Anmeldelse: The Night Manager

Jonathan Pine (Hiddleston) er en tidligere soldat, der søger fred og ro i en simpel, stilfærdig tilværelse som natportier på et luksushotel i Cairo. Her havner han ved en tilfældighed (?) sammen med den smukke Sophie, der desværre også er “glædespige” for kronprinsen i byens mafiafamilie numero uno. Sophie lækker planer om en stor illegal våbenhandel til ham – hvilket koster hende livet og sender ham i armene på MI6.

Miniserien er baseret på en roman af samme navn af spionmesteren John le Carré fra 1993. Her får vi historien i en nutidig version med det arabiske forår som politisk bagtæppe. Mellemøsten er arnested for evige konflikter og ulovlig våbenhandel, hvilket filantropen Richard Roper (Hugh “House” Laurie) forstår at benytte sig af. Under dække af at være en barmhjertig nødhjælpsarbejder indgår han aftaler om illegalt salg af alt fra maskingeværer over napalm til kampfly – alt, hvad købernes hjerter måtte begære.

I en underafdeling af MI6 har Angela Burr (Colman) i over ti år forsøgt at stoppe Roper og ser nu Pine som et muligt hemmeligt våben. For at hævne Sophie – og “for Queen and Country” – siger Pine ja til at infiltrere Ropers organisation.

The Night Manager er en utrolig realistisk, spændende og subtilt fortalt spion-thriller med alle de klassiske elementer på plads. Under en storpolitisk paraply følger vi Pine på hans tilsyneladende umulige opgave, fra de riges legepladser i Spanien, Monaco og Egypten til små landsbyer i England, mellem korrupte og upålidelige efterretningsfolk. Og undervejs falder han (selvfølgelig!) for Ropers unge elskerinde, Jed (Debicki).

Fortællingen er kompleks og mangefacetteret, og passer som hånd i handske til miniserieformatet. Her får personerne virkelig tid til at vokse og udvikle sig, samtidig med at plottet kompliceres, og nettes strammes.

Skuespillet er i top med Tom Hiddleston i spidsen som en verdensvant James Bond-type og en fortræffelig Hugh Laurie som kynisk våbenhandler. Men den skuespiller, der imponerer os mest, er faktisk Olivia Colman som den ubestikkelige og personligt engagerede efterretningsbureaukrat. Sjældent har vi set en mere troværdig figur inden for spiongenren, skildret med absolut fortræffeligt skuespil.

I instruktørstolen sidder danske Susanne Bier, som har fuld kontrol over begivenhederne. Hun bygger historien op sten for sten og har en usædvanlig god sans for den dramatiske opbygning. Ikke alt fremstår lige troværdigt, og der tages nogle lidt for letkøbte genveje undervejs, men det er så tæt som det er muligt at komme på seks stjerner. En født klassiker!

Lydsporet (dts-MA 5.1) byder på et godt surround-miks, men der mangler lidt fylde og punch. Billedkvaliteten svinger for meget, og især i lidt mørke scener er der problemer med svage detaljer og billedstøj. Intet bonusmateriale.