Tyskeren Reinhard Heydrich (Clarke) kom ind i nazistpartiet gennem sin meget overtalende kone (Pike). Himmler udpegede ham hurtigt til leder af SS, en opgave, han gik til med flid og overbevisning – Hitler kaldte ham efter sigende “manden med jernhjertet”.
https://www.youtube.com/watch?v=EhGS2jnfMus
Filmen er opdelt i to dele, hvor den første handler om Heydrichs opstigning inden for partiet og hans totale mangel på empati og følelser, idet han som SS-officer mere og mere fremstår som et monster – indtil hans kone ikke længere kan genkende ham. Først midtvejs gennem filmen introduceres vi for de to tjekkoslovakiske helte, jan (O’Connell) og Jozef (Reynor) fra modstandsbevægelsen, der planlægger et angreb på Heydrich (“Operation Anthropoid”). Sandsynligvis en selvmordsmission.
Et spændende udgangspunkt for en film, men desværre halter både instruktion og dramaturgi, og hovedpersonerne er endimensionelle papfigurer, som vi aldrig rigtig lærer til at kende eller interesserer os for; det gælder ikke mindst heltene. Rosamund Pike er den mest menneskelige figur; filmens andre kvinder er bare til stede uden mål og mening. Trods et usædvanlig spændende plot byder The Man With the Iron Heart aldrig på sitrende spænding. Tre stjerner.
Blu-ray-udgivelsen byder på varierende billedkvalitet, hvor detaljer forsvinder i sneen, og mørke scener er præget af støj. Brugbart lydspor, men ikke imponerende. Intet bonusmateriale.
Fakta:
Blu-ray
Release: 22. februar 2018
Instruktion: Cédric Jimenez
Med: Jason Clarke, Rosamund Pike, Jack O’Connell, Jack Reynor, Mia Wasikowska, Noah Jupe, Geoff Bell
Genre: Action
Land: Frankrig/UK
År: 2017
Tid: 2:00 timer