annonce

Anmeldelse:
The Irishman

Scorseses mesterlige mafiaepos

Med The Irishman giver mesterinstruktøren Martin Scorsese os en af sine bedste film i flere årtier – en episk øjeblikkelig klassiker.

Drama
The Irishman

Det er noget tid siden, Netflix-film var synonyme med B-skuespillere og -instruktører plus små budgetter. Efter at Paramount takkede nej til Martin Scorseses The Irishman, var Netflix’ Ted Sarandos ikke sen til at smide 140 millioner dollars på bordet – og tak for det!

Lad bare de forældede filmstudier og biograferne tage sig af remakes, reboots af filmserier og endeløse CGI-superheltefilm, så kan streaming-giganterne fokusere på “snævre” dramakunstværker som Roma, The Crown og The Irishman.

Sand (?) historie

77-årige Martin Scorseses fantastiske mafia-epos handler om det tvivlsomme partnerskab mellem fagforeninger, politikere og mafia på USA’s østkyst i 1960’erne og 70’erne. I denne brydningstid opstår der et hårrejsende kompagniskab, som kulminerer i en af USA’s mest omtalte uløste mordsager: Henrettelsen af den legendariske fagforeningsboss Jimmy Hoffa (Pacino).

Filmen er baseret på biografien I Heard You Paint Houses af Charles Brandt. Brandt fik den virkelige hitman Frank Sheeran (1920-2003) til at åbne op om sit liv og levned, da han som gammel sad på plejehjem. En kræftsyg og tilsyneladende angrende synder tilstår i bogen hele 25-30 drab. Regelrette henrettelser på vegne af mafiaen – og Jimmy Hoffa!

Det skal siges, at Sheeran hverken blev dømt eller tiltalt for nogen af drabene, og at andre kilder modsiger hans version af begivenhederne.

I filmen vender Frank “The Irishman” Sheeran (Robert De Niro i sin niende Scorsese-film!) mentalt skamskudt tilbage fra 2. Verdenskrigs blodbad i Europa. Desillusioneret og mentalt medtaget af de endeløse, meningsløse drab får han et job som lastbilchauffør i Philadelphia og begynder hurtigt at supplere indtægterne ved at sælge ud af lasten.

annonce

Det ene leder til det andet, Sheeran bliver introduceret for mafiabossen Russell Bufalino (Pesci), og derefter går det hurtigt ned ad bakke i et moralsk fordærv a la Dante’s Inferno.

annonce
Al Pacino (Foto: Netflix)

Sidste nat med (mafia-)kliken

På mange måder kan The Irishman ses som en efterfølger til Scorseses klassikere Goodfellas (1990) og Casino (1995), der begge er baseret på virkelige historier om mafiaens nådesløse kamp om magt og indflydelse og dens endeløse pengebegær. Her bliver kliken fra disse film stort set genforenet.

Både De Niro og Pesci havde hovedroller i de to mafiafilm, men det er andre sider af mafiaen, vi bliver præsenteret for i The Irishman. I Goodfellas mødte vi en ung Ray Liotta, der drømte om at blive gangster, mens Casino fokuserede på mafiaens greb om underholdningsindustrien. Begge film havde masser af eksplicit vold og var næsten voldsforherligende i deres stilistiske udtryk.

I The Irishman er De Niro ikke ude efter vold, et glamourøst gangsterliv eller action. Han er bare en meget pragmatisk mand på jagt efter en måde at forsørge sin voksende familie på. Men samtidig er han så følelsesmæssigt afstumpet, at volden ikke anfægter ham nævneværdigt. Desuden er Frank blind for, hvordan hans gerninger ændrer hans families syn på ham.

Sheeran er som en maskine, der koldt og roligt udfører mafiabossernes beskidte ordrer uden at stille spørgsmål og heller ikke føler anger eller empati med ofrene. Al romantisering af mafiaen er befriende fraværende. I stedet får vi korte stop i filmen, hvor Scorsese neutralt forklarer, hvor skidt det gik de implicerede. For at sige det på den måde, så var det de færreste, der sov stille ind på et plejehjem i en alder af 85 år …

annonce

Volden er bestemt til stede i The Irishman, men den er hurtigt overstået, kold og beregnet, som et nødvendigt onde. Når Sheeran på sit dødsleje ser, at han har mistet sin familie på grund af sit tvivlsomme “arbejde”, kommer en form for anger og eftertanke snigende ind over den tidligere så nyttige håndlanger.

Teknologisk kvantespring

De senere år har vi set flere film, hvor skuespillere har skildret versioner af personer som både 60- og 30-årige, f.eks. Michael Douglas i Ant-Man (vi måtte bare have denne reference med pga. Scorseses store “kærlighed” til superheltefilm!).

Men hvor andre film har givet os enkeltscener med foryngede skuespillere, får vi her over to timer med De Niro og kompagni som op til 50 år yngre versioner af dem selv, og det fungerer overraskende godt.

Teknologien er dog ikke helt perfekt endnu. Der er stadig noget, der skurrer ved den yngre De Niros ansigt, som om han har fået en lidt for stram ansigtsløftning, men man vænner sig til det. Alternativet (og langt billigere) ville være at caste yngre skuespillere til de tidligste scener. Vi foretrækker dog en lidt mærkelig De Niro i topform frem for en middelmådig yndling.

