Vi befinder os endnu en gang i Indien, hvor en række pensionister har bosat sig på The Best Exotic Marigold Hotel for at finde ro. Indehaveren, Sonny Kapoor (Patel), får nogle udfordringer, da værelserne begynder at blive fyldt, mens han venter besøg af en vigtig hotelinspektør. Desuden skal han giftes, men hans forlovede ser ud til at have kastet sit blik på en anden. Løsningen bliver at realisere drømmen om at udvide med endnu et hotel for at styrke forretningen og forholdet til den udkårne.
Først og fremmest skal det siges, at det er utrolig forfriskende at se en film, hvis personer hovedsagelig er i halvfjerdserne. Det er også en befriende uhøjtidelig og dybtfølt komedie, der tager fat på vigtig tematik.
Men når det er sagt, så har The Second Best Exotic Marigold Hotel nogle åbenlyse mangler. Selv om persongalleriet skildres af solide skuespillere som Judi Dench og Bill Nighy, er der for mange figurer at forholde sig til, og vi kommer ikke godt nok ind under huden på hver enkelt af dem.
Filmen er også alt for langtrukket og rodet fortalt med sine to timers spilletid. Desuden er hovedpersonen Sonny lige lovlig karikeret med tendenser til overspil. Tre stjerner i hotelguiden kan det blive til.
Udgivelsen på Blu-ray holder et højt teknisk niveau. Lyd og billede er næsten perfekt og klæder den farverige palet og filmmusikken. Ekstramaterialet består af nogle få korte minidokumentarer.
Fakta:
- Release: 3. august 2015
- Instruktion: John Madden
- Med: Judi Dench, Maggie Smith, Bill Nighy, Celia Imrie, Ronald Pickup, Dev Patel, Richard Gere
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2014
- Tid: 02:02 timer