Verden er blevet ramt af en epidemi, der har gjort langt de fleste kvinder ufrugtbare, og derfor bliver de få kvinder, der stadig kan føde, gjort til slaver og “fødemaskiner” for den herskende elite.

Serien tager en meget fascinerende problemstilling op: Hvad sker der med et moderne samfund, hvis de demokratiske spilleregler tilsidesættes, der konstant hersker undtagelsestilstand, og retsstaten ophæves? Uden at trække sammenligningen for langt har vi jo lagt mærke til, at Trump har gjort sit for at underminere retsstaten.

Vi følger de to veninder June/Offred (Moss) og Moira (Willey) fra en lykkeligere tid, til den fanatiske religiøse milits tager fuld kontrol over USA’s 50 stater. De bliver hensat til et komplet overvågningssamfund, der byder på lige så mange angivere som under DDR-regimets storhedstid.

De to må arbejde som hus- og sexslaver og potentielle fødemaskiner, klædt i middelalderlige tilknappede dragter og uden egen vilje. Kvinder har ingen ejendomsret, mændene styrer alt, og husets herre har sex med husslaven (i konens skød!), når hun er frugtbar.

Serien er holdt i en dyster, brun-grøn farvepalet, der klæder den klaustrofobiske stemning. Det er lidt som en ekstremt forkvaklet version af amish-samfundet, bortset fra at man stadig har biler og elektricitet. Alle spiser sunde, økologiske grøntsager, alle former for underholdning er forbudt, og folk fængsles, mishandles og hænges vilkårligt. At serien foregår i vor tid, gør den ekstra stærk og ubehagelig.

Der springes frem og tilbage i tiden, og på den måde vises de enorme kontraster mellem det nuværende totalitære regime og det almindelige liv for kort tid siden. Et totalitært, kvindeundertrykkende regime, hvor ytringsfriheden er kneblet, homoseksuelle hænges, alt, hvad der er “sjovt”, er forbudt, og alle er gammeltestamentligt bibeltro (i hvert fald udadtil).

Blandt seriens højdepunkter er de lettere bizarre samtaler mellem Offred og hendes herre (Fiennes), hvor det er helt tydeligt, at de befinder sig på hver sin planet, hvad virkelighedsopfattelse angår. Herren forsøger at opnå menneskelig kontakt med Offred, men er alligevel iskold og kynisk – og helt på det rene med, at man må “knuse nogle æg for at lave en god omelet”.

Elisabeth Moss er fremragende som den hårdtprøvede Offred og får det ekstreme følelsesmæssige pres, som hun konstant er under, frem på forbilledlig vis. Ligeledes er Joseph Fiennes og Yvonne Strahovski herligt iskolde psykopater som repræsentanter for den herskende klasse. Og den dygtige Ann Dowd stjæler alle scener, hun er med i, idet hun uden blusel skræmmer og torturerer sine kvindelige “disciple” på plads.

The Handmaid’s Tale er indimellem direkte ubehagelig, men historien er så stærk og fascinerende, at man bare må se videre. Ud over at underholde er den voldsomt aktuel, både hvad angår religiøs fanatisme (f.eks. ISIS) og det pres mod de demokratiske institutioner, som vi p.t. oplever i den vestlige verden. Fem stjerner.

Billedkvaliteten på HBO er ikke lige så eminent som på Netflix, men hvis du har høj hastighed på dit bredbånd, byder serien bestemt på brugbar kvalitet, også på lydsporet. (Anmeldelsen er baseret på de første fem ud af ti episoder).