Anmeldelse: The Mandalorian, sæson 2

Der er nu gået lidt over to år siden sæsonfinalen af The Mandalorian, sæson 2, men som vanligt hos Disney fik pressen desværre ikke adgang til serien inden premieren. Det samme gælder sæson 3.  

Den længe ventede tredje sæson får global Disney+-premiere i 1. marts, og denne gangen får pressen i det mindste mulighed for at se første afsnit samme dag som ‘den gemene hob’; i den anledning havde vi behov for et gensyn med serien – og det er vi vældig glade for, at vi gjorde! 

 

Flagskib

The Mandalorian var den første spin-off-serie fra Star Wars-universet og blev udråbt til at være selve flagskibet, da Walt Disney Company lancerede sin egen streamingtjeneste, Disney+, i efteråret 2019. 

Handlingen i The Mandalorian foregår i tiden mellem Return of the Jedi og The Force Awakens, nærmere bestemt seks år efter at Luke, Leia og Han Solo besejrede Darth Vader og Kejseren. Imperiet er gået i opløsning, og lovløshed og anarki, med diffuse mafiabander, råder i galaksen. 

Det er guldalderen for dusørjægere, og den største af dem alle er ‘The Mandalorian’ (Pedro Pascal). Pascal brillerer for tiden i den gådefulde zombie-dramaserie The Last of Us på HBO Max – hvor han endda får lov at vise sit ansigt. Men selv om karakterskuespillerens ansigt altid (?) er skjult bag en gylden hjelm af Beskar-stål i en galakse langt, langt væk, imponerer han i høj grad som en desillusioneret Star Wars-hovedperson. 

Lidt forenklet gik Mandos fremtidsplaner lidt i vasken, da han (noget modvilligt) påtog sig at transportere den dyrebare ‘Baby Yoda’ til en Jedi-ridder. Og når Mando først har afgivet et løfte, holder han sit løfte. 

Vintage Star Wars

Anden sæson har beholdt den særegne, karakteristiske stil, som helt klart giver minder om de klassiske Star Wars-film (1977-1983), med en tydelig smag af spaghettiwestern, tilføjet et stænk mørk middelalder. 

Serien ser både moderne og nostalgisk gammeldags ud på samme tid; et helt bevidst og meget vellykket valg fra serieskaber Jon Favreau. 

Da vi igen møder Mando og Grogu (Yoda) løber de snedigt nok på den lokale ‘sherif’ Cobb Vanth (Timothy Olyphant) i en afsidesliggende flække. At Favreau & co. har ladet sig kraftigt inspirere af vintage westerns med klassiske karakterer, tydelig skelnen mellem de gode og de onde, forblæste småbyer, prærielandskaber og en ensom mands kamp mod overmagten, er åbenlyst i det fortræffelige første afsnit. 

Dramaturgien sidder lige i skabet, scenografien er en miks af gamle westerns, vintage Star Wars og Mad Max. Special effects er perfekt tilpasset den lidt rå stil, og enspænderen, ‘manden-med-en-mission’, drager os ind i den legende handling. 

Forædlet – og videreudviklet

I sin utrættelige søgen efter en passende Jedi-ridder, som kan tage ansvaret for ‘drengebarnet’, allierer Mando sig med en række farverige og særprægede karakterer; samt opsøger skumle byer og livsfarlige planeter. Det hele præsenteres som små spillefilm i sig selv, og afsnittene varierer meget i længde. 

Jon Favreau er både serieskaber og manuskriptforfatter. Multitalentet er selv en stor fan af den originale trilogi, og han har taget hånd om og videreudviklet den eventyrlige og eksotiske stemning fra gamle dage, samt drypvis budt på mange nostalgiske referencer til den oprindelige historie fra George Lucas & co. 

Favreau har åbenbart kunnet vælge og vrage blandt stjernerne i Hollywood og hyret en række stjernenavne til små roller, for eksempel får vi en infam Titus Welliver (Bosch) som en af tidens bedste nazi-generaler (vi mener: Imperiet). Og apropos nazismen, i velkendt stil har Stormtroppene, akkurat som Putins fortabte mænd på de mudrede slagmarker i Ukraine, kun én funktion: Kanonføde! 

Når det er sagt, kommer der mange underholdende actionsekvenser ud af alt det hovedløse skyderi, og virkelig sjovt bliver det, da vi (endelig!) får et gensyn med Boba Fett (Temuera Morrison i storform). 

Totalt gennemført!

Special effects er stort set af samme type som i de tre oprindelige film, med miniaturer i stedet for massiv brug af computeranimation. Det giver serien et gammeldags look, som passer godt til det beskidte og utraditionelle univers. Langt mere Star Wars-agtig og humoristisk, mindre moderne end Andor, men lige så brutalt troværdigt.   

Lidt for ofte skal vi med djævlens vold og magt eksponeres for en typisk Disneyisme, hvor nuttede billeder af en gurglende, gylpende, smilende, legende lille grønært af en storøret dværgalf er i fokus. Den egentlig hovedkarakter, en ung Yoda med voksende superkræfter, er faktisk seriens svageste led. Vi orker ikke helt at leve os ind i Mandos brændende tilknytning og engagement for denne småirriterende karakter. På den anden side kan Disney sikkert sælge hundredtusindvis af Yoda-bamser … 

Heftige actionscener gennemsyrer sæsonen, både kampe i selve verdensrummet mod sorte ‘dæmon’-robotter og fabeldyr, og mellem fyrige Jedi-riddere – personificeret af selveste Rosario Dawson (Dopesick) som den koldeste og mest hårdeste af dem alle: Ahsoka. 

Teknisk set brillerer serien som noget af det bedste, vi har set fra sci-fi-verdenen, med upåklageligt håndværk fra A-Z. Det hele ser fantastisk ud, er stærkt klippet, byder på et utroligt detaljeniveau og oser langt væk af et stort budget. 

Når The Mandalorian så også er forbandet underholdende, er det bare at tage hatten af – og vente på sæson 3. Vi siger hellere end gerne ja tak til endnu en runde med ‘The Lone Rider’! 5 stjerner. 

Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.