Brosnan spiller en finansmand, der lever og ånder for jobbet. Men da han planlægger sit otium, bliver han taget ved næsen af en kynisk forretningsmand og mister alt af værdi. Desperat søger han hjælp hos sin ekskone (Thompson), og sammen planlægger de hævn – de vil stjæle en værdifuld diamant fra misdæderen …
Resten af filmen er så fordummende, forudsigelig og pinligt umorsom, at man græmmes. I et forsøg på at lave en crazy-komedie ud af historien bliver alting overdrevet, og der males med en meget bred pensel. Ganske vist er der god kemi mellem Brosnan og Thompson, men plat komik og haltende dialoger hjælper ikke på helhedsindtrykket. Her er der ikke antydningen af troværdighed, og alt for lidt raffinement og finesse til, at skaberne kan slippe af sted med det overdrevne plot og de stærkt karikerede figurer.
Skuespillerne har sikkert haft det sjovt under indspilningerne – synd, at vi ikke kan sige det samme om at overvære resultatet! De to lusede stjerner er først og fremmest for Timothy Spalls indsats.
Rigtig god, skarp billedkvalitet og et absolut godkendt surround-spor. Intet bonusmateriale.
Fakta:
- Release: 3. september 2014
- Instruktør: Joel Hopkins
- Medvirkende: Pierce Brosnan, Emma Thompson, Timothy Spall, Celia Imrie, Tuppence Middleton, Louise Bourgoin
- Genre: Komedie
- Land: Frankrig
- År: 2013
- Tid: 01:34 timer