Anmeldelse: The Mandalorian, sæson 3

Lige siden Disney+ blev lanceret i november 2019 har Star Wars spin-off-serien The Mandalorian været blandt streamingtjenestens førende flagskibsserier. 

Handlingen i serien foregår i tiden mellem Return of the Jedi og The Force Awakens, nærmere betegnet seks år efter at Luke, Leia og Han Solo besejrede Darth Vader og Kejseren. Imperiet er gået i opløsning, og lovløshed og anarki, med diffuse mafiabander, råder i galaksen. 

Det er guldalderen for dusørjægere, og den største af dem alle er ‘The Mandalorian’ (Pedro Pascal), som for tiden brillerer i svampe-zombie-serien The Last of Us. 

Da vi nu vender tilbage til Mandalore, er der gået to år siden afslutningen af sæson 2. 

Men var missionen ikke fuldført?

Kort fortalt har handlingen i de to foregående sæsoner drejet sig om dusørjægerens (i første omgang modvillige) mission om at transportere den dyrebare ‘Baby Yoda’/Grogu til Jedi-ridderne.  

Som de fleste ved, er en mandalorianer en mand af sit ord og dedikeret til sit livslange kald – da sæson 2 kulminerede på dramatisk vis, var Grogu da også i sikre hænder hos ingen ringere end den unge Jedi Luke Skywalker. Så hvorfor i alverden er duoen sammen igen?  

For at finde svaret på dette spørgsmål skal man besynderligt nok have set en anden Stars Wars spin-off-serie, The Book of Boba Fett. Serien refereres ofte til som ‘The Mandalorian, sæson 2.5’. Her ser vi i løbet af to afsnit, hvordan Luke træner Baby Yoda, men indser, at den nuttede ‘bamsebjørn’ med de store, søde øjne og lange, grønne ører savner sin tidligere herre, og giver ham valget mellem at fortsætte træningen eller genforenes med Mando/Din Djarin.  

For de af jer, der har set de tidligere sæsoner, var det tydeligt, at Grogu og Mando havde knyttet tætte bånd. Nu begiver den umage duo sig ud på endnu en farefuld rejse, hvor Mando forsøger at genoprette sin ære, som blev skændet, da han frivilligt tog sin hjelm af.  

For at gøre det må Din Djarin opsøge sit hjem og nedsænke sit legeme i de hellige kilder på den forladte planet Mandalore.

Kendt territorium med et nyt twist

Jon Favreau er seriens skaber, producer og manuskriptforfatter, og han tager os endnu en gang tilbage til den klassiske, lidt beskidte og rå Star Wars-stil fra gamle dage.  

Pressen har kun fået adgang til de første to af otte afsnit, men vi kan straks berolige fans af serien med, at Favreau stadig forvalter Star Wars-arven på forbilledlig vis.  

Greef Karga (Carl Weathers) leder Navarros folk gennem en urolig tid, hvor ‘The New Republic’ kæmper for at styre galaksen langt, langt væk fra sin mørke fortid.   

Under en ceremoni kommer Mando flyvende ind, slagter monstret og redder dagen. Det hele er actionmættet, spændende og imponerende godt lavet.    

Men så, efter et lidt muntert første afsnit (hvor Karga på sin sære måde ‘forklarer’, hvorfor Disney måtte skille sig af med skuespillerinden Gina Carano (Dune) – du kan læse om den egentlige årsag her – trækker mørke skyer op om Mando og Grogu.  

Din Djarin opsøger den fyrige Bo-Katan (Katee Sackhoff), som er i besiddelse af et ærværdigt stamtræ over tidligere herskere af Mandalore. Hun affejer imidlertid hans barnlige dagdrømme om pligt og gammeldags loyalitet; men Mando er besat af at genoprette Mandalorian-æren.  

Sammen med en ‘frisk’ androide og en Grogu med stadigt voksende mentale kræfter sætter han sig for at udforske Mandalores mørke minetunneler. En planet, der nu mest minder om det udbombede Mariupol i Ukraine – sønderbombet af det onde Imperium (ja, begge byer). 

PS! Her kan du donere penge til det livsvigtige hjælpearbejde i Ukraine!

En vintage hommage

Serien ser både moderne og nostalgisk gammeldags ud; et helt bevidst og meget vellykket valg fra serieskaber Jon Favreau, som har gjort en slags hommage til Star Wars-historien. Tredje sæson har bevaret den særegne, karakteristiske stil, som definitivt hensætter os til de klassiske Star Wars-film (1977-1983).  

Men hvor sæson 2 var en blanding af spaghetti-western tilsat et strejf mørk middelalder, får vi nu nærmest en fantasy-vibe, der leder tankerne hen på serier som Ringenes Herre.  

Én ting er den visuelle lighed mellem minerne på Mandalore og den enorme, øde by med minerne i Khazad-dûm (Ringenes Herre), men Favreau har i denne omgang lagt mere vægt på traditionelle fantasyelementer som arv, overtro, folklore og stolte traditioner, der er blevet overleveret gennem århundreder.  

Mandalorianerne er et ældgammelt folk med en klar mening med livet, og de er nu spredt over hele galaksen, uden magt og position. En fornuftig Pascal passer perfekt ind i disse elementer. Skjult bag en gylden hjelm af beskar-stål imponerer han stærkt som en desillusioneret Star Wars-protagonist. En mand, der tydeligvis søger efter en større mening med livet.  

Special effects er stort set af samme type som i de tre oprindelige film, med miniaturer i stedet for massiv brug af computeranimation. Det giver serien et gammeldags look, som passer godt til det beskidte og utraditionelle univers Ikke alle figurerne er helt korrekte, men langt at foretrække frem for ren og karakterløs computeranimation.   

Dramaturgien sidder stadig lige i skabet, og den legende handling iblandet intense actionscener gør serien seværdig for flere generationer i hjemmet. De relativt korte, afsluttede afsnit passer til konceptet og er med til at gøre The Mandalorian til et frisk pust i seriejunglen. 5 galaktiske stjerner. 

PS! Lyd & Billede var med til gallapremieren for The Mandalorian, sæson 3, i Oslo i onsdags.

Se billederne her: