Legenden Sir Ridley Scott er efterhånden blevet 83 år, men den produktive instruktør med det mesterlige visuelle blik holder ikke op med at imponere. Hans seneste filmepos omhandler den fascinerende historie om Frankrigs sidste officielle retslige duel. En påfaldende flot film, men fejlfri er den desværre ikke.
I 1386 er retten sat i Paris. Sagsøger er ridderen Jean de Carrouges (Damon), som anklager sin tidligere svirebror adelsmanden Jacques Le Gris (Driver) for at have forgrebet sig på hans smukke kone, Marguerite (Jodie Comer, Killing Eve).
I en retssag uden håndfaste beviser ender retten – dvs. den “gale” kong Karl VI – med at dømme parterne til en duel til døden. Vinderen har så retten, sandheden og Gud på sin side.
The Last Duel er ikke første gang, Sir Ridley har kastet sig over et historisk drama, men det særlige kneb, han benytter på denne – sande – historie, er at vi får sagen beskrevet fra tre vinkler, idet hver af hovedpersonerne fortæller sin subjektive oplevelse af, hvad der rent faktisk skete. Et smart fortællegreb, som her desværre ikke helt opfylder sit potentiale.
Vi bliver kastet ind i historien et par år før den påståede voldtægt, hvor våbenbrødrene Carrouges og Le Gris er gode venner og i kongens navn kæmper side om side under Hundredårskrigen mod den engelske fjende.
Da det bliver tid til at høste frugterne af lang og tro tjeneste, sår royale vennetjenester og økonomisk forfordeling splid mellem de to mænd. Le Gris slår sig sammen med den gale konges sleske fætter Pierre d’Alençon (Affleck) og får tildelt landområder, der retmæssigt tilhører Carrouges (som medgift). Stemningen bliver bestemt ikke bedre, da d’Alençon også fratager ham hans adelstitel efter hans fars død.
Da ægteparret Carrouges atter træder ind i selskabslivet, fatter den brunstige d’Alençon straks interesse for den smukke kone og lægger sig i hendes kølvand. Mens Carrouges er i Paris for at hente sit velfortjente krigshonorar, ser Le Gris en mulighed byde sig og forgriber sig på den forsvarsløse Marguerite.
Manuskriptarbejdet er delt i tre, idet venneparret Damon og Affleck står for de to mandlige versioner af sandheden, mens Nicole Holofcener har skrevet tredje akt, hvor vi får historien set igennem Marguerites øjne. Et smart kneb, men her har Scott ikke formået at slå sine “darlings” ihjel, så historien tværes unødigt ud, og dramaturgien indimellem halter.
Det er nok heller ikke utænkeligt, at duoen Damon/Affleck har ønsket at skrive en større rolle ind for deres respektive figurer end strengt taget formålstjenligt.
Ofte er det kun nuancer, der adskiller historierne, hvilket kan være fascinerende nok. Ikke mindst de tilsyneladende små forskelle i voldtægtsscenen, der er skildret med først Le Gris’ og siden Marguerites øjne, er filmkunst, der giver kuldegysninger ned ad ryggen.
Efter Le Gris’ oprigtige mening har han heller ikke gjort noget forkert; han hævder, at Marguerite – som enhver dydig kvinde ville gøre – blot gjorde forstilt modstand.
Set med ægtemanden Jeans øjne er det nærmest ham, der er blevet forulempet, idet Le Gris har skændet og forgrebet sig på hans “ejendom”, altså hans kone. Et ganske andet perspektiv end nutidens MeToo-debat.
Historiens røde tråd er kvinders stilling i et fuldstændig mandsdomineret samfund, hvor de er magtesløse uden en mand ved deres side. I sidste ende er det da også Marguerite, der risikerer alt, idet hendes mand skal forsvare sit navn og sin ære.
Det er ikke altid lige vellykket, når amerikanske skuespillere taler med påtaget fransk accent, men i The Last Duel har Scott valgt at lade alle tale, som de vil – med det resultat, at der ikke er nogen konsistens i sproget. Heller ikke stylisterne ser ud til at have fattet, hvornår dramaet udspiller sig, idet både Afflecks og Drivers frisure mere ligner noget fra 1980’erne end 1380’erne.
Det er et dystert drama, Scott serverer, og lyset og miljøet giver da også det rette mørke indtryk – vi tror ikke, vi så ét eneste solglimt i løbet af filmen. Her er det mørke, snavs, mudder, slud og skidne, stearinlys-dunkle slotte.
Det er effektivt og visuelt grimsmukt, og når det kommer til de eksplicitte kampscener, er Scott i sit es. Sværd hugger hårdt mod metal, blod sprøjter, hoveder flyver, og heste styrter, idet den ene ridder efter den anden får sit banesår. Blændende smukt filmet af veteranen Dariusz Wolski.
Ærgerligt, at Scott ikke har formået at overføre denne intensitet til det drama, der er filmens hovedanliggende. Her ville man have opnået meget ved at skære kraftigt ned på visse scener og give de selvtilfredse herrer lidt mindre spillerum.
Kapitlet, der skildrer Marguerites oplevelse, er absolut det stærkeste (Jodie Comer leverer da også den stærkeste skuespillerpræstation); og da det hele kulminerer i en drabelig ridderduel, når Scott godkendt i mål – men heller ikke meget mere. Fire stjerner.
The Last Duel kan streames nu på Disney+.
Fakta:
- Disney+
- Release: 19. januar 2022
- Instruktion: Ridley Scott
- Med: Matt Damon, Adam Driver, Jodie Comer, Ben Affleck, Harriet Walter, Alex Lawther, Marton Csokas, William Houston
- Genre: Drama
- Land: UK/USA
- År: 2022
- Tid: 2:32 timer
Ingen synes at bemærke det vidunderligt ironiske i at ægtemanden efter sin sejr først beder tilskuerne tiljuble sin hustru. Derefter, som hendes beskytter, rider ind i Paris og fremtiden som alles helt. anden der forsvarede sin hustru. Æren, sandheden, retfærdigheden. Det fælles barn er blond, altså formentlig ægtemandens. En scene mangler dog: ægtefællerne forenet efter Jacques Le Gris´død. Til trods for at de to slagsbrødre egentlig kun er spændende sammen med Marguerite…