Den rastløse rod “Handsome” Luke (Gosling) lever af halsbrækkende motorcykel-stunts i et omrejsende cirkus. Et besøg i en lille by i staten New York indebærer et one-night stand med den eksotiske Romina (Mendes). Siden hører hun ikke noget fra ham. Et år senere opsøger hun ham i cirkus, og da Luke får at vide, at han er far til en søn, bryder han straks med sit omrejsende liv og beslutter sig for – i modsætning til sin egen far – at tage ansvar og sørge for mor og barn. Men Romina er temmelig skeptisk, for hun har allerede en mand i huset, og Luke ejer ikke salt til et æg.
Med lavt selvværd og begrænset viden/uddannelse kæmper han for at få et job og tilpasse sig det borgerlige liv. Han møder automekanikeren Robin og får en slags arbejde. I desperation og motiveret af Robin begynder de at røve banker – med stor succes, indtil politimanden Avery (Cooper) sætter en brutal stopper for legen.
Filmens røde tråd er far/søn-relationer, et tema, der tager os med på en rejse gennem tre generationer i to forskellige familier, hvor alle fædrene har det svært med forholdet til deres sønner. Enten er faren løbet væk, fraværende, død eller uinteresseret og usikker.
Historien fortælles med bred pensel, hvor vi sidder tilbage med en følelse af at have set tre forskellige film. Første del, der fokuserer på Luke, er afgjort filmens stærkeste. Derefter følger vi den politimand, der stoppede ham, og som nu kæmper både på hjemmefronten og på jobbet. Endnu en god præstation af Bradley Cooper, men hvor er det dog uopfindsomt at caste Ray Liotta som korrupt politimand (en rolle, han vist har klippekort til). Tredje og sidste del om den næste generation kæmper for at finde rytme og troværdighed. Her bliver plottet for konstrueret og haltende.
Vi lader os forføre af et intrikat plot, glimrende skuespil og gode dialoger, men Cianfrance vil fortælle så meget på relativt begrænset tid, at det ofte føles, som om vi styrter af sted. Filmen er også for svingende i kvalitet til en topkarakter, men fire stjerner tøver vi ikke med at give.
Både lyd (dts-MA 5.1) og billede er af mere end godkendt kvalitet, og på bonusfronten får vi en minidokumentar, nogle udeladt scener og et fremragende kommentarspor fra instruktøren.
Fakta:
- Release: 28. august 2013
- Instruktør: Derek Cianfrance
- Medvirkende: Ryan Gosling, Bradley Cooper, Eva Mendes, Ray Liotta, Olga Merediz, Craig Van Hook
- Genre: Drama
- Land: USA
- År: 2012
- Tid: 2:20 timer