Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: The Rum Diary

Blu-ray anmeldelse

Excentriske Johnny Depp er afgjort faldet for den endnu mere excentriske gonzo-journalist Hunter S. Thompson. Efter at han portrætterede ham i filmatiseringen af den næsten-selvbiografiske Fear and Loathing in Las Vegas, har han nu taget endnu en roman af den afdøde forfatter under behandling.

Publiceret 08/05/2012 - 10:38
The Rum Diary
Tor Aavatsmark

I kendt Thompson-stil møder vi en journalist, som er lidt mere end gennemsnitligt glad for sprut og stoffer. Da Paul Kemp (Johnny Depp) ankommer til en usædvanlig nedslidt avisredaktion i eksotiske, men ak så kaotiske Puerto Rico i begyndelsen af 1960’erne, glider han elegant ind blandt alle de fristelser, paradiset byder på. På avisen – der kæmper med faldende oplag og en lang række fordrukne journalister, som for enhver pris skal opretholde det politiske status quo – bliver nyansatte Depp sat til at skrive horoskoper og sportsreferater. Men da han kommer i kontakt med ejendomsmagnaten Sanderson (en sædvanlig glat Aaron Eckhart), tager tilværelsen en ny vending – pludselig er det ikke bare sprut og stoffer, der fanger hans interesse, men sprut, stoffer og sex!

Et herligt portræt af en svunden tid og et USA i forandring, og udsøgt skuespil. Det kan kritiseres, at Depp kører på rutinen og gentager tidligere rollefortolkninger (Fear and Loathing in Las Vegas, Blow, Pirates), men uanset hvad, så gør han det med bravur! Robinson (instruktion) har valgt en afdæmpet tilgang til stoffet, uden for mange dramatiske krumspring; det er det menneskelige drama, der er i fokus. Og selv om coveret vil have dig til at tro, at det er en komedie, så er drama en mere træffende genrebetegnelse. Ganske vist trækker vi ofte på smilebåndet af alle de herlige påfund under Depps drukture, men det er menneskeligt forfald og en mand, som vokser på sine oplevelser, der driver filmen fremad.

En fortræffelig kontrast mellem den socialt bevidste mand, som pludselig lader sig lokke af hurtige og smukke kvinder. Historien halter lidt undervejs og kunne have været strammere (og kortere) fortalt, og slutningen virker kunstigt god, men en fængende historie og udsøgt skuespil fra Depp og birollerne samt et herligt tidskolorit sikrer fem stjerner!

Billedkvaliteten er noget kornet, men det er et bevidst valg for at “fange” tidsånden, og lydsporet (DTS-HD) er fortræffeligt. Derimod er det særdeles skuffende, at der overhovedet ikke er noget bonusmateriale!

Karakter
The Rum Diary

Fakta:

  • Release: 24. april 2012
  • Instruktion: Bruce Robinson
  • Medvirkende: Johnny Depp, Aaron Eckhart, Michael Rispoli, Amber Heard, Giovanni Ribisi, Richard Jenkins
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2011
  • Tid: 1:59 t.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top