anmeldelse: The Politician, 1. sæson

Med The Politician giver Netflix os en serie med et højaktuelt fokus: Hvordan politikere benytter sig af alle midler for at vinde et valg.

Ambitiøs

Den adopterede Payton Hobart (Platt) er vokset op i en af Californiens rigeste familier med et par småtbegavede tvillingebrødre, en aldrende far, der kun interesserer sig for gamle bøger, og en mor (Paltrow), der er en typisk trofækone – og forelsket i en anden kvinde.

Payton er sidsteårselev på en fashionabel high school og har haft ét mål for øje, siden han var syv år: Han vi være USA’s præsident! Det er ikke bare noget, han drømmer om eller stræber efter; Payton ved, at han skal være amerikansk præsident som voksen. Hele hans livsforløb er lagt til rette efter dette ambitiøse mål. Hvad han studerer, hvilket college han skal på, hvad han læser, og hvilke venner og veninder han omgiver sig med, er alt sammen en del af masterplanen. Han er overbevist om, at elevrådspræsident på high school er det rigtige springbræt til næste trin – så nu er det bare at sætte kampagnemaskineriet i gang.

https://www.youtube.com/watch?v=6-kdBlzCG7w

Dysfunktionel familie

Paytons overfladiske adoptivfamilie svømmer i penge, og hans to hjernedøde stedbrødre, der pumper jern og arbejder på den helt rigtige solbrændthed, må bestikkes ind på college. Hvilket Payton ikke kan acceptere, da det kan skade ham i en kommende præsidentvalgkamp.

Moren i huset elsker alle sine børn, men favoriserer Payton og vil både hjælpe ham med kampagnen og sørge for, at han ikke bliver strøget af testamentet. Gwyneth Paltrow er glimrende som den smånaive, men målbevidste rigmandsfrue, der opretholder facaden, men samtidig drømmer om et bedre liv. Hun ansætter River (Corenswet) til at lære Payton mandarin, men Payton ender med at blive forelsket i ham.

Samtidig lægger hans perfekte kæreste, Alice, og hans to valgkampmedarbejdere en slagplan for at vinde valget, hvilket selvfølgelig inkluderer at slå modkandidaten – River.

Sociale medier og analyser af de studerende tages flittigt i brug, og alt gøres for at tækkes vælgergrundlaget. Payton køber bl.a. hele varelageret i den våbenbutik, der ligger tættest skolen; han lader, som om hans kæreste er utro, for at få sympatistemmer; han får en kræftsyg vicepræsidentkandidat, Infinity (Deutch), da drengen fra Haiti takker nej; og han klemmer en tåre frem under en tale, når det virker passende.

Spejl af virkelighed

The Politician er et fascinerende og samtidig forbandet morsomt spejl af politik generelt og valgkampagner i særdeleshed. Især i USA, men der er også mange ligheder med, hvordan valgkampe foregår her i Norden.

Serien giver en fascinerende indblik i, hvor kynisk valgmaskineriet er, hvordan spindoktorer hele tiden tilpasser budskabet, hvordan de sociale medier bruges til at tweake virkeligheden, hvordan kandidater tilpasser deres meninger og ytringer til vælgergrundlaget, og hvordan kandidaten fremstår som et poleret, perfekt supermenneske.

Payton er indimellem en miniudgave af selveste Francis Underwood (House of Cards), men han er ikke blevet et helt så kynisk røvhul. Endnu …

Persongalleriet er interessant og krydret med herlige biroller, fra en fuldstændig manisk og kynisk Jessica Lang som Infinitys bedstemor over Paytons outrerede forældre til Rivers afstumpede kæreste, Astrid. Solide skuespillerpræstation over hele linjen, hvor vi især vil fremhæve Platt, Lang og Boynton.

Handlingen er spændende og underholdende med et intelligent manuskript, der holder en god balance mellem drama og komedie. Midtvejs dykker serien desværre, bliver for repetitiv og træder vande. Men så løfter den sig igen hen imod slutfasen, godt hjulpet af frisk blod i form af Bette Midler.

The Politician bør appellere til alle, der er bare lidt politisk interesseret, og med den smarte setting vil en del unge, der er fascineret af livet på high school, også få glæde af serien. Fire stærke stjerner – vi glæder os allerede til den endnu mere saftige fortsættelse.