Anmeldelse: The Offer

I anledning af The Godfathers 50 års jubilæum kommer den nye Paramount-serie The Offer, der handler om indspilningen af den ikoniske gangsterfilm.

Få film har sat et større aftryk på filmhistorien end Mario Puzo og Francis Ford Coppolas episke mafiatrilogi om den sicilianske Corleone-familie. The Godfather (1972) satte en ny standard for alle efterfølgende mafia- og krimifilm såvel som tonen for portrættering af familiedynastier på film og i TV-serier.

At filmens “fødsel” var trang og kompliceret, og at optagelserne var fulde af problemer og uenigheder mellem Paramount og Coppola/Puzo, har længe været alment kendt. Læg dertil, at dele af den amerikanske mafia aktivt forsøgte at spænde ben for filmen, og der er masser af stof til en spændende og fascinerende historie.

Bag kulisserne

Efter at have erhvervet filmrettighederne til Puzos uventede bestseller The Godfather (1969) og derefter længe overvejet, om de skulle sælge dem videre, besluttede Paramount, i skikkelse den magtfulde seniorvicepræsident Robert Evans (Goode), sig for at producere filmen.

Evans hyrede derefter den relativt ukendte producer Albert S. Ruddy (en glimrende Miles Teller), som igen gav instruktøren Francis Ford Coppola (Dan Fogler fra Fantastiske skabninger) et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Resten er historie.

Michael Tolkins serie har sat sig for at “afsløre” produktionshemmelighederne, give os et indblik bag kulisserne under indspilningen af klassikeren og forklare, hvor svær en filmproducents hverdag kan være. Især på det sidste punkt virker serien af og til noget belærende og lige lovlig banal; manuskriptet er da også hovedsagelig baseret på Ruddys erindringer.

Vi får ikke hele scener fra filmen genskabt, men får drypvis sjove facts og begivenheder fra indspilningerne serveret, såsom at katten på Brandos skød ikke var planlagt, at James Caan virkelig bankede Gianni Russo, og at Coppola havde en meget personlig tilgang til Al Pacino, da Michael Corleones store forvandlingsscene skulle optages.

Problemer som perler på en snor

Det meste af serien går med til at følge Ruddy som en anden Duracell-kanin af en problemløser med hans dedikerede sekretær, Bettye (Temple), konstant i hælene.

Han er producenten og altmuligmanden, som er fanget mellem to negle, idet studietoppen er bekymret for økonomien og tænker så kommercielt som muligt, mens duoen Coppola/Puzo ønsker størst mulig kunstnerisk frihed og ikke vil belemres med “bagateller” som et budget.

I baggrunden lurer den rigtige mafiafamilie Colombo, ledet af den arketypiske Joe (Ribisi). New York-mafiaen kontrollerede de stærke fagforeninger, og ingen filmede i staten uden deres velsignelse.

Historien er krydret med et væld af stjerner, både foran og bagved kameraet – så meget, at det nærmer sig namedropping.

De dekadente 1970’ere

Tidskoloritten er ramt fortræffeligt. Vi befinder os i begyndelsen af de flagrende 1970’ere, med farverigt tøj og ditto drinks, store slips, brune møbler og mænd i alle magtfulde positioner. Hollywood er midt i en brydningstid, og de store studiers indflydelse er under forandring.

Desværre er der ikke så meget substans i fortællingen, som lidt for ofte skraber i overfladen af en meget fascinerende historie.

Hele mafiasporet vies for meget spilletid i en serie, der nok kunne være skåret ned til syv-otte episoder. Vi får en oprørt Frank Sinatra med tætte bånd til mafiaen, som er indigneret over, at den fiktive sanger Johnny Fontane åbenbart er et alias for ham selv. Giovanni Ribisi gør som sædvanlig en solid indsats, men manuskriptforfatterne er desværre faldet for fristelsen til at gøre ham til en karikeret mafioso.

Blandt de bedste scener finder vi den uforlignelige duo Coppola og Puzo (Gallo), der småskændes omkring køkkenbordet, mens de skriver manuskriptet til eposset. Her gør både Dan Fogler og Patrick Gallo et glimrende stykke arbejde med at genskabe magien og portrættere legenderne – og de ligner også forbandet godt.

Så var vi langt mere skeptiske over for valget af Justin Chambers som Marlon Brando, men selv om han ikke ligner legenden på en prik, så rammer han gestik, mimik og stemmeføring lige på kornet. Det samme kan siges om en overbevisende nervøs Anthony Ippolito som den relativt uprøvede Al Pacino – et kontroversielt valg til hovedrollen, som studiet gjorde sit bedste for at sabotere, men Coppola stod (heldigvis) fast.

Matthew Goode er veloplagt som mediemogulen Robert Evans, en herligt dekadente mand, men også en mand med et brændende engagement og stor faglig stolthed; noget, han i den grad får brug for, da han må kæmpe mod moderselskabet, der overvejer at sælge Paramount.

Samtidig er han en mand, der er vant til at få, hvad han vil – uden at blive modsagt. Ind imellem kampene om The Godfather håndterer han efterdønningerne af megasuccesen Love Story, mens han i sengen læser manuskriptet til Chinatown og taler i telefon med Jack Nicholson. Med en forsmået Ali MacGraw ved sin side. Herligt!

Et must

The Offer er lidt en blandet oplevelse, idet den forsøger at gabe over for meget på én gang. Hovedfokus er på den kreative proces og indspilningen af The Godfather, men der bruges for meget tid på interne mafiaopgør i New Yorks beskidte baggyder og Gulf & Western/Paramounts svævende forretningsplaner.

De sidste episoder har da også en tendens til at træde vande. Ideelt set ville vi gerne have haft flere guldkorn fra optagelserne af den legendariske film – det er også her, serien er bedst. Et must-see for film-connaisseurs. Fire stjerner.

The Offer har premiere på Paramount+ den 29. april, hvor de første tre afsnit bliver tilgængelige, efterfulgt af et nyt afsnit hver fredag.