Anmeldelse: The Invisible Man

Elisabeth Moss har imponeret stort med subtilt og troværdigt menneskeligt skuespil i den komplekse rolle som den undertrykte Offred i TV-serien The Handmaid’s Tale. Sidste år kunne vi se Moss i hendes gyserdebut i den skræmmende Us. En film, der må have givet appetit på mere, for i dette “remake” af Universal-klassikeren om den usynlige mand brillerer Moss i den grad!

Filmen er løseligt baseret på H.G. Wells’ roman fra 1897 og følger den vævre Cecila Kass (Moss), der lever i et frygtpræget forhold med den geniale psykopat Adrian Griffin (Jackson-Cohen).

 

I en elegant strandvilla uden for San Francisco styrer mangemillionæren sin kæreste med jernhånd, indtil hun beslutter sig for at flygte fra terrorvældet – en afvisning, som Adrian ikke ligefrem tager let på …

Adrian er en ledende forsker inden for optiske illusioner, og uden at afsløre for meget af plottet kan vi godt røbe, at han på intrikat vis formår at gøre sig selv usynlig – og gøre Cecilias liv til et sandt helvede.

Leigh Whannell har skrevet og instrueret en usædvanlig stærk og visuelt lækker thriller akkompagneret af fotografering i verdensklasse. Idet Cecilia tilsyneladende bliver trukket længere og længere ind i psykisk sygdom, og ingen er på hendes side længere, gennemsyres filmen af en snigende uhygge, der griber om sig og virkelig engagerer. Det stærke soundtrack, som indimellem skriger til os, løfter uhyggen til nye højder. Alt sammen mens The Invisible Man ikke kammer over i typiske horror/thriller-klicheer, men formår at holde både plot og personer originale og troværdige.

Fotograferingen er i en klasse for sig. Kameraet er usædvanlig stillestående, hvilket er meget effektfuldt, når vi seere kun hører lyde og venter på, hvad der kommer ind i billedet. Teknisk set er filmen et pletskud, hvor de sømløse special effects forstærker uhyggen, mens enkle greb som isnende frostrøg får nakkehårene til at rejse sig.

I bund og grund er The Invisible Man anno 2020 en psykologisk thriller, der trækker veksler på selveste mesteren Alfred Hitchcock. Den moderne version sætter den synlige, ikke den usynlige part i hovedrollen, og meget tidskorrekt er tematikken koncentreret om voldelige parforhold.

Enkelte af personernes handlinger fremstår underlige, og det er ikke alting, der er lige overraskende, men i alt væsentligt er det en bundsolid thriller, der formår at overraske, skræmme og samtidig underholde.

Elisabeth Moss er filmens ubestridte stjerne, idet hun gradvis trækkes ned i helvede, kommer til at tvivle på sin egen mentale sundhed og er nødt til at slås mod alt og alle. En Oscar-værdig præstation med heftig indlevelse, og sikke et gennemborende blik hun har!

Fem særdeles stærke stjerner til denne nye, stilsikre thriller-klassiker.