: Kedeligt mumieorgie

I 1930’erne bød Universal op til horror-fest. Man kunne se den ikoniske Boris Karloff som monster i Frankenstein (1931) og som mumie i The Mummy (1932), Bela Lugosi som vampyr i Dracula (1931), Jack Griffin som usynlig mand i The Invisible Man (1933), Karloff som monster igen i Bride of Frankenstein (1935) og Lon Chaney Jr. som varulv i The Wolf Man (1941).

Siden da har utallige mumiefilm set dagens lys; de mest kendte er de tre med Brendan Fraser og Rachel Weisz fra årene 1999-2008. Nu har Universal sat sig for at genoplive deres gyserunivers og give filmene en rød tråd. Først ude er The Mummy.

Nick Morton (Cruise) befinder sig i nutidens Irak. Han og partneren Vail (Johnson) lever det glade liv som hensynsløse og nonchalante gravrøvere, indtil de falder over et skjult gravkammer tilhørende den egyptiske prinsesse Ahmanet (Boutella) – og helvede bryder løs!

Den første time er relativt velspillet og dramaturgisk godt opbygget. Her får vi Tom Cruise som en rapkæftet og uansvarlig version af Indiana Jones, men efter at graven åbnes, forbandelsen slippes løs, og hele balladen flytter til London, går luften af ballonen.

Filmens special effects er vellavede og effektive, men har en tendens til at gro sammen; et indtryk, der forstærkes af den irriterende hurtige klipning – muligvis for at skjule den manglende substans.

Historien er tynd som suppe uden bouillon, og karaktererne er ikke ordentligt udviklet. Især det søgte forhold mellem Nick og den blonde Jenny Halsey (Wallis) virker utroværdigt og uden kemi. Den saftigste rolle tilfalder Russell Crowe som Dr. Jekyll/Mr. Hyde, men selv den er alt for lidt udviklet.

Alt i alt et blodfattigt balsameret lig, som ikke frister til gensyn. En overraskende uspændende og humorforladt forestilling, især i betragtning af at David Koepp (Jurassic Park, Mission: Impossible) er med på manuskriptsiden. Efter den skuffende premiere er franchisen da også lagt i graven. Vi anbefaler i stedet de to første film med Fraser & Weisz, som trods alt oser af charme, humor og kemi. Tre slappe stjerner til 2017-versionen.

I betragtning af at det er en 4K-udgivelse, blev vi skuffet over Atmos-lydsporet. Lækker surround og klar tale, men i komplekse actionscener mudrer lydbilledet alt for meget. Billedkvaliteten er god, men mangler det sidste på skarphed og farver for at opnå topkarakter. Det omfattende bonusmateriale giver os bl.a. et interessant kommentarspor, slettede og udeladte scener, interviews og et kig på filmens special effects.