Anmeldelse: The Lighthouse

Robert Eggers (The Witch) har skrevet og instrueret et intenst drama, der udspiller sig på en gold, øde klippeø ved New Englands vejrbidte kyst i 1890’erne.

Alderdom kolliderer med ungdommelig entusiasme

Det gamle fyrtårn passes af den aldrende søulk Thomas Wake (Dafoe). Han kender det særegne fyr ind og ud og har slidt mange fyrtårnsassistenter op, da grønskollingen Thomas Howard (Pattinson) ankommer til øen.

De to meget forskellige mænd kolliderer med det samme, da Wake herser rundt med den nye og sætter ham til ethvert tænkeligt lortejob, mens han selv ømt polerer sin elskede fyrlygte.

Aftenerne tilbringes i den trange, elendige dagligstue rundt om et lille træbord med misserable måltider og masser af hjemmebrændt, mens Wake lirer gamle sømandsskrøner og vulgariteter af sig og bliver stadig mere højrøstet, og eder og galde skylles ned med lunken sprut.

Drukkenbolt og livsløgner

Howard er den stilfærdige, indelukkede type, der bider tænderne sammen i stedet for at opponere mod den haltende, ravende gamling. Da drukkenbolten Wake begynder at pirke i hans fortid, er det tydeligt, at han er på flugt fra noget. Samtidig kan Howard ikke blive klog på, hvad det er, Wake skjuler i toppen af fyret – og hvad skete der egentlig med hans forgænger?

Efterhånden giver Howard op og prøver at døve ensformigheden, støjen, sliddet og den stadig mere irriterende Wake med lindrende sprut – noget, der kun eskalerer det allerede betændte forhold og de to mænds psyke.

Fanget i helvede

Eggers har lavet en ufattelig klaustrofobisk og intens film, hvor dramaet udspiller sig mellem kun to personer fanget i ensomhed, desperation og tiltagende galskab. Hvem der er gal, og hvor galskaben kommer fra, lader han være et åbent spørgsmål.

Stemningen er trykket, usikker og underligt truende fra første sekund. Det hele er filmet i kornet sort-hvid med dunkel belysning og er klippet i 4:3-format – et format, der nærmest presser de to mænd sammen i den klaustrofobiske billedramme uden mulighed for at flygte fra hverken hinanden eller fyrtårnets hemmeligheder og diffuse historie.

Kameraføringen er nærgående og suger os ind i stemningen, alt imens rummet fyldes af tågehorn, eder og forbandelser, mågeskrig og tiltagende vind og havsprøjt.

Skuespil af en anden verden

Willem Dafoe er afgjort en af vores yndlings-karakterskuespillere og har imponeret gang på gang i film som Wild at Heart, Platoon, Antichrist og Den engelske patient. En mere alsidig skuespiller skal man lede længe efter, og i The Lighthouse leverer han en af sine stærkeste præstationer.

Den gamle søulk med træbenet og flere skrøner, end De Syv Have kan bære, har et sprog og en fremtoning, der får kaptajn Ahab til at minde om en søndagsskolelærer. Dafoe får bitterheden, ensomheden og den bidende galde i den gamle, furede mand frem på forbilledlig vis uden antydning af hverken fagter eller overspil.

Robert “Twilight” Pattinson har derimod ikke ligefrem stået øverst på vores skuespillerliste, men her ryster han i den grad fortiden af sig og fremstår som kvalitetsskuespiller. Samspillet mellem de to mænd er intenst og sitrende som en overophedet krudttønde, så vi sidder ude på kanten af sofaen i spænding.

Eggers formidler galskaben og irritationen mellem de to på subtil og troværdig vis, uden special effects og kreativ fotografering/klipning, tæt på en dogmefilm.

Handlingen er meget sær, og filmen er ubønhørligt kompromisløs, hvilket garanteret ikke vil appellere til alle. Enkelte scener kunne med fordel være beskåret lidt, men denne unikke drama-gyser holder mere end nok til fem funklende stjerner.