Anmeldelse: The Handmaid’s Tale, 2. sæson

1. sæson af The Handmaid’s Tale fokuserede på et totalitært amerikansk samfund styret af religiøse fanatikere, hvor den rige elite brugte de få tilbageværende frugtbare kvinder som fødemaskiner. Rettigheder, som kvinderne har brugt århundreder på at opnå, blev annulleret fra den ene dag til den anden, efter at retsstaten gennem flere år var blevet undergravet.

https://www.youtube.com/watch?v=dKoIPuifJvE

I lyset af præsident Trumps konstante Twitter-tirader mod retsvæsnet kom serien på et skræmmende aktuelt tidspunkt. Og med den fortsatte fremvækst af religiøs (islamisk) fanatisme og trusler mod demokratiet ramte serien – der er baseret på en roman af Margaret Atwood – tidsånden lige i ansigtet.

I Gilead har kvinder ingen ejendomsret, mændene bestemmer alt, og husets herre har samleje med husets slavinde (i konens skød!), hver gang hun er frugtbar.

June/Offred (Moss) gjorde i slutningen af 1. sæson oprør mod terrorregimet og nægtede at deltage i steningen af den “ulydige” Janine. Som følge heraf bliver al “hushjælp” nu kollektivt straffet – men Offred slipper, da hendes graviditet bliver opdaget. Nick (Minghella), far til Junes kommende barn, prøver at hjælpe hende med at flygte – men kan hun stole på ham?

2. sæson fører historien videre, idet vi følger det gryende oprør. Endelig får vi også kolonierne at se, hvor kvinder udfører tvangsarbejde i noget, der ligner koncentrationslejre. Her møder en af slaverne den nye, indtil videre navnløse tilføjelse til serien (Tomei), som er syg, og viser hende tilsyneladende lidt medmenneskelighed. Men verden er blevet sort-hvid; hadet lever på begge sider, og gråzonerne er visket ud – der er ikke længere plads til godgørenhed.

Seriens styrke er, at den sætter alle de friheder, som vi til hverdag tager for givet, på højkant, hvilket står ekstra skarpt, når det klippes sammen med tiden før samfundet blev et religiøst forkvaklet terrorregime. Homoseksuelles rettigheder er skrottet, kvinder er retsløse, og religionsfriheden er slettet med et pennestrøg.

The Handmaid’s Tale er en af de mest provokerende og politisk relevante serier, du kan se lige nu, og 2. sæson er om muligt endnu sortere og mere dystopisk end den første.

Musikken og fotograferingen underbygger dramatikken, og Elisabeth Moss er enestående som den komplekse Offred, mens Ann Dowd brillerer som den fanatiske og følelseskolde bestyrerske. En serie, der ofte er både ubehagelig og chokerende, men som mestrer balancegangen mellem at underholde og give os noget at tænke over. Fem bundsolide stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de to første af 13 episoder).

HBO leverer meget tilfredsstillende streaming-kvalitet på både lyd- og billedsiden.