TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: The OA, 1. sæson

Famlende spirituel seance

Ny Netflix-serie byder på en salig blanding af mystik, drama, spænding og ren volapyk. Ofte meget underholdende og fængslende, men også meget ujævnt.

Af / 10/02/2017 - 09:32
The OA, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Seriens hovedperson er den 28-årige Prairie Johnson (Marling). Prairie vender pludselig tilbage til den lille søvnige by i Midtvesten, som hun forsvandt fra syv år tidligere. På hospitalet bliver hun mødt af sine adoptivforældre – som hun for første gang kan se! Da hun forsvandt, var hun nemlig blind, men er det mirakuløst ikke længere.

Hun vil dog hverken sige noget om de syv år, der er gået, til sine forældre eller til FBI, men åbner sig for en broget bande outsidere.

Kill your darlings
Skaberne bag denne overraskende serie – som ingen havde hørt om, før den dag den blev lanceret – er Brit Marling, der også spiller hovedrollen, og Zal Batmanglij, der også har instrueret.

Vi mistænker dem for at have fået carte blanche af Netflix for derefter at skrive plottet under indflydelse af heftige centralstimulerende stoffer en sen aften – et plot, som ingen tydeligvis er kommet med korrektiver til. For det har mængder af svævende spiritisme, som ikke hænger sammen med resten af historien, og mange darlings, der burde have været aflivet, før man nåede til indspilningsstadiet.

Men sikke dog en speciel og anderledes serie, de har skabt, og den skal nok finde sit publikum. Dermed ikke sagt, at alle, der kunne lide Stranger Things, vil finde The OA lige så appellerende.

Annonce

Spændingsserie uden nerve
The OA er en serie, der er svær at beskrive uden at afsløre centrale dele af plottet, men det er også noget af en udfordring at skrive et forståeligt handlingsreferat, for den stritter i alle retninger!

Prairie, der efter hjemkomsten insisterer på at blive kaldt “The OA”, sætter sig ned med sine fem udvalgte “freaks” for at fortælle – og få hjælp. En gruppe af skolens udskud a la banden i The Goonies, plus en lærerinde, der gennem “The OA” har set lyset. Og Prairie serverer en helt utrolig og fascinerende historie for dem, der begynder i 1980’erne blandt Moskvas oligarker.

Hun blev nemlig født ind i den øverste overklasse i Rusland, men fordi hendes far var omgivet af fjender fra den russiske mafia, kom hun ud for en “ulykke”, der kostede hende synet. Derefter blev hun sendt i sikkerhed i USA, indtil hun ad omveje blev bortadopteret.

Sådan begynder serien, og det er en god og lovende start, som kunne danne grundlag for mange twists og fascinerende, spændingsmættede handlingstråde. Men det lykkes aldrig The OA at bestemme sig for, hvad den vil være. Er det en klassisk kidnapningsserie med sitrende spænding og efterfølgende traumer, eller er vi ude på en spirituel Nirvana-rejse?

Efter mere end syv timer er vi faktisk ikke sikre. Hvad vi derimod er sikre på, er at spændingen fordamper i al den quasi-spiritisme.

Broget flok
Det er en broget flok, serieskaberne har samlet, med kendte og mindre skuespillere. Den stærkeste præstation får vi fra Phyllis Smith som den aldrende lærerinde, der lader sig forføre af “The OA”. Strålende subtilt og ægte skuespil.

Brit Marling, der skal udfylde hovedrollen, er underligt neutral og endimensionel, og formår ikke rigtig at formidle den mystisk, der skal omkranse hendes figur. Derimod gør Jason Isaacs en glimrende indsats som en passioneret forsker, der ikke skyr nogen midler.

Fugl eller fisk?
Som nævnt formår forfatterne ikke at bestemme sig for, hvad serien egentlig skal handle om, så den ender som hverken fugl eller fisk, men snarere en “fuglefisk”, der desperat prøver at komme på vingerne.

The OA, sesong 1_11 The OA, sesong 1_10 The OA, sesong 1_9 The OA, sesong 1_8 The OA, sesong 1_6 The OA, sesong 1_7 The OA, sesong 1_5 The OA, sesong 1_4 The OA, sesong 1_3 The OA, sesong 1_2 The OA, sesong 1_1 (1)
<
>
The OA, 1. sæson

Serien er bedst, når den fokuserer på Jason Isaacs’ gale videnskabsmand og hans ufrivillige forsøgspersoner. Her oplever vi indimellem en sitrende klaustrofobisk spænding og nærmest ubehag i maven. Desuden fungerer de sekvenser, hvor Prairie sidder i et ufærdigt hus, omgivet af stearinlys, og fortæller sin dramatiske historie til de lydhøre “disciple”, godt.

Alt i alt mange gode enkeltscener, men som helhed hænger serien slet ikke sammen, og hvor den forsøger at være ukonventionel og “anderledes”, ender den ofte som en ufrivillig kliché. Når vi forventes at måbe i undren, sidder vi snarere med en usikker latter. Tre stjerner.

Billedkvaliteten er, af Netflix at være, overraskende bleg, kornet og uden smæld i farverne. Lydkvaliteten er der derimod ikke meget at udsætte på. Hele første sæson er nu tilgængelig på Netflix.

Karakter
The OA, 1. sæson

Fakta:

  • Netflix
  • Release: 16. december 2016
  • Instruktion: Zal Batmanglij
  • Med: Brit Marling, Jason Isaacs, Emory Cohen, Scott Wilson, Alice Krige, Patrick Gibson, Phyllis Smith
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2016
  • Tid: 7:16 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *