Anmeldelse: The Queen’s Gambit

Da den nye Netflix-serie The Queen’s Gambit tikkede ind som en pressemeddelelse fra streaming-giganten, må vi ærligt indrømme, at den ikke umiddelbart fangede vores interesse. En miniserie om et skakgeni kunne da umuligt være god underholdning?

Hvor kan man dog tage fejl …

https://youtu.be/CDrieqwSdgI

 

Dysfunktionel baggrund

Den unge, lidt introverte Beth Harmon (Taylor-Joy) vokser op med en dysfunktionel mor samt en far, hun aldrig har mødt. Fortvivlelse og psykologisk ustabilitet kan være en farlig cocktail, og det ender da også i død og ulykke for Beths mor. Så Beth havner som niårig på et børnehjem for piger i kornfede Kentucky.

I 1960’erne var livet på et børnehjem ikke nogen dans på roser, og forstanderinden Fru Deardorff er da heller ikke af den mest børneglade slags. Den nysgerrige Beth søger tilflugt fra den triste virkelighed hos børnehjemmets joviale vicevært, som lærer hende at spille skak i kælderen – og det står hurtigt klart, at Beth har et talent for spillet langt ud over det normale.

En anden “vane”, hun får med fra børnehjemmet, er afhængighed af beroligende piller – en last, hun bærer med sig gennem livet.

Som 15-årig bliver hun endelig adopteret væk til den barnløse familien Wheatley med en mildt sagt distanceret far, der konstant er på rejse, og en pillegnaskende, alkoholiseret mor. Men fascinationen af skak tager hun med sig, og det bliver grundpillen i hendes liv.

Selvhævdelse

The Queen’s Gambit er en utrolig fascinerende historie, hvor skakspillet og alle dets irgange er seriens røde tråd, men den egentlige historie handler om en ung kvindes selvhævdelse, om at rejse sig trods alle odds og perfektionere det, man er god til – endda i en fuldstændig mandsdomineret “branche”.

I 1960’ernes USA er kvinder i skak ikke noget almindeligt syn, og i begyndelsen bliver Beth da også behandlet derefter – med skepsis, mistanke og delvis latterliggørelse. Men gudskelov har unge Beth ikke den store sociale intelligens, for den slags hæver hun sig elegant over, selv om hun bliver betragtet som lidt af et udskud i skolen.

Beth gennemgår en decideret transformation fra usikker, grå mus til stærk, selvsikker løvinde. Med voksende selvtillid og stor nysgerrighed bliver hun en kæderygende, cocktaildrikkende og pillegnaskende diva, hvor skak er det, der holder hende flydende.

Spændende skakkampe

Over seks en halv time kan virke langt for en serie, hvor utallige skakmatches står centralt, men manuskriptforfatterne formår at gøre det intrikate spil både spændende, forståeligt og tilgængeligt. The Queen’s Gambit (titlen referer til et åbningstræk i skak) er bestemt ikke kun for skaknørder.

Det er hele tiden Beths personlige rejse og sofistikerede personlighed, der er i fokus, og den fascinerende historie krones af usædvanlig solidt skuespil fra Anya Taylor-Joy.

Taylor-Joy flankeres af flere spændende biroller, men det er hendes fortolkning af den sære, komplekse Beth, der bærer serien. Hendes mimik, kropssprog og divamanerer understreger på alle måder karakterens mangefacetterede personlighed.

Storpolitik

Manuskriptet er baseret på en roman af Walter Tevis og handler om et USA i en mere uskyldig tid – efter Anden Verdenskrig, og før landet blev trukket ned i sølet af Vietnamkrigen og lignende engagementer. Et land, hvor troen på fremtiden er den stærkeste drivkraft, og hvor alt kan ske, hvis du selv gør en indsats. I sådan en tid kan selv skak blive storpolitik, når man aner en mulighed for at slå kommunisterne i deres nationalsport.

Efterhånden som Beths stjerne stiger i skakverdenen, rejser hun USA rundt til turneringer og leger med sine mandlige modstandere på brættet og i sengen, og derefter ud i den store verden. Det hele forbilledligt filmet og klippet på niveau med en anden Netflix-succes, The Crown.

The Queen’s Gambit er usædvanlig velskrevet og favner et bredt spektrum af menneskelige følelser og op- og nedture. Det er ikke alle forhindringer, Beth møder på sin vej, der virker lige troværdige, men det hele formidles med så stor fortælleglæde, intensitet og spænding, at vi gerne lader os rive med.

Fem stjerner til skakverdenens mest charmerende dronning!