Robert De Niro og Joe Pesci (Foto: Netflix)

Pesci stjæler showet

Scorsese brugte efter sigende hele 50 forsøg på at overtale den pensionerede Joe Pesci, før sidstnævnte sagde ja til rollen som den psykopatiske mafiaboss. Heldigvis, for i The Irishman leverer Pesci intet mindre end en soleklar Oscar-præstation. Hvem ville have troet det om den irriterende speed-snakker fra Dødbringende våben II?

Hvor Al Pacino har en tendens til at overspille og gentage sig selv, overrasker Pesci med en subtil fortolkning af en af de mest hensynsløse kriminelle i USA’s historie. Mild og rund af fremtoning, men samtidig – med et minimum af mimik – hjerteskærende brutal og hensynsløs; uden at få sine egne hænder beskidte. En mand uden antydning af empati.

Den eneste, der kan se hans virkelige jeg, er Sheenans datter Peggy – glimrende portrætteret af Lucy Gallina og Anna Paquin – der fremstår som filmens moralske kompas.

Vi er efterhånden blevet trætte af alle de middelmådige komedier, som De Niro har sagt ja til de senere år, men i The Irishman er han igen i sit es. Han får den komplekse karakter frem på elegant og effektiv vis, og samspillet med Pacino og Pesci, hvor han konstant er underdog, er en nydelse i sig selv. Stærke biroller serveres af Harvey Keitel, Ray Romano og Bobby Cannavale samt Little Steven i en cameo.

(Foto: Netflix)

Årets bedste film

Tre en halv time varer herligheden, og den virker ikke et minut for lang. Martin Scorsese giver sig god tid til at bygge de komplekse karakterer op med deres forhistorier, familieliv, kynisme, æreskodeks og samfundssyn. Scorsese tager os med hele vejen. Volden og ugerningerne glorificeres ikke; han beskriver dem bare køligt i et forsøg på at forstå disse mænd, deres motiver og ikke mindst den tid, de opererer i.

Vi kan ikke forestille os andre instruktører, der kunne have mestret dette materiale så tilfredsstillende. Scorsese er en klassisk filminstruktør i ordets egentlige forstand, der lykkes bedst, når han fortæller store, episke historier om mennesker, der lever på kanten; helst strukket ud over en længere periode.

I typisk stil leverer han et tilbagetrukket foto uden de store fagter, hvor vi nærmest bliver en flue på væggen; akkompagneret af fremragende klipning og en dramaturgisk opbygning, der får tiden til at suse af sted.

Ved at trække de store linjer op giver Scorsese os et unikt indblik i en fordærvet verden med dens sammensurium af sorte penge, mafia, korrupte fagforeninger, lyssky underholdningsindustri og politikere, der lukker øjnene for, hvor kampagnemidlerne kommer fra. Det hele subtilt og fascinerende fortalt med store skuespillere i deres livs form. Vi kommer desværre nok ikke til at opleve dette stjernegalleri i samme film igen. Seks klare stjerner!

The Irishman har premiere i udvalgte biografer den 22. november og kan streames på Netflix fra den 27. november. Anbefales på det store lærred!

  • Netflix
  • Release: 27/11 2019
  • Instruktion: Martin Scorsese
  • Med: Robert De Niro, Joe Pesci, Al Pacino, Jesse Plemons, Anna Paquin, Harvey Keitel, Bobby Cannavale, Ray Romano, Steven Van Zandt
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2019
  • Tid: 3:29 timer
  • Karakter: 6

The Irishman (2019)
209 min|Biography, Crime, Drama|27 Nov 2019
8.7Rating: 8.7 / 10 from 9,801 users
A mob hitman recalls his possible involvement with the slaying of Jimmy Hoffa.
annonce

Læs også

Dyredokumentar med dubbing

Disneys genindspilning af Løvernes konge er en blandet oplevelse. Vi har aldrig set bedre, mere naturtro animation, men teknologien står i vejen for det følelsesmæssige.

Sæt dem fri!

Nye skuespillere kaster nyt lys over den sagnomspundne Windsor-familie i en storslået 3. sæson af The Crown.

Heeere’s Johnny!

20 år efter sin død er Stanley Kubrick stadig en af alle tiders mest spændende instruktører. Nu kommer hans gyserklassiker i en ny renoveret og udvidet version.

Superagenter i tomgang

Den fjerde MiB-film er småsjov, men kommer aldrig rigtig fra land.

Gyserkick a la Stephen King

Stephen Kings mangefacetterede gyserunivers bliver revitaliseret i 2. sæson af den fabelagtige Castle Rock.

Finansakrobatisk cirkus

Steven Soderbergh tager sig kærligt af Panama Papers-skandalen på ironisk og overfladisk vis.

Sex, drugs, money and drugs!

Et fascinerende indblik i macho- og røvhulskulturen i den norske finansverdens indercirkler.

Det er nok nu!

Et langt gab af et plot med fuldstændig uinteressante personer.

Stor ståhej

Monsterøglen er tilbage, desværre med et større budget og flere monstre end nogensinde.

Dit bedre jeg?

Paul Rudd er på randen af sammenbrud og 40-årskrise og misfornøjet med livet i al almindelighed. “Løsningen” er en total renselse på en obskur spa …