Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: The Legend of Tarzan

Spændende gensyn med abernes konge

Næsten 60 gange er Tarzans liv og levned transponeret til film. Ikke desto mindre virker 2016-versionen både frisk, underholdende og seværdig.

Publiceret 21/01/2017 - 14:26
The Legend of Tarzan
Tor Aavatsmark

Legenden om drengen, der voksede op blandt aber i den congolesiske jungle – baseret på Edgar Rice Burroughs’ historier – burde være velkendt for de fleste, men i 2016-versionen har man taget et smart greb. Tarzan/Lord Greystoke (Skarsgård) befinder sig på sit gods i London sammen med sin Jane (Robbie) i noget, der virker som et kedeligt aristokratiske liv. Modvilligt lader han sig overtale af George Williams (Jackson) til at besøge sit barndomsland igen.

Vi befinder os i det Herrens år 1890, og den britiske regering vil have Tarzan til at rejse til Congo for at undersøge, om Belgien stadig bedriver slavehandel. Otte år efter at han forlod landet som vildmand, lader han sig til sidst overbevise om at rejse tilbage af den amerikanske diplomat Williams – kun for at finde ud af, at han i realiteten er blevet narret til Congo af den kyniske Leon Rom (Waltz). Rom vil levere Tarzan som bytte til en af lokal stamme som led i den belgiske konges storstilede plan for landet – en plan, der ikke ligefrem sætter de indfødtes ve og vel i første række.

Filmen er instrueret af David Yates, som bl.a. har fire Harry Potter-film på cv’et, og visuelt er det virkelig en tiltalende film, Yates har skabt, med usædvanlig lækker fotografering, utrolige special effects og en fin blanding af drama, spænding og action.

The Legend of Tarzan

Plottet gør, at historien bliver mere end bare en mand, der slås med aber; her sættes fiktionsfiguren ind i en historisk kontekst med europæisk imperialisme og slaveri som interessant kulisse – personificeret af en skrupelløs Christoph Waltz i endnu en glansrolle. Waltz er desværre ved at blive sat i bås som hjerteløs ærkeskurk, men for pokker, hvor han mestrer opgaven med en herlig blanding af charme, stil og rendyrket ondskab.

Abernes konge gestaltes af svenske Alexander Skarsgård (True Blood), og Skarsgård junior har i den grad pumpet jern før indspilningen. Han passer godt i rollen som den lidt mutte og indesluttede kriger, men har en tendens til overspil og bliver indimellem et næsten parodisk stenansigt. Derimod spiller Margot Robbie (Wolf of Wall Street) en strålende og kompleks Jane. Samuel L. Jackson er desværre reduceret til underholdende sidekick i en rolle, vi gerne havde set udviklet mere.

The Legend of Tarzan

Slutningen bliver ikke helt den store forløsning, vi har ventet på, og både historien og hovedpersonerne er gennemgående lidt for kunstigt blankpolerede til, at de fremstår som ægte. Men alt i alt er The Legend of Tarzan en klassisk eventyrfilm, hvor det er lykkedes at revitalisere og modernisere legenden. Fire solide stjerner.

Lydsporet (Dolby Atmos) på 4K-udgivelsen er noget af det bedste, vi har hørt – virkelig en referencefilm for fantastisk lyd! Billedkvaliteten er også meget tilfredsstillende med usædvanlig god kontrast, levende farver og knivskarpe detaljer, selv i de mørkeste scener. Bonusmaterialet byder på syv minidokumentarer samt interviews med stjernerne.

Karakter
The Legend of Tarzan

Fakta:

  • 4K UHD Blu-ray
  • Release: 22. november 2016
  • Instruktion: David Yates
  • Med: Alexander Skarsgård, Margot Robbie, Christoph Waltz, Samuel L. Jackson, Rory J. Saper, Christian Stevens
  • Genre: Action
  • Land: UK
  • År: 2016
  • Tid: 1:50 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top