Anmeldelse: The Playlist

I en svunden tid, da undertegnede var noget yngre, gik man begejstret i den nærmeste pladebutik (og dem var der mange af!) for at lytte til nye CD’er, og derefter købe nogle med hjem. Prisen var over 100 kroner for et nyt album – og kunstnerne og pladeselskaberne skovlede penge ind. 

Så kom internettet, og med the world wide web fik vi nye, hidtil ukendte måder at distribuere musik på. En måde at lytte til musik på, hvor man havde hele verdens jukeboks i sin lomme, som den yngre generation hurtigt tog til sig. 

Det eneste problem var, at udviklingen var drevet af tyveri af kunst, uden at kunstnerne fik vederlag. Først og fremmest promoveret af anarkisterne bag The Pirate Bay. 

Læg hertil en antikveret, bagudskuende pladeindustri, som hverken ønskede eller evnede at forny sig – og vi fik den perfekte storm. Pladesalget styrtdykkede omkring 2005, og jo mere almindeligt, det blev med bredbånd i de små hjem, desto flere ‘almindelige mennesker’ downloadede musik på ulovlig vis. 

Nørden som ville forandre verden

Den svenske programmør Daniel Ek (Edvin Endre) havde i 2004 netop indkasseret 10 millioner for sit tech-selskab (web-reklame), og ledte nu efter nye netbaserede projekter, han kunne investere sine penge og kompetencer i. Sammen med tech-investoren Martin Lorentzon (Christian Hillborg), Sveriges svar på Jordan «The Wolf of Wall Street» Belfort, kastede de deres kærlighed på musikindustriens forældede forretningsmodel – og satte sig for at udvikle verdens bedste streaming-tjeneste for musik. Og den skulle være gratis for brugerne.  

Den norske instruktør Per-Olav Sørensen (Quicksand – Størst af alt, Fenris), har med udgangspunkt i Christian Spurriers manuskript dramatiseret Spotifys dramatiske fødsel. Startup-virksomheden blev etableret af den overoptimistiske duo allerede i 2004 – først fire år senere kunne de lancere streamingtjenesten; det var med en ejerandel på 20 procent til pladeselskabet og en mulighed for et premium-abonnement, som brugerne skulle betale for. Som Lorentzon lakonisk siger: “Det her er en virksomhed“. 

Det er en utrolig fascinerende historie, der danner grundlag for serien, som omhandler vores nære fortid og ser tilbage på den enorme udvikling, der er sket inden for et kort tidsrum. I dag er der ingen, der ville tilbage til tiden med WalkMan og Discmans, hvor man i bedste fald kunne tage 3-5 albums med på farten. Med Spotify fik man hele verdens musikbibliotek direkte på sin bærbare computer eller smartphone (iPhone blev lanceret i 2007). 

 Det er en digitalisering, som hele medieverdenen har været udsat for, ikke kun musikbranchen; men også film/serier, TV og aviser/magasiner. Hvor udviklingen er gået i ekspresfart, og store mediegiganter har kæmpet for at følge med, samt tilpasse sig ændrede brugervaner og global konkurrence om læsere og annoncekroner.

Forskellige ståsteder – og divergerende opfattelser

Instruktøren har valgt at fortælle historien set fra seks nøglepersoners perspektiv. Et interessant valg, men det fører desværre til en del gentagne sekvenser, som ikke tilfører historien meget nyt fra perspektiv til perspektiv. Vi får iværksætterfasen set fra Daniel Eks synspunkt, samt fra investorens, musikerens, advokatens, chefprogrammørens og artistens ståsted. 

Det mest menneskelige perspektiv, og nærmest den eneste person med emotionel tilstedeværelse, får vi i episoden med chefen for Sony Music, Per Sundin (Ulf Stenberg) i fokus. Her føler vi med en mand, vi kan associere os med, både på det medmenneskelige, private og forretningsmæssige plan. Det let outrerede samarbejde mellem nørden Ek og ADHD-kapitalisten Lorentzon får en overfladisk og noget letbenet fremstilling. 

Den stadige repetering af nøglesekvenser, ofte kun med små nuancer, hindrer dramaturgisk fremdrift og gør indimellem serien langtrukken. Og her burde da ellers  være nok interessant materiale til at holde spændingen ved lige i fem samfulde timer. 

Dokumentar?

Serien fungerer bedre, hvis man ser den som en ren drama-dokumentar, end som en dramaserie som går bag om personerne, deres bevæggrunde og personlige udfordringer. Både manusforfatter og instruktør har en tendens til at drukne os i tekniske detaljer og juridiske spidsfindigheder. 

Derudover skæmmes serien af tegn på et relativt begrænset budget; det er for eksempel pinligt åbenbart, at ikke en eneste scene er filmet i New York, og at amerikanerne bliver overdrevent karikerede stereotyper. 

Alt i alt en særdeles fascinerende historie, som sætter vores nære fortid under lup og giver et interessant tilbageblik på overgangen mellem ‘gammeldags’ og moderne forbrug af kultur og medier. Gennemgående leverer The Playlist også gode skuespilpræstationer, men vi savner den emotionelle dybde og et mere komplekst narrativ. Det bliver en smule for overfladisk. 3 stærke stjerner.