Anmeldelse: The Harder They Fall

Westerngenren er ikke død!

Efter en længere pause har westernfilmen fået lidt af en renæssance de senere år. Og det er godt, for der er ikke meget, der er så underholdende som en velkomponeret western med arketypiske karakterer, der forstår at håndtere en seksløber.

Med The Harder They Fall giver instruktør Jeymes Samuel os et interessant twist på den klassiske western. I filmen er alle skuespillerne sorte (med undtagelse af indbyggerne i “White Town”) og portrætterer virkelige personer, der gik omkring i Det Vilde Vesten, dengang der løb vilde heste rundt på de endeløse prærier.

Selve plottet er ikke særlig originalt, idet hovedpersonen Nat Love (Jonathan Majors, Lovecraft Country) som dreng ser sine forældre blive brutalt myrdet og derefter vier sit liv til at tage hævn.

I spidsen for banditterne er den hensynsløse og (tilsyneladende) følelsesmæssigt afstumpede Rufus Buck – mesterligt portrætteret af en iskold Idris Elba; en mand, der længe var favorit til at blive den nye James Bond.

Buck og hans bande af brogede charlataner ernærer sig ved at røve banker, toge og horehuse – men Nat er på sporet af ham, og når han først får færten af sit bytte, bider han sig fast som en hidsig pitbull.

Samuel har kun én anden spillefilm på sit CV (også en western), men her viser han solide evner som instruktør, dramaturg og veloplagt manuskriptforfatter. Han benytter sig ufortrødent af de mest kendte elementer fra den noget bedagede westerngenre, tweaker dem og giver os sit helt eget twist på dem – og det fungerer (for det meste) pokkers godt!

Der ligger en ekstra dimension i, at heller ikke helten, Nat Love, er Guds bedste barn – han opererer selv som småkriminel med en slags selvkomponeret æreskodeks. Befriende, at personerne ikke er så sort-hvide (!) som i traditionelle westerns a la John Wayne & Co.

Ud over stærke cowboys møder vi lige så stærke og ikke mindst rapkæftede kvinder i The Harder They Fall. Trudy (King) er Bucks trofaste, benhårde følgesvend, mens den fyrrige Mary (Zazie Beetz, Joker) kan sin dance moves såvel som at håndtere en skyder eller to. Ud over at være natklubejer, sanger og danser er hun også Nats tidligere sengepartner.

Deres nuværende ikke-forhold er dog lige så fyrrigt som Marys indgangsscene, hvor hun giver os en negro spiritual med slag i. En scene, der giver herlig gåsehud over hele kroppen og lægger grunden til det heftige musikspor, hvor Jay Z har mere end én finger med i spillet.

Desværre lider filmen under en noget tam og langtrukken midterdel, ligesom Samuels åbenlyse fascination af Quentin Tarantinos blodsprøjtende tegneserievold med fordel kunne have været nedtonet lidt. Her er effekten mere forstyrrende end virkningsfuld.

Som en lidt skjult rød tråd ligger racepolitikken og syder under overfladen, men vi kunne sagtens have klaret, at Samuel tværede den tydeligere ud i ansigtet på os.

The Harder They Fall ser virkelig rålækkert ud. En gennemført visuel stil med kraftige farver, lækker belysning og elegante, overdådige kostumer, alt sammen subtilt fotograferet af Sean Bobbitt med mange nærbilleder af sammenbidte ansigter.

Filmen er ikke helt på højde med genindspilningen af The Magnificent Seven (2017), men afgjort en særdeles habil western med en uventet slutning og konsekvent godt skuespil, hvor vi er overbevist om, at man har moret sig gevaldigt under optagelserne.

Fire stærke stjerner til dette interessante twist på westerngenren, krydret med cool komik og en dybere mening. Anbefales!