Anmeldelse: The Power of the Dog

Jane Campions varemærke er dybe mellemmenneskelige dramaer, ofte sat i det 19. århundrede med overdådige kostumer (f.eks. The Piano og The Portrait of a Lady). Med The Power of the Dog udvider den newzealandske instruktør sit repertoire og fornyer sig på fremragende vis.

To brødre, to verdener

Vi er i delstaten Montana med dens enorme prærier og storslåede ødemark i midten af 1920’erne. En tid, hvor mænd er mænd, maskulinitet er et æreskodeks, og kvindernes plads er i køkkenet.

Brødrene Burbank ejer og driver en stor kvægfarm sammen. Phil (Cumberbatch) er storebror og selvudnævnt leder af foretagendet. Stor i kæften, brysk, ufølsom og med stenansigt og et hidsigt temperament styrer han ranchen med en kraftig overdosis af maskulinitet. Phil bor mere i stalden og ude på prærien med de andre cowboys end i det flotte herskabshus med vimsende tjenestepiger.

Med sin afdæmpede, ydmyge fremtoning er George (Plemons) hans direkte modsætning. Han er velartikuleret, følsom, introvert og altid ulasteligt klædt. Og han bliver ustandselig hundset med af sin tilsmudsede machobror – ikke mindst for hans ene “fejl”, at han er overvægtig.

Nedladende røvhul

Forholdet mellem brødrene bliver bestemt ikke bedre, da George gør sine hoser grønne hos enken og alenemoren Rose (Dunst).

Rose driver en lille kro med simpel servering og nogle få værelser. Hun og hendes søn, Peter (Smit-McPhee), lever nærmest fra hånden og i munden, og hun lader sig relativt let overtale, da den lidt akavede George anmoder om hendes yndige hånd. Hvorpå han græder, fordi han nu “endelig ikke er alene længere”.

Ved enhver lejlighed og i enhver forsamling griber Phil muligheden for at fremhæve sin egen fortræffelighed og position. Han nedgør sin bror i fuld offentlighed og kommer med nedladende kommentarer og beske stikpiller til alle omkring sig. Hans mest fremtrådende egenskab er at få andre til at føle sig små.

Da George så finder kærligheden hos Rose, kan Phil ikke tåle, at broren er lykkelig – og gør sit yderste for at genere parret. Eller ligger der et skjult ønske om, at han var den udkårne, bag?

Den velkomst, de nygifte får, da de flytter ind i ranchens herskabshus, er i bedste fald iskold og negligerende, men eskalerer efterhånden til psykisk terror. Hvilket fører til, at Rose, der er usikker i denne fremmede verden, tyr til whiskyflasken som trøst.

Dvælende drama

Jane Campion maler et langsomt, lavmælt kammerspil op, hvor vi trods de enorme, åbne landskaber og de mange cowboys føler os lukket inde med hovedpersonerne. De tærer på hinanden, nedbryder og fornedrer hinandens menneskelighed.

Rose bliver mere og mere usikker, indesluttet, beruset og fraværende, og måltiderne indtages helst i ensomhed på værelset. Så kommer sønnen på besøg og bringer lidt lys ind i den grå hverdag.

Filmens enigma er Phils problematiske forhold til Peter. En langlemmet teenager, som helst holder sig for sig selv og trives med at lave papirblomster. Fra første færd træder Phil på ham, kommer med nedsættende bemærkninger og mere end antyder, at “splejsen” er homoseksuel. Men så vender han pludselig på en tallerken og prøver at få ham ind i folden.

Phil selv er også en venneløs mand. Han er mere frygtet end elsket og tilbringer lange aftener i ensomhed ude i naturen, smurt ind i skidt og møg, mens han mindes den legendariske cowboy Bronco Henry, der i teenageårene lærte ham at ride samt kvægdriftens hemmeligheder – og anerkendte ham.

Psykologisk udmattende

Dialogerne er skåret ned til et minimum, og ofte skuler personerne bare ondt eller skræmt til hinanden. Især det betændte samspil mellem Benedict Cumberbatch og Kirsten Dunst er til at tage og føle på. Intenst, ubehageligt og ofte psykologisk udmattende. Når han lister sig ind på hende på, mens hun spiller klaver, ved vi ikke, om han er ude efter forsoning eller efter at gøre ondt.

Da vi læste, at Thomas Savages roman skulle filmatiseres, så vi Daniel Day Lewis for os i hovedrollen – han ville have gjort det fantastisk. Når det er sagt, så gør hans landsmand Cumberbatch bestemt ikke sig selv til skamme. Han er lumsk til stede i enhver scene og får kompleksiteten i den plagede person frem; fra indesluttet vrede over infame kommentarer til eksplosivt raseri og pludselig vold.

Dunst har ikke mange replikker og heller ikke nogen stor scene, hvor hun kan “eksplodere”, men hendes blik, mimik og hele kropsholdning afspejler den forfærdelige situation, hun befinder sig i, så det er til at få gåsehud af.

Imens lister den stakkels, kuede bror rundt om den varme grød og gør sit bedste for ikke at optrappe situationen. Og da klimaks endelig kommer, runder Campion det hele af på forbilledligt subtil vis.

Netflix har allerede givet os fremragende film som Roma, The Irishman og Malcolm & Marie. The Power of the Dog føjer sig fint ind i rækken af streaming-gigantens bedste egenproduktioner – og at sådanne mesterværker kan produceres til skærmen derhjemme, får os endnu en gang til at sætte spørgsmålstegn ved biografernes fremtid.

The Power of the Dog er en film, du bare skal se, og som med garanti vil fylde i Oscar-spekulationerne. Seks stjerner til dette sobre og rystende psykologiske drama.