Anmeldelse: The Handmaid’s Tale, 4. sæson

Over tre sæsoner har vi nu fulgt den ufrivillige “tjenestepige” June/Offred/Ofjoseph (Moss), der er blevet frarøvet sin mand, sit barn, sine menneskerettigheder og sin værdighed.

https://youtu.be/rg_160Be71g

 

Religiøst forkvaklet

I et religiøst forkvaklet moralsk diktatur i et alternativt USA i nær fremtid, kaldet Republikken Gilead, er det dominerende, undertrykkende fascistiske mænd, der regerer; og deres vigtigste mål er at opretholde den “gode” moral, holde kvinder på deres plads og sikre, at menneskeheden reproducerer sig.

Efter dramatisk faldende fertilitet i samfundet tvinges de få tilbageværende frugtbare kvinder til at optræde som regelmæssigt voldtagne fødemaskiner for den velstående elite.

Siden June blev tvunget ind i denne rolle, har hun været stædig, stolt og standhaftig, og stadig ledt efter en udvej for sig selv og sine medsøstre – og forsøgt at vælte diktaturet. I 4. sæson når hun virkelig bunden!

Dystopisk kig på USA med feministiske øjne

Serien er baseret på en roman fra 1985 af den canadiske, feministisk orienterede forfatter Margaret Atwood, hvor hun tegner et dystopisk skræmmebillede af det gigantiske naboland mod syd, og hvor galt det kan gå med en gal mand bag The Resolute Desk.

Gennem historien har USA forsøgt at lede verden ved at sætte en høj moralsk standard og lede ved eksemplets magt. Donald J. Trump tog dette til ekstremer, idet han poserede med Bibelen foran kirken i D.C. og truede med at indsætte militæret mod landets egen befolkning, mens optøjerne rasede i gaderne.

Efter at The Donald forsvandt ud ad døren til Det Hvide Hus, gik luften (heldigvis) lidt ud det intense ubehag omkring hele præmisset for The Handmaid’s Tale med et diktatorisk, moralpolitisk tyranni i USA i nær fremtid. Serien var pludselig ikke så presserende tæt på den politiske hverdag længere.

Det gør den dog ikke mindre underholdende – og ubehageligt urovækkende.

Oprørsleder

3. sæson kulminerede med, at June fik frigivet en række af sine medsøstre, fragtet sin datter til sikkerhed i Canada og formået at få et fuldt lastet fly med kidnappede børn over grænsen, den såkaldte “Angels’ Flight”-operation.

De høje Herrer i Gilead er i harnisk over “Angels’ Flight” og kræver børnene returneret til USA. Den diplomatiske krise eskalerer, og det fascistiske styre lægger konkrete planer for en invasion af den venlige kæmpe mod nord.

Samtidig er June hårdt såret efter skyderiet i slutningen af 3. sæson og desperat på jagt efter et nyt safe-house for sig selv og sine handmaids.

I 4. sæson perfektionerer en i begyndelsen desillusioneret June sin rolle som oprørsleder. Nok er nok! Hun bliver inspireret af den unge fru Keyes (en aldeles glimrende McKenna Grace) og indser, at intet vil blive bedre, før terrorregimet er væltet.

Mørkt, vådt, trist og dystert

Serien tegner et deprimerende dystopisk billede af fremtidens nordøstlige USA, et billede, som serieskaberne har omfavnet og genskabt ned til den mindste afskyelige detalje.

Både tilværelsen og omgivelserne er grå, dystre, mørke og regntunge. Her er der ingen glæde i hverken sind eller skind – med en ekstravagant fest blandt Gileads mandlige elite, der ikke helt følger republikkens moralske normer, som en enkelt undtagelse.

Regimets bunkere er hårde, mørke og ubehagelige betonbygninger med åbenlyse torturkamre, beskyttet af soldater i uniformer, der bringer mindelser om Hitlers og Mussolinis velmagtsdage. Det er da heller ikke tilfældigt.

Og kommandør Joseph Lawrence (en som altid fremragende Bradley Whitford) knuser brutalt Junes sidste rest af håb og illusioner, da hun står over for det vanskelige valg mellem at forråde sine egne eller redde sit eget skind, og han afslører “sandheden” om regimet:

“Gilead doesn’t care about children. Gilead cares about power! Faithfulness, old time values, homemade bread – that’s just the means to an end. Distractions from the oppressors. I thought you would have figured that out by now.”

Lawrence er seriens antagonist og afgjort den mest komplekse og fascinerende person. En figur, vi gerne havde set mere til.

Der er knap nok en stribe af sol eller håb, da June & Co. prøver at knuse tyranerne. Hendes eneste lille glimt af håb er et flygtigt gensyn med Nick (Minghella), som nu virkelig er steget i graderne i det fascistiske hierarki.

Samtidig står Canada som et fyrtårn af kontrast i Nord. Her er samfundet ved det normale, og det er den destination, desillusionerede amerikanere søger tilflugt til.

I “The Great White North” sidder Junes tidligere “herrer”, Fred (Fiennes) og Serena Waterford, anklaget for krigsforbrydelser. Parret, der nu har en massiv koldfront imellem sig, oplever et højst uventet mirakel i løbet af sæsonen.

Overdrevet mandehad?

The Handmaid’s Tale er en medrivende, suggestiv og teknisk imponerende (i alle henseender) velproduceret serie med fremragende skuespillere, hvor især Elisabeth Moss skiller sig ud som en skræmmende god karakterskuespiller.

Vi kan ane al pine, vrede, trods og uendelige sorg i hendes krop og sjæl gennem den sammenbidte, intense ansigtsmimik. Denne sæson har Moss også stået for instruktionen af tre af episoderne.

Historien er radikal, provokerende og indimellem direkte oprørende. Serien behandler en vigtig tematik og viger ikke uden om betændte emner, hvor hovedfokus er kvinders rettigheder (eller mangel på samme) og religionens plads i et moderne samfund – hvor Handmaid helt bevidst overdriver.

Serieskaberne bør dog vogte sig for at fremstå som militante feminister, der bebrejder mænd generelt for alt, hvad der er galt med samfundet i dag. Vi aner tendenser i den retning i 4. sæson. Samtidig mener vi, at serien i for høj grad underspiller ideologien om den hvide races overlegenhed, som var en central del af Atwoods roman.

Fem solide stjerner til en stærk og ofte særdeles ubehagelig serie.

Anmeldelsen er baseret på de første tre (ud af ti) episoder. 4. sæson har premiere den 29. april på HBO Nordic.