Anmeldelse: The Mauritanian

Alle ved, at tre kaprede fly styrede ind i World Trade Center og Pentagon og et styrtede ned på en mark i Pennsylvania den 11. september 2001. Alle ved også (medmindre de sidder med sølvpapirshat på hovedet om aftenen og graver sig ned i latterlige konspirationsteorier), at fundamentalistiske muslimer ledet af den saudiarabiske ærketerrorist Osama bin Laden stod bag angrebene.

Mindre kendt er det, hvordan amerikanerne håndterede (dele af) af retsopgøret mod terroristerne og deres medhjælpere.

Som Bruce Springsteen synger i “Devils & Dust”, i skikkelse af en desillusioneret amerikansk soldat, der kæmper en endeløs krig i Irak efter 11. september, hvor amerikanerne i kampens hede er ved at miste sig selv og de værdier, de slås for:

What if what you do to survive
Kills the things you love
Fear’s a powerful thing
It can turn your heart black you can trust
It’ll take your God filled soul
And fill it with devils and dust

Manuskriptet til The Mauritanian er baseret på selvbiografien Guantánamo Diary af Mohamedou Ould Slahi, der udkom i 2015, mens han stadig sad i fangenskab på Guantánamo-basen på Cuba.

Slahi (Rahim) er fra Mauretanien, hvor han som teenager fik et stipendium til at studere i Tyskland. Her kom han i kontakt med et radikalt miljø, der ville kæmpe mod russerne i Afghanistan, og Slahi tog af sted og kæmpede sammen med mujahedinerne fra 1990 til 1992.

Efter amerikanernes intense klapjagt på 9/11-terorristerne og deres medsammensvorne, ledet af den fundamentalistiske forsvarsminister Donald Rumsfeld og vicepræsident Dick Cheney, dukkede Slahi op på radaren. I Afghanistan trænede han i en periode i en al Qaeda-lejr, og hans fætter havde engang ringet til ham – direkte fra bin Ladens private satellittelefon …

Med andre ord var det ikke så underligt, at amerikansk efterretningsvæsen og militær gerne ville “have en snak” med Slahi.

Slahi blev anholdt i Mauretanien i 2002 og derefter, via ophold i Jordan og Afghanistan, fragtet til den berygtede Guantánamo-base på Cuba. En base, hvor USA bevidst anbragte 11. september-mistænkte for at holde dem uden for ordinære retsinstanser og “besværlige” juridiske borgerrettigheder.

På Guantánamo blev han stemplet som “fange 760”, frataget alle sine rettigheder, fængslet uden bevisførelse og domfældelse, og endelig tortureret for at tilstå. The Mauritanian beskæftiger sig med hans ekstraordinære liv fra han i 2005 fik en borgerrettighedsadvokat, Nancy Hollander (Foster), til han blev frikendt i 2010 og endelig løsladt i 2016.

Desværre formår instruktør Kevin Macdonald (State of Play) og manuskriptforfatterne ikke at formidle denne usædvanligt spændende historie på hverken engagerende eller nuanceret vis.

Filmen skifter mellem den juridiske kamp og flashbacks til Slahis opvækst og hans fangenskab på Cuba, men vi kommer aldrig ind under huden på ham eller hans motiver, ideologi og værdier.

Næsten samtlige filmens hovedpersoner er endimensionelle good guys, der kun ser sagen fra én side og ikke problematiserer den. Det bliver for letkøbt, når en karikeret Zachary Levi ophidset udslynger, at “nogen” skal betale for mordene på 3.000 amerikanere, deriblandt en god ven af anklageren Stuart Couch (Benedict Cumberbatch med dyb sydstatsaccent).

Selv anklageren får etiske kvaler med sin gud, da han indser, at den sag, han skal procedere, er baseret på tilståelse under tvang og tortur. Og hvad i alverden den underligt naive do-gooder Teri Duncan (Woodley) laver i filmen, går over vores forstand. Hun tilfører hverken nerve eller såre tiltrængt dramaturgi.

Bevares, intentionerne bag filmen er gode, og det er vigtigt at belyse eklatante brud på menneskerettighederne begået af en stat, der er sat til at forsvare dem; men vi ville ønske, at det var gjort lidt mere subtilt. Her fortaber dramaet sig i meningsløse sidehistorier og manglende momentum. Vi føler sjældent, at der er noget væsentligt på spil.

Det bliver for simpelt og klichéagtigt, når så vigtige spørgsmål bliver diskuteret over en øl eller med en cheesy monolog om amerikanske retsstatsprincipper.

Med undtagelse af et par lige lovlig eksplicitte torturscener er filmen desværre en træg omgang, hvor Foster og Woodley gennemgår kasse efter kasse med endeløse censurerede dokumenter.

Filmens mest engagerende og humane aspekt er de få samtaler Fange 760 har med Fange 241 i fængselsgården. Her slår dialogen gnister, menneskelige følelser kommer op til overfladen, og The Mauritanian vågner pludselig til live.

Tre lunkne stjerner til en film, der omhandler et af de vigtigste retsopgør i nyere tid, men som kun skraber i overfladen og det endda på en ensidig og relativt kedelig måde.