anmeldelse: The Laundromat

Den største lækage gennem tiderne angående skatteplanlægning, hvidvask af penge og kreativ finansakrobatik i gråzonen ramte avisredaktioner verden over som en bombe i 2015. Fra det fancy advokatfirma Mossack Fonseca i Panama lykkedes det en anonym kilde at smugle 11,5 millioner dokumenter ud om næsten 215.000 skuffeselskaber rundt om i verden, der alle havde ét formål – at omgå lokal beskatning.

Den socialt engagerede veteraninstruktør Steven “Ocean’s Eleven” Soderbergh baserer sin film om skandalen på Jake Bernsteins bog Secrecy World og har en klar politisk agenda med filmen: Skattesnyd er en uting, og myndighederne – især i USA – må ændre de liberale love, der giver næring til dette “kapløb mod bunden”.

Meryl Streep er den gennemsnitlige, lidt naive amerikaner, der ikke får udbetalt forsikringen, efter at hendes mand dør i en bådulykke. Hun søger retfærdighed og går pengesporet efter i sømmene. Streep finder til sidst frem til de skrupelløse svindeladvokater Mossack (Oldman) og Fonseca (Banderas) i Panama. Og så kommer Soderbergh med en lektion i, hvordan den brutale pengeverden fungerer.

På dette plan svigter instruktøren. Filmen bærer alt for meget præg af at være en “skattelovgivning og skattesnyd for dummies”, fortalt på en over-ironisk og overfladisk, farceagtig måde af nogle klovneagtige lurendrejeradvokater. Vi kommer aldrig ned til de brutale konsekvenser af de intrikate dækoperationer.

Den normalt så gode Gary Oldman er overdrevet karikeret, hvilket Soderbergh tydeligvis også har stræbt efter i forsøget på at fremstille det hele som et finanscirkus.

Desværre mangler filmen nerve og ægtefølt engagement – trods de gode skuespillere og det filmteknisk imponerende håndværk. Tre meget ordinære stjerner til en ekstraordinær historie, der aldrig får lov til at blomstre og heller ikke gør os klogere, og med en slutning, der er en maveplasker af et antiklimaks.

Hvis du er fascineret af finanssvindel, så se hellere The Big Short.