Engang i fremtidens USA er landet inddelt i 12 sektorer, som alle kontrolleres med jernhånd af centralmagten. Som et led i at holde befolkningen kuet arrangeres der årligt en to ugers “konkurrence”, hvor to unge fra hvert distrikt skal kæmpe mod hinanden – til der kun er én vinder/overlevende tilbage.
Baseret på den første bog i trilogien fra Suzanne Collins følger vi Katniss fra 12. distrikt, som melder sig frivilligt, så hendes lillesøster kan slippe af krogen. En stor del af spændingen er imidlertid væk, da man umiddelbart forventer, at hun i sidste ende vil vinde (nej, dette er ikke en plot spoiler; hvis du ikke kan regne det ud, har du ikke set særlig mange film).
Teknisk set er den meget vellykket, bortset fra at en del af kulisserne ser ud som lige præcis det – kulisser. Billede og klip fungerer godt, med virkningsfuld brug af håndholdt kamera, og Jennifer Lawrences skuespil er imponerende som den bastante, men samtidig søgende og intelligente heltinde.
Der er ansatser til en underliggende kritik og latterliggørelse af dagens absurde reality-tv, hvor næsten alt er tilladt og skal vises i primetime. Stanley Tucci overbeviser som den drevne tv-vært, der stiller alle de dumme spørgsmål og skal dramatisere alt. Samtidig er der fokus på den enorme kløft mellem den lille privilegerede overklasse og det store flertal af “arbejdere”, der holdes nede. Men man sidder tilbage med en dårlig smag i munden, for er det kun latterliggørelse og samfundskritik, når filmen selv netop forsøger at lave god underholdning ud af dræberiet?
Skuffende billedkvalitet med relativt dårlig farvemætning og en del blege baggrunde. Lydsporet leverer god kvalitet. På bonusfronten er der rigeligt med bl.a. bag-om-filmen, interviews, stills, trailer og en interessant samtale med instruktøren.
Fakta:
- Release: 18. august 2012
- Instruktør: Gary Ross
- Medvirkende: Jennifer Lawrence, Stanley Tucci, Wes Bentley, Willow Shields, Liam Hemsworth, Elizabeth Banks
- Genre: Thriller
- Land: USA
- År: 2012
- Tid: 2:22 timer