anmeldelse: The Predator (2018)

Filmen Predator fra 1987 om mærkelige aliens, der jager mennesker, har noget ufortjent fået kultstatus inden for filmverdenen. Afgjort godt hjulpet af en inspireret Arnold Schwarzenegger og en instruktør, John McTiernan, med fingerspitzengefühl for actionscener og spænding i blodet.

Vi befinder os 31 år efter den originale film, og de afskyelige aliens med kakerlakmund og dreadlocks er tilbage på Jorden for at suge det bedste DNA ud, før de overtager hele lortet. Der er faktisk et slet skjult politisk budskab her, en kritik af, at menneskeheden er ved at smide planet i skraldespanden – vil nogen ringe til Greenpeace?!

Den amerikanske elitesoldat Quinn McKennas gruppe har et temmelig ugæstfrit møde med vores ven fra det ydre rum i den mexicanske jungle. Quinn (Holbrook) er den eneste, der overlever, og hæren forsøger at lægge låg på sagen ved at sende ham på en psykiatrisk anstalt.

Heldigvis møder Quinn en flok “charmerende” galninge i bussen på vej til anstalten såvel som forskeren og wannabe-Ripley’en Casey (Munn), der viser sig at have uventede kamp- og skydefærdigheder. Sammen må dette freak-team tage kampen op mod truslen fra det ukendte. For yderligere at peppe historien op har Quinn et falleret ægteskab bag sig og en autistisk søn, som han har sendt alien-ting til! Kan det blive mere spændende?!

Ja, det kan det. The Predator er en film, som kun en mor, der elsker sit misformede barn, kan elske. Filmen byder på håbløs humor, der kun vil appellere til unge teenagere – problemet er bare, at den har så mange grafiske voldsscener, at de måske ikke får lov til at se den.

Der er ikke så meget som en antydning af spænding her; på det plan leverede McTiernan varen på et helt andet niveau i 1987-filmen. B-films-entusiaster vil til gengæld finde meget “glæde” i den pinlige humor, de idiotiske, irriterende personer og et plot, der hverken hænger sammen eller har nogen dramaturgisk struktur. Den eneste glæde, en cineast kan finde, er de mange hentydninger og referencer til originalfilmen. Men den forsøger trods alt ikke at fremstå som andet end det, den er: Useriøst, kedeligt makværk! To usle stjerner.

I det mindste har 4K-udgivelsen fremragende teknisk kvalitet. Det herlige surround-spor (Dolby Atmos) byder på meget underholdende og meget præcis lyd. Billedkvaliteten er også god, selv i de allermørkeste scener. Nogle udeladte scener, trailere, stillbilleder og fire korte features er, hvad bonusmaterialet består af.