Anmeldelse: The Regime

Har du sans for det politiske drama, gerne tilsat en solid dosis satire/ironi? Så vil den åbenlyst narcissistiske og (magt)vanvittige Kate Winslet-serie, The Regime, være lige noget for dig!  

Fra producenterne af HBO-hittet Succession (det satiriske drama om den magtfulde mediefamilie Roy) er The Regime en dagsaktuel politisk dramasatire med magtkampe, korruption og intriger i centrum.  

Vi befinder os i et fiktivt, mellemstort centraleuropæisk land (tør vi gætte på Slovakiet?) med en næsten almægtig, læspende kansler Elena Vernham (Winslet), som er paranoid, magtbegærlig og kynisk helt ind i sjælen. Udadtil fremtræder den navlebeskuende kansler/diktator ligesom Trump som en velgører for sit forsmåede, underkuede folk, men tro os, ligesom Trump & Co. er hun kun ude på at mele sin egen lukrative kage.

 

Det skarpe manuskript er skrevet af serieskaberen Will Tracy, som også var medforfatter på Succession, og instruktionen står Stephen Frears (Farlige forbindelser) og Jessica Hobbs for.  

Det er tydeligt, at Tracy ønsker at give et satirisk billede af vor tids politiske “folkesygdom”, nemlig at (hovedsagelig) højrepopulister tilraner sig magten i tilsyneladende velfungerende demokratier. Politikere som Orbán, Le Pen, (afdøde) Berlusconi, Wilders, Kaczyński, Robert Fico, Bolsonaro, Boris Johnson og Trump. Ledere med letkøbte løsninger og simple svar på komplekse spørgsmål, som (i høj grad) appellerer til arbejderklassen og antiglobalister, som ønsker at omdanne vores demokratier til rendyrkede autokratier. 

Vi har tidligere haft fornøjelsen af at se Julia Louis-Dreyfus som selvoptaget vicepræsident i Veep, men hendes karakter når ikke Elena til sokkeholderne. Hun er en snæversynet, ensporet über-narcissist, som omgiver sig med ja-sigere, korrupte rådgivere og en nikkedukke af en mand. Hun har også en trofæsøn, som bliver båret frem af den underdanige husholderske (Andrea Riseborough).    

Samtidig med at befolkningen synker ned i en stadig dybere afgrund af fattigdom, og oprøret ulmer, er den enevældige kansler ombejlet af både højtstående amerikanske politikere (Martha Plimpton) og gennemkorrupte kinesere, der vil have kontrol med udvindingen af landets koboltminer. 

Hovedparten af handlingen udspiller sig inden for paladsets klaustrofobiske mure, hvor kansleren lever i en virkelighedsfjern boble, hvor hun kommanderer rundt med folkene omkring sig, mens hun frygter bakterier, skimmelsvamp, troløse tjenere og et folkeligt oprør.  

Hun allierer sig med den helt igennem loyale soldat Herbert Zubak (Matthias Schoenaerts, The Danish Girl), som lystrer hendes mindste vink – og som hellere end gerne hopper i kanen med den fyrige kansler. Med ham ved sin side bliver hun stadig mere paranoid, og diktatoren i hendes psyke fylder mere og mere.  

I bedste McCarthy-stil (Putin?) overvåger hun sine fjender og rydder dem derefter af vejen.  

Indespærret i paladsets fugtige kælder er den kontroversielle politiske ideolog og oppositionsleder (Hugh Grant). Han fodrer Zubak med “giftig” kritik af regimet, mens administrationen er ved at implodere.

Det er en både fascinerende og fornøjelig opgave, serieskaberen har kastet sig over. Når det gælder populistiske politikere med et diktatorisk præg, er der rigeligt at vælge imellem. Den ene mere forkasteligt absurd end den anden. I lang tid surfer serien da også på de overkarikerede stereotyper, det absurde adfærdsmønster hos en stadig mere skandaløs, rablende gal magtpolitiker. I denne rolle kommer Winslets talent virkelig til sin ret, hun viser helt andre sider af sit skuespiltalent, end hun for eksempel gjorde i den jordnære krimiserie Mare of Easttown.  

Ud over det rå magtspil og det åbenlyse politiske drama får vi serveret en stor dosis satirisk komedie. Serien er spækket med bidende god satire, rappe replikker og underholdende komik. Som i forholdet til hendes godtroende fjols af en ægtemand, hendes absurde dialog med sin “søn”, og kanslerens møde med folk på gulvet og en (stinkende) rødbede …  

Men efterhånden kører serien lidt for meget i ring, gentager sig selv, og overdrivelserne bliver overdrevent absurde. Midtersektionen bliver næsten stillestående, med undtagelse af en vidunderlig episode med en brilliant Grant i fokus. Ærgerligt, at der ikke er afsat mere tid til hans karakter, som giver kansleren lidt tiltrængt modspil.  

Der kommer mere vind i sejlene, når den almægtige Elena, som den reneste Elena Petrescu, pludselig befinder sig på ukendt og usikker grund og virker helt afklædt og hjælpeløs i mødet med den brutale virkelighed.

The Regime er blevet en morsom og desværre også aktuel politisk serie. Ikke alt er på samme høje niveau, og dramaturgien virker til tider lidt retningsløs. Men det er mere end nok til en varm anbefaling og 4 solide stjerner.  

The Regime består af seks afsnit og har HBO Max-premiere den 4. marts. Anmeldelsen er baseret på alle afsnit.