anmeldelse: The Handmaid’s Tale, 3. sæson

Med den ærkekonservative Brett Kavanaugh solidt placeret i USA’s højesteret forsøger delstat efter delstat nu at stramme abortlovgivningen, anført af redneck-staten Alabama. I lyset af disse begivenheder fremstår de rædselshistorier, vi får serveret i The Handmaid’s Tale, så meget desto mere skræmmende.

I løbet af to sæsoner har vi fulgt Margaret Atwoods dystre fremtidsversion af USA – Gilead – hvor ærkekonservative kristne mænd på værst tænkelig vis undertrykker kvinder, og de allermest undertrykte er de få tilbageværende frugtbare kvinder. Kvinder, der bruges som serievoldtagede “fødemaskiner” af regimets fascistiske elite.

Forrest blandt disse “tjenerinder” finder vi den standhaftige June/Offred (Moss). I halvandet år har hun fungeret som fødeslave hos familien Waterford – Fred (Fiennes) og hans yndige kone Serena (Strahovski). 2. sæson sluttede med, at vi så June på flugt med sit nyfødte barn, mens hovedfokus i 3. sæson er, at tjenerinderne, anført af June, nu forsøger at slå igen.

https://youtu.be/RcTvQx1Wot0

I 2. sæson forsøgte June at slippe væk, samtidig med at hun knyttede et stadig tættere – og mærkeligt – bånd til sin “herskerinde”, Serena. Hendes ægtemand sidder stadig i Canada, mens deres fælles datter er “skænket” bort til et andet ægtepar blandt republikkens elite; en datter, som June har et (smertefuldt) gensyn med.

Den midterste del af forrige sæson var noget af lavpunkt, men så gik det markant opad i den sidste tredjedel. Nu har serien brug for ny dynamik, nye konflikter og et udvidet persongalleri for at holde vores interesse ved lige, og ind på banen kommer selveste Bradley “The West Wing” Whitford. Som en mystisk, tågehyldet chefarkitekt bag terrorregimet fremstår han med flere ansigter og nuancer – præcis den slags person, serien har brug for med et persongalleri, der ellers er alt for sort-hvidt.

3. sæson begynder noget haltende, idet der kan sættes spørgsmålstegn ved flere af Junes handlinger, og tingene falder lidt for let på plads – simpelthen for at tilfredsstille dramaturgiske krav snarere end troværdighedsmæssige. Desuden begynder det unuancerede mandehad at blive lidt outreret, så June nærmest virker konstrueret og unaturlig.

Den mest interessante person er nu faktisk Serena, en kvinde, der 110 procent har haft “stand by your man” som motto, men nu begynder at tvivle på både sin mand og hele deres fælles galimatiasprojekt. Hun gennemgår en meget troværdig og fascinerende karakterudvikling, hvor vi glæder os til at se hendes fremtidige handlinger og emotionelle udvikling.

Cheffotograf Colin Watkinson har i The Handmaid’s Tale en særpræget og distinkt stil, hvor han jævnligt zoomer helt ind på hovedpersonerne, i særdeleshed June, for at komme under huden på mennesker, der er tvunget til at lægge bånd på deres holdninger og følelser. Vi aner vrede, sorg, fortvivlelse og et hav af indestængte følelser bag de dybe kyser, mens tjenerinderne forsøger at opretholde den iskolde facade – på dette punkt brillerer Elisabeth Moss.

Farvepaletten er stadig dyster med brune, beskidte nuancer; der er ikke meget, der antyder håb eller lys for enden af tunnelen. Lige lovlig dramatiseret, men afgjort passende for plottet og de undertrykte karakterer. Det bugner af konsekvent solidt håndværk og habile skuespillere.

Vi følger stadig The Handmaid’s Tale med spænding og forventning, idet serien bevæger sig længere og længere væk fra sit litterære udgangspunkt. Men vi er mere usikre på, om 3. sæson som helhed formår at indfri de høje forventninger og give os en tilfredsstillende dramaturgisk progression – den er i fare at køre lidt fast i sit hårdt optrukne spor. Fire solide stjerner.

Anmeldelsen er baseret på de første tre ud af 13 episoder. Første episode har premiere den 6. juni på HBO Nordic. Den tekniske kvalitet halter; på dette felt skuffer HBO Nordic, hvilket bliver ekstra tydeligt i en serie med så mange mørke scener, hvor sort bliver gråt, og detaljerne gror sammen.