Anmeldelse: The Old Guard

Den meget dygtige og alsidige, sydafrikanske skuespillerinde Charlize Theron (som vi sidst så i solide Bombshell) har flere gange vist sine evner som actionheltinde på film.

I bl.a. Fast & Furious 8, Æon Flux, Atomic Blonde og ikke mindst Mad Max: Fury Road har Theron vist, at hun er fuldt på højde med mandlige actionhelte. Forhåbningerne til den nye Netflix-film The Old Guard var dermed store, og de blev ikke mindre af, at Gina Prince-Bythewood var en del af regien. Det er helt sikkert ikke Therons skyld, at The Old Guard ikke indfrier forventningerne, da hun kan svinge et sværd, håndtere et våben og sparke fra sig i nærkamp på en både overbevisende og underholdende måde – det står langt værre til med filmens usædvanlig søgte (latterlige?) plot.

 

Baseret på tegneserien af Greg Rucka og Leandro Fernandez bliver vi bekendt med krigsheltinden Andy. Andy (Charlize Theron) er noget så unikt som (nærmest) udødelig. Hun har åbenbart været til stede i alle vigtige slag siden Kristus og altid kæmpet på de godes side gennem historiens gang. Undervejs har hun indfanget fire andre af sin art, hvoraf de tre fortsat kæmper på hendes side.

Du kan skyde dem, stikke knive i deres kroppe og sparke dem ad Pommern til, men deres kroppe “helbreder”sig selv på mirakuløs vis. Selv en kugleregn fra automatvåben ryster de af sig efter nogle minutter.

Efter flere århundreder uden at opdage nye tilfælde støder teamet på marinesoldaten Nile (KiKi Layne). Hun viser sig at være knap så let at overbevise om både udødeligheden og teamets moralske modus operandi.

I det andet ringhjørne bliver vi bekendt med den lidt naive filantrop Copley (Chiwetel “12 Years a Slave” Ejiofor), som er overbevist om, at man kan udrydde al sygdom ved at udtage det unikke DNA fra de udødelige. Han kontakter derfor en af lægemiddelgiganterne, ledet af den knap så filantropiske Merrick (Harry Melling). Det går, som det må gå – ad helvede til.

Actionscenerne er gennemgående fremragende koreograferet og filmet på vanlig tegneserieagtig vis. Underholdende og visuelt lækkert, men i længden lidt ensformigt og langsommeligt. Det er da heller ikke på det område, hverken Prince-Bythewood eller Theron svigter.

Når selve historien, vi får serveret, bliver så overdreven, kunstigt konstrueret og oven i det hele pyntes med endimensionelle papfigurer, som vi ender med at blive irriterede over, falder det meste af filmens præmis og eksistensberettigelse til jorden.

Vi tror ikke et sekund på, at den åbenbart intelligente og opvakte Copley kan være så infantilt naiv, at han, med åbne øjne, går i kompagniskab med Djævelen (Merrick). Når han så ser, hvordan han opererer, fortsætter han selv med at levere “varen”. Et muligvis endnu større problem er, at Merrick selv er så latterligt endimensionelt ond og kynisk, uden snerten af empati eller medmenneskelighed.

Filmen løftes af glimrende skuespil fra den eneste “normale” karakter, Nile, som ser på den absurde verden med vores øjne. Hun stiller alle de “dumme” spørsmål og sætter selvtægtsudøverne til vægs. Layne er glimrende i rollen og får kompleksiteten frem i karakteren, samtidig med at hun er lige god som bekymret familiemedlem og benhård soldat.

Theron er endnu en gang glimrende som actionheltinde, men bliver desværre påtvunget så meget håbløs dialog og pompøsitet, at karakteren som helhed falder noget igennem. Hendes medspillere er mere fornøjelige, ikke mindst det charmerende bøssepar Joe og Nicky. Den fuldstændig uforløste slutning vil vi dog bare forbigå i tavshed.

Alt i alt en periodisk heftig actionfilm, som ikke formår at levere meget mere end en samling solide actionsekvenser. 3 fuldstændig middelmådige stjerner – og helt sikkert ikke en film for alle.