Anmeldelse: The Prom

Instruktør Ryan Murphy gav os for nogle måneder siden den fantastiske drama-thriller-serie Ratched (som vi faktisk kårede til Årets Bedste Serie). Hvordan den samme mand kan stå bag dette intellektuelt fornærmende makværk, går over vores forstand.

 

Egocentriske stjerner

En flok blaserte, overfladiske, egocentriske og prætentiøse Broadway-stjerner leder desperat efter “en god sag”, som de kan støtte, der vil få publikum og presse til at glemme kritikernes forsmædelige nedsabling af deres seneste show. Præcis sådan en sag finder Nicole Kidman, Meryl Streep, James Corden og Andrew Rannells på Twitter.

Forældrerådet på en high-school i en lille by i Indiana har besluttet at aflyse det traditionelle afslutningsbal (titlens prom). Hvorfor? For at undgå, at skolens eneste åbne lesbiske, Emma (Pellman), skal “tilsmudse” ballet og den prægtige ungdom.

Så nu vil de liberale, homoelskende newyorker-kendisser sætte det intolerante Midtvesten på plads!

Glitter og glam

Ja, vi ved godt, at en musical skal være lettere overfladisk, simpel, småvulgær og fuld af glitter og glam, og at personerne jævnligt skal bryde ud i sang uden nogen åbenlys grund. Der er da også flere glimrende musicals, der er blevet filmatiseret, f.eks. Chicago, Moulin Rouge og La La Land (selv Mamma Mia! og Jersey Boys lod vi os charmere af). Men The Prom hører bestemt ikke til denne kategori.

Fra et rent musical-standpunkt vil vi hævde, at mange af sangene i The Prom – som er baseret på Broadway-opsætningen – simpelthen ikke holder mål. Flere af teksterne er staccato-agtige og ikke spor fængende. Det skal dog siges, at den lækre koreografi hjælper lidt.

Lad det nu være. Langt værre er det, at selve præmisset er fuldstændig forældet, nærmest på stenalderniveau, og kun giver næring til de fordomme, som filmen forsøger at tage afstand fra. Jo, personer i musicals skal være lidt forenklede og gerne tendere i retning af stereotyper – men der må være en grænse.

Gagball

Det blaserte, tidsrigtigt politisk korrekte firkløver fra The Big Apple er så latterligt karikerede, at det faktisk er mere irriterende end morsomt (hvilket vel ellers var meningen). Alle fire er egocentriske narcissister, der kun tænker på deres eget image og kan lide homoseksuelle, fordi det er det “rigtige” at gøre.

Desuden drikker de for meget (dvs. hele tiden), har ingen økonomisk sans og synes, at folk i Lilleby-Amerika er nogle latterlige, konservative bønderøve (underligt nok nævnes det ikke, at de sikkert også har stemt på Trump). James Corden spiller en arketypisk bøsse-dramaqueen – sådan en, som man forventer at se i drag-kostume med en gagball i munden til den årlige Pride-parade.

Fordommene florerer i det hele taget: Den lesbiske Emma klæder sig som en dreng og kører i pickup-truck, mens hendes klassekammerater hylder Gud og de kristne værdier, og ikke kan se det forkerte i, at Emma bliver frosset ud og nægtet et bal. Men selvfølgelig kun indtil en liberal musical-artist fra New York kommer og fortæller dem, at Frelserens vigtigste budskab faktisk var næstekærlighed – og vips, så bliver de frigjort og dropper deres forstokkede fordomme. Halle-fucking-luja!

Bjørnetjeneste

Hvis The Prom er skrevet og produceret for at fremme de homoseksuelles sag, så tror vi, at Murphy og co. gør den i øvrigt prisværdige sag en bjørnetjeneste.

Det narrative er så dumt, at vi faktisk bliver fornærmet på det intellektuelle plan. Jo, der findes helt sikkert homohadende kristen-konservative i Amerikas hjerteland, men så overdrevet enøjede, enfoldige og enerverende som The Prom skildrer dem og deres by, bliver vi faktisk stødt over; især i betragtning af at handlingen foregår i nutiden. Ovenikøbet ender det – i bedste feelgood-ånd – lykkeligt alt sammen. Havde sangnumrene så bare revet os med.

Skuespillerne leverer dog varen, og ikke mindst Nicole Kidman glimrer i sine sangnumre. Meryl Streep har tidligere imponeret i Mamma Mia!, men her tror vi, at hun primært har overladt det med at synge til professionelle. De få sangnumre, der virkelig sidder, har Murphy også fået det bedste ud af, men det holder stadig ikke til mere end to skuffende stjerner.

The Prom vil muligvis appellere til enkelte hardcore musical-fans (der er masser af referencer og folk fra miljøet), men til alle andre: Styr langt udenom!

PS: Hvis du leder efter en musikalsk filmgodbid, der virkelig svinger, som et lyspunkt i vintermørket, så er der kun en uge, til Netflix har premiere på den fantastiske Ma Rainey’s Black Bottom (anmeldelse på vej). I modsætning til den konstruerede, falske The Prom er det den ægte vare!