anmeldelse: The Mule

Ti år efter det, der skulle være hans sidste film, Gran Torino, er legenden Clint Eastwood stadig aktiv både foran og bag kameraet. Baseret på en sand historie spiller Clinten endnu en gang en veteran fra Koreakrigen, lidt ude af takt med sin tid og på kant med familien. Ved en tilfældighed ender han med at supplere pensionen som kokainkurér fra sit hjem i Texas til storbyen Chicago. En biindtægt, der kører på skinner, indtil DEA, i skikkelse af Bradley Cooper, kommer på sporet.

The Mule er Eastwoods ottende film som instruktør siden Gran Torino, og vi skal ikke skjule, at det har været et ujævnt årti for den lidt mutte instruktør med højdepunkter som American Sniper og Miraklet på Hudsonfloden, men også kiksere som 15:17 til Paris.

Filmens mest interessante aspekt er den aldrende mands forhold (eller mangel på samme) til sin dysfunktionelle familie – som han siger: “I haven’t talked to my daughter in twelve and a half years.” Forsøgsvis prøver Eastwood at bygge det op som en parallel spændingsfilm med narkokartellet, der truer ham, og DEA, der indkredser sit bytte. Men på dette plan flopper filmen, både på grund af manglende troværdighed, haltende dramaturgi og uinteressante personer.

Selve handlingen er relativt langtrukket og repetitiv; det er Eastwood som habil – og særdeles charmerende – skuespiller, der bærer filmen. Det er en fornøjelse at se den 88-årige mand nynne med på countrymusik på landevejen og give fanden i normer og konventioner, og hans glæde ved skuespillet og intensive tilstedeværelse skinner igennem. Tre stærke stjerner til en let forglemmelig film.