Anmeldelse: The Killer

David Fincher er bestemt ikke blandt verdens mest produktive instruktører. Han er for eksempel milevidt fra Woody Allens årlige meritliste, men når amerikaneren endelig byder op til dans, lader vi os altid imponere – og fascinere.  

Den 61-årige er ansvarlig for skræmmende gode film som Seven, The Game, Fight Club, Zodiac, The Social Network, Gone Girl og Mank. Med The Killer tager han fat på den franske kunstner Alexis Nolents tegneserie og begiver sig ind i det bizarre sind hos en meget dedikeret lejemorder.  

Som en metodisk, kalkulerende maskine passer den navnløse morder (Michael Fassbender) sit arbejde. Et job, han forholder sig fuldstændig neutralt til, uden nogensinde at have en mening om, hvorvidt offeret fortjener det, eller om den politiske dagsorden. Han gør bare, hvad han bliver betalt for at gøre, stiller ingen spørgsmål og leverer kvalitet i verdensklasse.  

Han påtager sig opgaver verden over, har perfektioneret sine særlige “færdigheder” til det yderste og tager sig godt betalt for en mordopgave. Imellem slagene trækker han sig tilbage med sin elskede til sin fashionable strandvilla i Den Dominikanske Republik.  

Missionen i Paris, hvor han i kedsomhed venter på sit rige offer, skulle have været en ren rutineopgave. Efter et par dages ørkesløs venten, hvor han har masser af tid til at filosofere over sit erhverv, sin personlighed og lytte til musik af The Smiths, dukker offeret endelig op – men for første gang i sin karriere rammer han ved siden af, og helvede bryder løs. 

På vej væk fra det mislykkede gerningssted stiller han sig selv det relevante spørgsmål: “WWJWBD: Hvad ville John Wilkes Booth gøre?”. Lige præcis det er ikke godt at sige, men instinktivt vender han hjem så hurtigt som muligt, mens han hele tiden ser sig over skulderen.  

Da han ankommer til det tropiske paradis, aner han straks uråd, og han finder da også sin elskede i en ilde tilredt tilstand, knap nok i live. Så går jagten ind – både for at få hævn, men også for at sikre, at han ikke skal leve i konstant frygt resten af livet.  

Den tid, hvor streamingtjenesternes egenproduktioner blev besat med skuespillere og instruktører fra B-listen, er definitivt forbi. Efterhånden som store navne som Martine Scorsese, Alfonso Cuarón, Paul Greengrass, Steven Soderbergh, Denis Villeneuve og Coen-brødrene har taget streamingtjenesterne til sig og leveret fremragende film, har de “ryddet ud” i den tidligere B-platform. Netflix viser ganske vist The Killer i biografen først (i nogle dage), men det er kun for at være en potentiel Oscar-kandidat.  

The Killer (Foto: Netflix)Med sin første streamingfilm leverer Fincher endnu en gang en helstøbt filmoplevelse. The Killer er måske ikke Finchers mest mindeværdige film, eller den mest chokerende, men den er muligvis blandt de mest stilsikre; og den bærer umiskendeligt Fincher-præg med sin karakteristiske fotografering (Erik Messerschmidt), den skidengulbrune noir-agtige farvepalet, distinkte klipning og dystre tematik.    

Fassbender spiller sin første hovedrolle siden den mislykkede Snemanden, og han leverer i den grad varen! Den irsk-tyske karakterskuespiller er som skabt til at spille en koldt kalkulerende psykopat med en jernhård disciplin, som udadtil kan fremstå som charmerende og omgængelig. Selv den mindste kropsbevægelse vidner om en mand i fuld kontrol over krop, lemmer og sind. Og hans gentagne monologer om ikke at stole på nogen, aldrig miste fokus, forvente det uventede og ikke lade sig påvirke af følelser gentages manisk, som en messende tibetansk munk. 

Hele filmen står og falder da også med hans karakter. Alle andre spiller biroller for at komplettere snigmorderens unikke rejse. Fra det uendelige antal check-in-damer i lufthavne og biludlejningsfirmaer til “advokaten” i New Orleans, der tilrettelægger mord-raidene, og milliardæren, der bestilte lejemordet.  

Når det er sagt, skal vi sent glemme den utroligt herlige dialogscene med Tilda Swinton (en “kollega”), samt en voldsomt intens slagsmålsscene i det fugtige Florida mod manden med mere muskler end hjerne; muligvis en af filmhistoriens bedste nærkampsscener.  

Det er ikke en film, der jager af sted, man tager sig tid til at opbygge narrativet og lejemorderens metodiske plan. Dramaturgien kan virke lidt træg, men belønningen er en velkomponeret film, krydret med bittersøde, ironiske anekdoter. Enkelte handlingsgreb kan føles lidt overdrevne, og grænserne for, hvad kroppen kan tåle af slag og spark, bliver trukket helt til kanten, men det er petitesser i en oplagt thrillerklassiker. 5 bundsolide stjerner til drømmeduoen Fincher og Fassbender.    

The Killer har Netflix-premiere den 10. november – sæt kryds i kalenderen!