Anmeldelse: The Hateful Eight

Vi befinder os i Wyoming nogle år efter den amerikanske borgerkrig. Dusørjægeren John Ruth (Russell) er på vej til Red Rock pr. diligence med en fange, Daisy Domergue (Leigh). Undervejs samler de flere passagerer op, nemlig Marquis Warren (Jackson), en anden dusørjæger og tidligere soldat, samt Chris Mannix (Goggins), som hævder at være byens nye sherif.

 

Undervejs må de søge tilflugt for en snestorm i en diligencestation, hvor de møder fire ukendte ansigter i stedet for ejeren. I løbet af natten indser de otte rejsende, at alting ikke er, som det burde være.

Med sin ottende spillefilm befæster Quentin Tarantino sin position som en af vores allerbedste genrefilmsinstruktører. Fra anslaget i begyndelsen af filmen med hestevognen i det barske vinterlandskab, akkompagneret af Ennio Morricones musik, til det intense kammerspil i diligencestationen bliver vi overøst med referencer til og detaljer fra westernfilmenes historie. Alt sammen gennemført med stor elegance og intelligente observationer, som vi kender det fra Tarantinos tidligere film.

The Hateful Eight er storslået filmkunst fra øverste hylde, beundringsværdig på alle områder, og vil blive et referencepunkt for fremtiden. Filmmusikken, cinematografien, Tarantinos manuskript og den stjernespækkede rollebesætning smelter sammen til et udsøgt og fascinerende stilstudie.

Men når det er sagt, så er der heller ikke nogen tvivl om, at der er visse svagheder ved The Hateful Eight. Med tre timers spilletid bliver tålmodigheden sat på en prøve, især da næsten hele handlingen foregår indendørs. Det bliver noget tungt og nærmest mere teater end film. Filmen er dog alt i alt så imponerende, at den fortjener al mulig hyldest og opmærksomhed. Fem sherifstjerner.

Præsentationen af The Hateful Eight på Blu-ray skuffer ikke, hvad angår det tekniske niveau. Gengivelsen af Robert Richardsons 70 mm filmbilleder er strålende smuk, og lydsporet (DTS-MA 5.1) er næsten perfekt. Ekstramaterialet er desværre begrænset til et par små bag-om-filmen.