Anmeldelse: The Right Stuff, 1. sæson

Alle ved, at Neil Armstrong var den første mand på Månen, der sagde de bevingede ord: “One small step for man, one giant leap for Mankind,” men før NASA kunne sende en mand til Månen, måtte de først bevise, at de formåede at få en astronaut ud i verdensrummet – og levende tilbage til Jorden igen. Det ekstraordinære projekt fik navnet “Mercury”.

 

Originalserier

Lige siden Disney+ blev lanceret på det nordiske marked den 15. september, har vores største ankepunkt mod den nye streaming-tjeneste været manglen på nyt originalt indhold.

Blandt det nye indhold på tjenesten er flagskibet helt klart Star Wars-eposset The Mandalorian, som netop har haft premiere på 2. sæson, men derudover er der kun få nye originalserier at glæde sig over.

The Right Stuff, der fortæller den sande (omend stærkt dramatiserede) historie om de syv oprindelige astronauter i Mercury-programmet, er blandt Disneys mest ambitiøse serier, men lever desværre ikke helt op til de høje forventninger.

Vestlige værdier vs. kommunisme

Rumkapløbet mod russerne startede i det stille, idet nyetablerede NASA så småt begyndte at rekruttere testpiloter fra luftvåbnet. Frygtløse mænd med viden og vilje, der satte sig op i eksperimentelle fly og lod sig presse til det yderste – og med egoer større end Donald Trumps (hvis det overhovedet er muligt).

Da Sovjetunionen i 1957 opsendte verdens første satellit, Sputnik, fik amerikanerne pludselig travlt. Det blev både et rumkapløb for verdensrummets og forskningens skyld, og mindst lige så meget et ideologisk kapløb, hvor Vesten bestemt ikke skulle være dårligere end kommunisterne.

Mercury-programmet varede fra 1958 til 1963, og i løbet af denne periode sendte USA seks astronauter ud i rummet. Omkostningerne var astronomiske (!), og programmet blev mere og mere upopulært, både blandt folket og i Det Hvide Hus.

Da det så lykkedes russerne at opsende Jurij Gagarin i april 1961, fik den amerikanske regering et nyt incitament til at eskalere kapløbet. JFK havde kun siddet som præsident i knap tre måneder og støttede nu helhjertet op om Mercury-programmet.

Drama for dramaets skyld

Serien er en coproduktion med Disney-ejede National Geographic Channel, men er skuffende lidt fokuseret på fakta. Det handler mest om de syv store egoister, konflikterne mellem dem og deres personlige problemer.

Testpiloter er af natur risikovillige og selvcentrerede og mener, at de er de bedste i verden. Sæt syv af dem i samme rum, hvor “præmien” er, at den bedste af dem bliver den første, der rejser ud i verdensrummet, og de store egoer må nødvendigvis kollidere.

Ganske vist landede NASA på syv astronauter, men hovedpersonerne serien igennem er Alan Shepard (McDorman) og Scott Glenn (Adams) – to skarpe modsætninger.

Glenn er stilfærdig, stærkt troende og nærmest afholdsmand, og vogter over sine familieværdier. Al er den brovtende se-mig-type, der elsker rampelyset, en drink eller ti og smukke kvinder (helst andre end hans kone), og som praler om sig selv, fra han står op, til han går i seng. Begge er dog enige om én ting: “Jeg vil være den første!”

1960’erne i sus og dus

Serieskaberne har på forbilledlig vis genskabt de relativt sorgløse 1960’ere med deres genkendelige pastelfarver og stadig større fokus på idoldyrkelse.

Da NASA-cheferne registrerer voksende modstand blandt amerikanerne mod det økonomisk eskalerende rumkapløb, lancerer de en genial charmeoffensiv. Legendariske Life Magazine får eneret til at følge de syv astronauter og deres familier tæt, og målet er krystalklart: Få læserne til at elske dem!

For enkelte af astronauterne falder pressens fokus og den stigende persondyrkelse naturligt, mens andre (bl.a. Glenn) kvier sig ved det. De bliver indlogeret på et hotel i nærheden af Cape Canaveral med swimmingpool, god mad og åbenbart fri bar – for her kommer parasoldrinksene som perler på en snor.

Bortset fra den asketiske Glenn tager de andre for sig af retterne, og meget tid vies da også til druk, fester og damehistorier – mens konerne sidder forsmåede derhjemme og aner ugler i mosen.

At forholdet til alkohol blandt astronauter helt sikkert var mere liberalt i 1961, end det er i 2020, er vi ikke et sekund i tvivl om, men at man nærmest dagligt måtte bæres i seng, tvivler vi mildt sagt på.

Mere irriterende er dog, at konfliktniveauet mellem astronauterne – i særdeleshed mellem Shepard og Glenn – er skruet helt op på maks. De bliver begge, på dramaturgiens offeralter, alt for endimensionelle og karikerede. Den ene helt blottet for empati og konstant pralende, og den anden skinhellig og stærkt indigneret.

Seriens mest troværdige og interessante figur, astronauten Gordon Cooper (O’Donoghue), har et mere komplekst privatliv, men drukner lidt i konflikten mellem de to alfahanner. Colin O’Donoghue leverer troværdigt og solidt skuespil, hvilket vi desværre ikke kan sige om hele ensemblet.

Alle damehistorierne og den utroskab, der florerede, bliver også kunstigt “sløret” af Disneys familievenlige filter. Ingen må blive stødt her, og alle aldersgrupper skal kunne se med.

 

En teknologisk bedrift

Trods næsten syv timer med astronauterne, midt i en utrolig periode i verdenshistorien, der handlede om teknologiske bedrifter, usædvanligt gåpåmod, personlige ofre og politisk vilje, får vi skuffende lidt at se fra andre sfærer end de personlige problemer og konflikter – som ovenikøbet er lige lovlig dramatiseret.

Her ville vi gerne have hørt mere om de storpolitiske baglokaler, ingeniørernes utrolige innovationer og de eklatante farer, der lå bag en så banebrydende rejse som at sende en mand ud i det store verdensrum i en lille “blikdåse”.

Rumfartsentusiaster, der ser serien i håb om at få spændende baggrundsinformation om rumkapløbets spæde begyndelse, vil nok blive noget skuffede. Her er der mere “snavset vasketøj” end storpolitik og teknologiske kvantespring. Fire svage stjerner til et eventyrligt rumepos med okay underholdningsværdi, men også et langt større potentiale.

Den sidste episode af 1. sæson har premiere på Disney+ i dag.